Anmeldelse: Derfor skal du læse denne bog om incest
Anmeldelse: Derfor skal du læse denne bog om incest
Neige Sinnos “Trist tiger” er en knusende og nødvendig opgør med incestens tabu – og med vores kulturs fascination af overgrebsmanden frem for offeret

Det er sjældent, at jeg sådan ønsker at ophøje mig til ligefrem at kunne kræve af mine læsere, at de skal læse en bestemt bog.
Læs også:En sanselig spadseretur gennem sproget
Derfor er det også desto mere bizart, at valget er faldet på en autobiografisk bog om incest, der nok er noget af det mest modbydelige, tabubelagte og ubehagelige, som jeg overhovedet kan forestille mig.
Ja, allerhelst kunne jeg tænke mig bare at stikke af, overse udgivelsen og læse noget, der er mere underholdende. Men sådan forholder det sig jo ikke.
Bøger, der gør ondt
Tænk, hvis man for eksempel aldrig havde læst bøger, der handler om Holocaust og koncentrationslejre. Man bliver nødt til indimellem at tage fat der, hvor det gør rigtig ondt.
Om ikke andet, så for ofrets skyld, der gerne vil sige noget, men samtidig også for samfundets skyld, der også i sin helhed bliver påvirket af sådanne overgreb, der desværre er alt for hyppige.
At se på en forbrydelse gennem forbryderens øjne fascinerer os
Den franske forfatter Neige Sinno har altså skrevet denne bog med titlen “Trist Tiger”, der handler om hende selv som offer for en stedfader, der har voldtaget hende gennem adskillige år.
Men måden, hvorved hun indkredser, hvorledes denne barndommens tyveri er foregået, og hvorledes det er at leve videre, er helt igennem original.
Læs også:Anmeldelse: Besættende og forførende læsning om havet
Og samtidig som at se noget modbydeligt, henlagt i et syrebad, der på en sælsom måde får hele komplekset til at gå i opløsning, så vi alle kan se på fænomenet på en ny og anderledes facon.
Manden frem for barnet
Neige Sinno indleder bogen med at erkende, at hun ligesom de fleste andre i grunden er mere interesseret i at høre på overgrebsmand end på offeret.
Det lyder jo helt igennem absurd, men ser man det efter i sømmene, så er vores kultur gennemsyret af netop den fascination – eller undren.
Hun undres over, hvorfor coveret til bogen og filmene ofte er af en pige – offeret – der er gjort ældre
At se på en forbrydelse gennem forbryderens øjne fascinerer os, fordi vi simpelthen ikke rigtig kan begribe, hvorledes sådan noget kan finde sted.
Læs også:Anmeldelse: DR laver historiefortælling i verdensklasse
Vi ser det i tv-serie, i krimier, i selvudviklingsbøger samt i højkulturen: Overalt ser vi fortællingen om overgrebsmanden, der ødelægger et uskyldigt barn og fratager det muligheden for at udvikles i harmoni.
Den russisk-amerikanske forfatter, Vladimir Nabokovs berømte roman “Lolita” er det mest kendte eksempel.
Langsomt, men ekstremt stilsikkert og utvetydigt begynder Neige Sinno at løsne de mange kulturelle knuder
Og Neige Sinno begynder derfor den refleksive og opdragende rejse med en analyse af dette værk, der er filmatiseret flere gange.
Hun undres over, hvorfor coveret til bogen og filmene ofte er af en pige – offeret – der er gjort ældre, og som ser “udfordrende ud”.
Og undres også over, at nogle fortolker bogen, som var den skrevet af en ærlig fortæller – forbryderen – der mener, at pigen selv lægger op til det.
Hun forklarer os, at der ikke findes små piger, der “selv vil”
For som Sinno skriver, så viser Nabokov til fulde, at fortælleren lyver om pigens lyster.
Samtidig er det jo evident, at hvis forfatteren Nabokov havde skrevet Lolita baseret på egne oplevelser, så ville vi læse bogen helt anderledes og med en bitter smag i munden.
Nydelsen findes ikke
Langsomt, men ekstremt stilsikkert og utvetydigt begynder Neige Sinno at løsne de mange kulturelle knuder, der ikke holder stik ved et nærmere eftersyn.
Hun forklarer os, at der ikke findes små piger, der “selv vil”, hvilket i grunden er indlysende, selvom der faktisk findes mennesker, der mener sådan noget forbandet sludder (jeg har selv truffet en del af dem).
Læs også:Seksuelle overgreb forfølger ofrene hele livet
Hun fortæller, at hendes overgrebsmand, stedfaderen, først stoppede med overgrebet, når hun fik orgasme, og på den måde forklarer hun, at seksuel nydelse ikke er identisk med samtykke eller glæde som sådan.
Offeret får et ansvar for selve forbrydelsen, og derfor er forbrydelsen, dvs. fratagelsen af barnets uskyld, desto mere kompleks
Det fængsel, som overgrebsmanden har sat offeret i, der som helt lille er skræmt, bange, i sorg og ængstelse, befinder sig på et andet sted, og det bør ikke overraske os, at sådan et offer ikke sladrer.
Ofte får man at vide, at man vil ødelægge det hele, splitte familien og gøre alle andre ondt.
Læs også:Anmeldelse: Det er på ingen måder rart at være vidne til
Offeret får et ansvar for selve forbrydelsen, og derfor er forbrydelsen, dvs. fratagelsen af barnets uskyld, desto mere kompleks og gennemgribende, end hvad vi normalt gør os tanker om.
Dømt
Neige Sinno fortæller os, at hun som voksen sammen med moderen valgte at melde stedfaderen til politiet, og at det var, fordi han erkendte sig skyldig, at han endte med at blive dømt fængsling.
Ofte er det desværre ikke sådan, at sådanne tilfælde ender. Domme for pædofili og incest er mere sjældne, end de fleste gør sig begreb om.
Mange bilder sig selv ind, at det seksuelle er det, der for alvor er det modbydelige i sådanne forhold
Neige Sinno fortæller også, at da hun “sladrede”, vendte hele landsbyen, som hun var opvokset i, og hvor overgrebene fandt sted, sig væk fra hende og familien.
Det ramte både moderen og Sinnos søskende, og samtidig skete der det forunderlige, at da stedfaderen stod over for dommeren, strømmede der vidner til, der ville forsvare ham, fordi han ellers var sådan et godt menneske.
Læs også:Boganmeldelse: En kur mod de moralske tømmermænd
Bare med denne “lille svipser”, der jo ikke havde ramt andre end Sinno selv. Ja, det lyder helt igennem tragisk og modbydeligt, men hun forklarer det altså så glimrende, at man slet ikke er i tvivl om, at sådanne sociale reaktioner er helt normale.
Aftabuisering
Mange bilder sig selv ind, at det seksuelle er det, der for alvor er det modbydelige i sådanne forhold.
Man skelner for eksempel mellem “fuldbyrdet samleje” og “anden seksuel omgang”, men som Sinno skriver, så kan en lille pige med en mands penis stukket ned i halsen ikke komme i kategorien penetration.
Denne nedbrydning af et socialt tabu er nødvendig
Og sådan skriver hun faktisk, men ikke for at chokere læseren. Hun beretter også om, at hun på et tidspunkt fortæller sin teenagedatter om det, helt eksplicit, for at give hende en fornemmelse af, at det faktisk er sådan, et overgreb fungerer.
Fordi denne nedbrydning af et socialt tabu er nødvendig for, at vi fremover undgår at gå overgrebsmandens vej.
Overgrebsmanden gør nemlig ofte dette: Begynder med den slags befamlinger for derigennem at undskylde over for sig selv, at de ikke sådan rigtig er monstre.
I det hele taget er samfundet og kulturen spækket med fejlslutningen om incest og pædofili
Fordi samfundet skelner. Og den undskyldning skal de ikke have mulighed for at benytte sig af.
Ligesom mange mener, at det kan være formildende, at overgrebsmanden selv har været udsat for overgreb som barn, som om at disse overgreb blot er automatreaktioner, som et menneske ikke kan skærme sig mod.
Fejlslutninger bliver afmystificeret
I det hele taget er samfundet og kulturen spækket med fejlslutningen om incest og pædofili.
Vi mener for eksempel, at det er de stærke og de modige, der “sladrer” om forbrydelsen, men det bryder Sinno sig slet ikke om, fordi dem, der ikke formåede at bryde den onde cirkel, ikke er mindre mennesker.
Nogle gange er det bare bedre at konfrontere tabuer direkte og uden omsvøb
Præcis ligesom dem, der blev ofre for Holocaust, og som ikke gjorde oprør, men bukkede under, ikke var svagere mennesker, end dem der forsøgte at gøre modstand.
Faktisk er det slet ikke så modbydeligt og skræmmende at gå om bord i “Trist tiger”, som man umiddelbart kunne forestille sig. Tværtimod.
Hele vores kultur er baseret på, at man ikke hænger beskidt vasketøj ud til skue for andre
Nogle gange er det bare bedre at konfrontere tabuer direkte og uden omsvøb, for ligesom ofrene aldrig kan undslippe sig den tabte barndom, så kan vi som samfund aldrig lukke øjnene helt alligevel.
Det sker jo, for fanden! Hele vores kultur er baseret på, at man ikke hænger beskidt vasketøj ud til skue for andre. At noget er for privat og skal løses inden for murene.
Tabet og oprydningen
Neige Sinno valgte, ret utraditionelt, at lade retssagen mod sin stedfader være offentlig. Det forstår man godt, når man læser hendes bog.
Læs også:Boganmeldelse: Døden og det gode liv
Hun mistede alt inklusiv hendes søskende, der “tilgav” faderen, hvilket virker så helt igennem bizart.
Man skal huske på, at selv en venstreradikal tænker som Michel Foucault faktisk forsvarede pædofili
Men man skal bare huske, at alt dette havde hun mistet for mange år siden, dengang hendes barndom blev spoleret af af overgrebsmanden.
Så igen: Du bør læse denne indsigtsfulde bog, simpelthen fordi den giver dig en værktøjskasse til at analysere et af verdens mest betændte tabuer.
Samtidig skal vi begynde at fascineres af offeret, der også skal have en stemme
Man skal huske på, at selv en venstreradikal tænker som Michel Foucault faktisk forsvarede pædofili, og at det var en del af hele halvfjerdseroprørets opgør med autoriteter og moralisme.
Og det skal der altså ryddes op i. Vi skal erkende, at overgrebsmanden bruger alle mulige kneb og feje greb for at legitimere sine altødelæggende overgreb, og det bør vi som samfund og som enkeltindivider være sammen om at hindre fremover.
Klogere sammen
Vi skal simpelthen være med til at mindske denne ødelæggelse, og det kan vi kun gøre, hvis vi er villige til at se på problemet og samtidig erkende, at vi fascineres af forbryderen, fordi vi ikke kan begribe den ondskab, denne forårsager.
Samtidig skal vi begynde at fascineres af offeret, der også skal have en stemme, og at denne er så meget mere end bare et offer for seksuel udnyttelse.
Det har vi som samfund fortjent
Ja, det handler om seksuel udnyttelse, men overgrebet er bare så meget mere end tortur, fængsling og fastholdelse og derfor også alt muligt andet.
Det bliver man meget mere klog på, når man læser “Trist tiger”, og det har vi som samfund fortjent.
Neige Sinno: “Trist tiger”. På dansk ved Sofie Vestergaard Jørgensen. 240 sider. Forlaget Vinter, 2025
Tilføj kommentar