Anmeldelse: Dansk valgkampsbibel

Anmeldelse af Alexander Tolstrups: Kampagnelederen - en håndbog til din valgkampagne.
Med et kommunal- og regionsvalg lige om hjørnet har forfatteren Alexander Tolstrup timet sin manual til valgkampagner utrolig fint. Der er utvivlsomt mange håbefulde kandidater, der vil have stor gavn af bogens meget kogebogsagtige tilgang til kunsten at planlægge og gennemføre en stærk valgkampagne.

Tolstrup har med en fortid som kampagnechef for de Konservative og aktiv deltagelse i mere end ti valgkampagner i Danmark og udlandet gode forudsætninger for at levere Danmarks første egentlige håndbog om valgkampagner. Bogen der kan anvendes af såvel kandidater selv som kampagnechefer har blik for både de strategiske overvejelse den enkelte kandidat bør gøre sig og det (ofte meget) lavpraktiske benarbejde, der ligger i en succesfuld valgkampagne.

Således består bogen af en omfangsrig indføring i en række vigtige og meget konkrete elementer i en valgkampagne fx fundraising, valgplakater, dør-til-dør-kampagne, sociale medier, pressemeddelelser og annoncering. Behandlingen af de enkelte elementer er god og seriøs samtidig med at det er meget let tilgængeligt for læseren.

Som tidligere deltager i mange valgkampe - både som kandidat, frivillig og ansat - kan Tolstrups kampagnehåndbog absolut kun anbefales.

Udfordringen bliver måske for den enkelte kandidat, at bogen ikke leverer en egentlig guide til, hvilke elementer der er need-to-have i en kampagne, og hvilke er blot er nice-to-have. Det er jo alt andet lige to forskellige situationer at være nummer 6 på listen for Kristendemokraterne i Frederikshavn og borgmesterkandidat for Venstre i Allerød. Her skelner bogen ikke meget, hvilket forfatteren godt kunne gjort mere ud af.

Som tidligere deltager i mange valgkampe - både som kandidat, frivillig og ansat - kan Tolstrups kampagnehåndbog absolut kun anbefales. Den giver en god og opslagsvenlig indføring i den lokale valgkamps DNA. Man kunne ønske at bogen indimellem løftede sig fra den individuelle kandidats (lokale) kampagne og fik skabt koblingen til de professionelle kampagner vi ser de politiske partier rulle ud på nationalt plan. Men det må blive næste gang. Tolstrups bog er i hvert fald en gave til seriøse kandidater ved valget i november.

Kampagnelederen – en håndbog til din valgkampagne. Af Alexander Tolstrup. Polcom Publishers. 2013. Er udkommet.

Mads Reinholdt er cand.scient.pol og politisk konsulent.

Anmeldelsen er også bragt i DJØF-bladet.


Kommentarer fra Facebook