Anmeldelse: ‘De dyre piger’ rammer ind i en nerve, der i forvejen klemmer 

Når DR3 laver tv om unge kvinders perfekthedssyndrom, bliver vi mindet om de sider af os selv, vi mindst tør erkende. Desværre kradses der kun i overfladen.
Foto: Niels Borup/DR Pressebilleder
DR3 går tæt på unge kvinders jagt på det perfekte liv på Instagram.
I DR3’s dokumentarserie 'De dyre piger' følger vi fem unge kvinder i alderen 19-27 år og deres perfekte images på Instagram, alt imens de forsøger at navigere i ungdommens brogede kroge, der til tider kan være mørke og ensomme.

I otte afsnit får vi indblik i en tilværelse, hvor likes er den højeste valuta og luksus livsstilen har fast greb om kvindernes pengepung – og selvforståelse.

Konceptet er ikke nyt, se bare DR3-seriens 'Fars pige' eller 'De perfekte piger', der kredser om samme tematikker.

Går langt for at fremstå succesfulde

I jagten på den perfekte baggrund til deres Instagram-billeder, glemmer de både selverkendelsen og egenomsorgen i farten.

Kvinderne vil gå langt for at fremstå succesfulde og som nogle ’der har styr på sit liv’ på deres sociale medier.

Vi ser blandt andet Mina, der bruger dagen på at få taget ”boss-lady billeder” i Københavns stræder af en fotograf, hun har betalt sig fra.

Eller Amanda Sascha, der bruger tusindvis af kroner på et ’pink-party’ for alle veninderne i onklens luksus villa, “fordi det er vigtigt at lægge det op på Instagram”. Alt sammen for at tilfredsstille fremmede Instagram-brugere. Suk! 

Jeg krummer tæer ved synet af kvindernes overdrevne selviscenesættelse. Men måske også fordi den rammer en nerve hos mig selv.

Smelter sammen foran Gucci  

Til trods for den selvsikre attitude, der pryder kvindernes Instagram-image, skal der i virkeligheden næsten ingenting til, før de bryder sammen.

Amie på 19 år smelter sammen ude foran Gucci forretningen, da farmand ikke vender tilbage om de 18.000 kroner, hun ville bruge på en pink plastik-taske. Skuffelsen vil ingen ende tage.

Pakket ind i en “Fuck Janteloven”-attitude, krænger kvinderne sig ud til stor forbarmelse for seerne. “Hun har et seriøst problem, er der en voksen til stede?”, skriver Flemming i kommentarsporet til et klip DR3 har delt på Facebook fra dokumentarserien.“Nej, hvor er hun et klamt menneske”, skriver en anden.

Kommentarsporet på Facebook vækker forargelser hos Hr. og Fru. Danmark, og det giver dokumentarserien med rette også anledning til.

Vi er alle skyldige

Men vi er alle ofre for forbrugerkulturen - nogle mere end andre, og selviscenesættelsen lever i bedste velgående - både for den unge studerende og for Facebook-moren, der deler alt fra baby-billeder til hvad hun spiser til aftensmad.

Du skal heller ikke have siddet meget længe på en af Københavns populære cafeer, før kamerablitzen flasher ustyrligt over marmorbordet hos naboen.

Det er nærmest blevet et ritual for unge, at holde et minuts stilhed og lade blitzen glider over den nyligt serverede latte, før de igen kan genoptage samtalen. Det er nemt at pege fingre.

Den uendelige facadetilværelse  

Kvinderne i serien bliver et billede på de tendenser, som findes blandt unge og som kræver at vi fotograferer og deler stort som småt. Programmet taler også ind i de usikkerheder, der præger unge kvinder i dag og som driver selviscenesættelsen fremad. På denne måde rammer dokumentarserien en nerve, der i forvejen klemmer.

Bag Instagram-filteret ulmer angsten

Jeg er selv i samme aldersgruppe som kvinderne i dokumentarserien og jeg kender mig gerne skyldig i Minas utrættelige forsøg på at tage det perfekte billede, eller Sofie Amalies kærlighed for ting, der skinner.

Det kan jeg godt genkende - og det kan størstedelen af mine venner og bekendte med høj sandsynlighed også. Men det er en pinlig indrømmelse, og de fleste vil næppe vedkende sig denne form for forfængelighed.

DR3 kommer aldrig bag den lyserøde facade 

'De dyre piger’ lader konsekvent kvinderne føre ordet og på denne måde bliver vi bekræftet i, hvad vi nok alle sammen forventede fra start. At kvindernes perfekte Instagram-facade i realiteten også bare er - en facade.

Bag Instagram-filteret ulmer angsten i Mina, mens Amanda Sascha forsøger at være der, for hendes kræftsyge kæreste.

Mina fortæller om at blive islamisk gift som 15-årig og leve i et kontrollerende forhold, og Matilde kæmper med selvbilledet og prøver at kompensere med kæbe behandling, øjenvippe forlængelser og frisørtider.  

Hvordan ville dokumentarserien virke, havde den kun dvælet ved kvindernes perfekte facade og aldrig forsøgt at komme bag den? Mindst lige så overfladisk, som pigernes Instagram profiler.

Ren og skær mikrofonholderi

Ulykkeligvis, kommer vi aldrig rigtig bag rigtig facaden, før kameraet klipper til noget nyt, seerne kan lade sig forarge over.

Eksempelvis glides der let og elegant over det tomrum, som Sofie Amalie fortæller hun føler, når hun er alene. Følelsen af ensomhed dulmes af hendes forbrug og så kan hun igen “blive glad i en periode”.

Savner modspil 

Havde serien rent faktisk gået i kødet på kvinderne, så det ikke blot var ren og skær mikrofonholderi og i stedet stillet dem nogle af de spørgsmål, som seerne med sikkerhed skriger af skærmen, havde vi måske nået et spadestik dybere.  

Programmet slår revner i den glimmer polerede facade, men når kun lige at kradse i overfladen.

Til gengæld lykkedes serien med dét, som DR3-serier formår at gøre bedst – at sætte en samtale i gang. Samtalen er ikke ny og ungdommens perfekthedskultur er vel næppe breaking news, men alligevel vigtig nok til at fortsætte samtalen om.

De dyre piger, 2021, Redaktør: Lasse Bjørch, Otte afsnit af tyve minutter.

placeholder

Sarah Victoria Gratløv er studentermedhjælper på Netavisen Pio.


placeholder

Kommentarer

En ældre herres kommentarer hjælper sikkert ikke, men jeg forsøger alligevel: Perfekte ansigter, symmetriske næser, mandeløjne og en hud uden fregner er i mine øjne ofte kedelige. Rigtige mennesker skal have nogle skævheder eller nogle særtræk som andre kan forelske sig i. Den dejlige engelske skuespiller, Jane Seymour, har fx alle dage haft et meget skævt ansigt. Ikke desto mindre kunne hun se gudesmuk ud.
Min egen svaghed har altid været store næser, og jeg havde engang en kollega som havde en forkærlighed for store bagdele. Så glem "idealerne", de er ikke værd at stræbe efter.

Hvem i alverden har givet Mina Azzam, der beskriver sig selv som værende med "palæstinensiske og libanesiske rødder", dansk indfødsret? På DR's hjemmeside, kan du læse, at hun har taget dansk SU-lån af skatteyderne til en rente der er så lav, at skatteyderne taber penge til lånet i inflation, med henblik på at forbruge 5.000 kroner på sin treårige søns fødselsdag og 4.500 kroner på en ny kjole til sin brors bryllup. Det danske SU-system har ingen fremtid med den måde, som det bliver udnyttet på!

Som Gunnar er jeg ikke duperet af disse 'designede' piger.

Angående Alva fra 'Fars pige', så er hun da ikke særlig køn, og har hverken charme eller udstråling. Det virker som et tomt liv: "Med fars platinkort i hånden tager Alva og veninden Olivia med til Paris for at shoppe." Og her gik jeg og troede at betalingskort var strengt personlige.

Annonce