Anklaget DF-profil vraget som kandidat: Stopper i politik

En verserende sag om flere straffelovsovertrædelser er ikke årsag til at DF-medlem af Europa-Parlamentet stopper i politik, lyder det.
EU-parlamentariker Jørn Dohrmann (DF) har besluttet at stoppe i politik. Derfor er han heller ikke blandt Dansk Folkepartis ti opstillede til det kommende EU-valg. Han kritiserer desuden DF-ledelsens beslutning om ikke at lave sideordnet opstilling til EU-valget.

Dansk Folkeparti præsenterede torsdag syv kandidater til Europa-Parlamentet, så partiet stiller med i alt 10 kandidater til Europa-Parlamentet.

Fraværende på den liste er en af partiets nuværende europaparlamentsmedlemmer, Jørn Dohrmann, som i samme ombæring meddeler, at han nu helt stopper i politik. Det bekræfter han over for JydskeVestkysten.

”Jeg har været i politik i 18 år og er lige blevet 50. Skal jeg noget andet, skal jeg hverken stille op til det ene eller det andet,” siger han til avisen.

Jørn Dohrmann har været medlem af Europa-Parlamentet siden 2014. Forinden var han i 13 år både folketings- og byrådsmedlem, først i Vamdrup Kommune og siden i Kolding Kommune. Han er oprindeligt uddannet lastvognsmekaniker.

Dohrmann: ’De fleste har fået en fartbøde’

Overfor avisen afviser Jørn Dohrmann, at hans farvel til politik skulle hænge sammen med den straffesag, han står over for, hvor de danske myndigheder ønsker at rejse en sag mod ham for tre forskellige overtrædelser af straffeloven, blandt andet hærværk og ulovlig tvang.

Overtrædelserne skal være sket, da Jørn Dohrmann i 2017 med magt tog et kamera fra en tv-fotograf, som måtte have politiets hjælp til at få kameraet igen. 26. marts valgte EU at ophæve Dohrmanns immunitet, og dermed er vejen banet for en straffesag.

Det er jo ikke en voldssag. Jeg kender andre i folketingsgruppen, der har fået færdselsbøde og andre bøder

”Der er lagt op til en bøde i straffesagen. De fleste har fået en fartbøde. Det er jo ikke en voldssag. Jeg kender andre i folketingsgruppen, der har fået færdselsbøde og andre bøder, så det er ikke det, der betyder det store,” siger han.

Den knap to år gamle sag opstod under optagelser til den dokumentarfilm om blandt andre Jørn Dohrmanns brug af EU-midler, de såkaldte blyantspenge.

I udsendelsen dokumenterede Danmarks Radio, at Jørn Dohrmann ikke havde afleveret de revisorerklæringer, der kan dokumentere, at han retmæssigt har modtaget de omkring 400.000 skattefrie EU-kroner om året.

Kritiserer opstillingsform

Den helt afgørende årsag til, at han har valgt at stoppe er, i hvert fald ifølge Jørn Dohrmann selv, hverken den verserende straffesag eller anklagerne om misbrug af EU-midler, men derimod at DF-ledelsen har besluttet at stille EU-kandidaterne op på en såkaldt partiliste frem for sideordnet opstilling.

”Jeg vil ikke stille op på en partiliste. Jeg synes, borgerne skal have et reelt valg. Så en partiliste er ikke noget, jeg hilser velkomment. Jeg ser det som ligestilling. Hvis du eksempelvis vil stemme på kvinde, skal stemmerne også gå til en kvinde,” siger han.

Ved en opstilling som partiliste er det partierne, der har afgørende betydning for, hvem der bliver valgt ind, idet partistemmer først uddeles til de øverst opstillede på partiets opstillingsliste.

Ved sideordnet opstilling er det kandidater, der får flest personlige stemmer, som bliver valgt ind.

Dansk Folkeparti fik ved det seneste parlamentsvalg valgt fire medlemmer til Europa-Parlamentet. Meningsmålingerne viser at partiet denne gang risikerer kun at få to valgt.

Der skal være valg til Europa-Parlamentet den 26. maj.

 

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce