Anders Samuelsen langer hårdt ud efter Sverige

Danmark kommer ikke til at huse det Europæiske Lægemiddelsagentur, og det er ikke mindst Sveriges skyld, mener udenrigsministeren.
Den danske regering har lobbyet hårdt for at få det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) til Danmark, når det, som følge af Brexit, skal flyttes fra London i 2019. Men Danmark blev kun nummer tre i kapløbet, der blev afgjort i går i Bruxelles, og det er ikke mindst Sveriges skyld, mener Anders Samuelsen (LA):

“Jeg må sige ligeud, at jeg tror, det skyldes, at svenskerne har spillet deres kort på den måde, som de har, og det må være meget svært for den svenske regering og den svenske statsminister at skulle forklare sig,” sagde han mandag aften.

Brudt aftale
Regeringen og den danske lægemiddelindustri har kæmpet for at få agenturet til Danmark, fordi det udover knap 900 ansatte sandsynligvis også ville have medført yderligere nye job i København hos de internationale medicinalselskaber.

Svenskerne svigter på rigtig mange felter i dag. De svigter det nordiske samarbejde, og de svigter Malmø.

Regeringen havde efter sigende arbejdet på, at Danmark og Sverige skulle støtte hinanden, hvis et af landene skulle komme med i top tre. Ifølge Anders Samuelsen selv stemte Sverige dog på Milano i anden runde, da kun København, Milano og Amsterdam var tilbage i kapløbet, skriver Altinget.

“Svenskerne svigter på rigtig mange felter i dag. De svigter det nordiske samarbejde, og de svigter Malmø ved ikke at være med til at bakke op om og arbejde for det danske kandidatur, som, jeg tror, havde haft yderligere chancer for at komme helt frem til målstregen,” sagde udenrigsministeren i går til den danske presse.

Sverige: En meget uheldig udtalelse
Den svenske europaminister Ann Linde har dog svært ved at genkende Anders Samuelsens kritik:

"Han har jo ingen anelse om, hvad vi har stemt på, eftersom det er hemmeligt, så det kan han jo dårligt have en mening om,” siger Ann Linde og fortsætter: “Det, synes jeg, er vældig synd og en meget uheldig udtalelse. Men jeg forstår, at København er vældig skuffede, ligesom vi er vældig skuffede over, at vi ikke vandt,” skriver Altinget. I Danmark kritiserer blandt andet Holger K. Nielsen (SF) udenrigsministeren hårdt for sine udtalelser:

I alt 16 lande var med i konkurrencen om at blive det nye værtsland, hvor Danmark altså endte på en tredjeplads. I anden runde fik København fem stemmer, hvor Amsterdam fik ni og Milano 13. Selv hvis Sverige havde stemt på Danmark, var vi altså ikke gået videre.

I tredje runde fik Amsterdam og Milano begge 13 stemmer og Amsterdam vandt ved en lodtrækning.

 


Flere artikler om emnet

Annonce