Mediebranchen er under heftig forandring i disse år: Oplagene er i frit fald, Google og Facebook render med annoncekronerne, store fyringsrunder præger hverdagen og tilliden til branchen er helt i bund.

Der burde kort sagt være rigeligt at tage fat i, når DR i dokumentaren ”Ryd Forsiden” forsøger at give os indblik i livet på tre danske avisredaktioner.

Men resultat af de to første udsendelser bliver et glansbillede af velmenende og idealistiske chefer og medarbejdere, som slipper afsted med at levere en endeløs række af klicheer.

“Spillereglerne er fuldstændigt klare. Journalisterne er dem der stiller kritiske spørgsmål, politikerne er dem der udøver magten,” siger en af journalisterne, inden han skal interviewe Lars Løkke Rasmussen nogle dage inden han udskriver valg.

Spilleregler er dog ikke klarere end at journalisten sagtens kan bomme smøger af statsministeren og tilbyder at passe hans hund.

DR slår stort brød op, når de i deres foromtale lover ”unik adgang ind i det ellers lukkede maskinrum hos tre af Danmarks største morgenaviser: Berlingske, Information og JydskeVestkysten”.  

I programteksten hedder det videre, at dokumentaren ”skildrer de ildsjæle, der står bag nyhederne og oplever journalisternes op- og nedture i en hektisk hverdag fyldt med deadlines og store dilemmaer”.

Møder, møder, møder

Det lukkede maskinrum er reduceret til daglige fællesmøder, hvor cheferne giver de ansatte en lille peptalk. Og ellers møder vi en række journalister, der enten venter på kilder, som er lidt forsinkede eller ikke dukker op, eller som kæmper lidt med at skrive den helt rigtige overskrift.

I forhold til det lovede, så kan man næsten tale om ’clickbait’, hvor man lokker seerne med løfter om interessant indhold, som man overhovedet ikke kan holde. Der er langt fra den flotte hensigt til det faktiske indhold.

For det første er det ”lukkede maskinrum” meget lidt interessant at følge. Det er så få unikke eller afslørende informationer, der kommer ud, at det lige så godt kunne have været en personaleafdeling på en kommune eller en salgsafdeling i en hvilken som helst mellemstor virksomhed.

For det andet, så får man indtryk af medierne er konfliktfri zoner. Der er ingen, der skændes eller stiller spørgsmål. Ingen, der kæmper for deres historier med skeptiske chefer, som man ellers kender det fra alverdens film om medierne.

Enten fordi de involverede ikke har ønsket at lade dokumentaristerne opleve de konflikter, som burde være er til stede på redaktionerne, eller fordi de medievante deltagere blot er kloge nok til ikke at tage diskussionerne foran rullende kamera. Det hele er meget harmonisk og velfungerende.

For det tredje, så er selve titlen på programmet en anakronisme, et levn fra en tid der var engang. I en verden, hvor nyhedsdækning foregår på nettet, så er den klassiske avisforside ikke længere definerende for avisernes arbejde.

Arbejdsliv og privatliv

Det største problem er måske at ”Ryd Forsiden” næsten ikke handler om journalistik, men primært handler om journalisterne selv. Det bliver i virkeligheden et portræt af nogen menneskers arbejdsliv, mere end deres fag. Og hvis de er ildsjæle, så skjuler de fleste medvirkende det pænt bag en professionel facade.

Berlingskes ene chefredaktør Mette Østergaard har øjensynligt virkelig travlt og derfor har hun ansat en asiatisk au-pair, som er virkelig flink til at hjælpe… med det praktiske.

”Mit arbejde er en fuldstændigt integreret del af mit liv,” proklamerer hun – og det står jo i modsætning til alle andre danskere, hvor arbejdet er sådan en løsrevet ting som foregår sideløbende med resten af livet.

Mette Østergaard arbejder meget, kan vi forstå, men bortset fra et kort telefonmøde omkring hvad der skal skrives i en leder, så bliver hendes funktion ikke videre forklaret. Chefredaktøren virker mere som en slags gårdvagt, som blot skal sørge for at alle nu også kommer og går som de skal.

Hendes chefredaktørkollega Tom Jensen har åbenbart ikke de samme udfordringer med at få arbejde og familieliv til at hænge sammen, men han kan til gengæld afsløre, at han opfatter sit arbejde som rigtigt vigtigt, fordi avisen har eksisteret siden 1749(!).

På Dagbladet Information har de som en slags gimmick valgt at sende to journalister og en fotograf til Sønderjylland for at dække hele valget. Her har de klogeligt valgt dem uden børn, så det er ikke det store problem.

Og så er der nyhedsredaktøren på JydskeVestkysten, der insisterer på at køre hjem klokken 16.00, hvilket åbenbart godt kan lade sig gøre uden de større problemer. Igen, vi er blevet lovet en hektisk hverdag fyldt med dilemmaer, men den lader ikke til at eksistere.

At få arbejdsliv og privatliv er en udfordring, som næppe er forbeholdt de mediechefer og journalister som er ansat på dagblade: Men det er helt afgjort ikke specielt interessant tv.

Mangler reflektion om faget

Det, der til gengæld kunne have været interessant at høre mere om, er, hvordan medierne udvælger deres historier, arbejder med deres vinkler, udvælgelse af kilder, hvordan man konkret arbejder med at få fakta frem, hvordan de sikrer sig at historierne holder vand. Vise konkret hvad det er medierne kan, og hvordan man opretholder rollen som ”kritisk vagthund”.

Og så kunne det have været rigtig interessant, om de medvirkende havde været i stand til at forholde sig lidt selvkritisk i forhold til en branche, som er underlagt store forandringer og dalende tillid.

Ideen til programmet var helt sikkert god, men det hele er så ufokuseret, overfladisk og uforløst, at det er svært at se, hvad man som seer skal bruge det til.

Det virker helt ærligt, som om man har siddet med alt materialet i klipperummet og konstateret, at man ikke rigtigt har noget, men når man nu har gjort sig den ulejlighed at lave optagelserne, så må man også hellere bruge dem til noget. Også selvom historien med garanti ikke rydder forsiden.

Tredje og sidste afsnit af ”Ryd Forsiden” sendes søndag.