Anmeldelse: En dødedans på gloser

Beatdigteren Claus Høxbroe leverer varen i digtsamling med nye og gamle tekster om, når døden lurer uden for døren og man fumler med lynlåsen i nakken.
Foto: Pressefoto
Beatdigteren Claus Høxbroe er ude med ny digtsamling.
Der findes to slags forfattere: Dem, der vælger form over indhold, ja, eller omvendt, hvorfor de ikke vedkommer os – og dem, som måske ikke helt har de rigtige holdninger, men som alligevel berører os, fordi de balancerer så dragende mellem de to poler.

Blandt de sidstnævnte finder man Claus Høxbroe. Ikke bare kan den snart 40-årige københavnske digter det der med ord. Han har i den grad også noget på hjerte. Også den her gang.

Ligesom forfatteren balancerer mellem form og indhold på sin egen beatede facon, balancerer hans seneste digtsamling ”Smertens leje”, en lille skarp sag på i alt 33 sider med nye og tidligere digte fra hele forfatterskabet og et omslag af Christoffer Gertz Bech, tematisk mellem liv og død med særlig fokus på livets punktum.

Hooked på livet 

Hvad der er særlig lige den nye udgivelse er, at flere af digtene folder sig ud som barokagtige påmindelser om livets korthed, hvad der dybest set klæder forfatterskabet, selvom det litterære greb er alt andet end nyt.

Som når kriminalgenrens Raymond Chandler møder malerkunstens Caravaggio i linjerne: ”Blommerne har sluppet deres tag i grenen / ligger med indvoldene ude / på det grå fortov / dræbt af årstiden”

”Blommerne har sluppet deres tag i grenen / ligger med indvoldene ude / på det grå fortov / dræbt af årstiden”

Men selvom døden måske nok lurer uden for døren, hvide spirer vokser frem i det velvoksne fuldskæg og livets forgængelighed møder os som nedfaldne blommer undervejs, er budskabet dog langt fra hverken sortsynet, dødsfetichistisk eller på nogen måde hængemulet.

Tværtimod er der nemlig ”ingen grund til økonomisering med livet”, som det sorgløst lyder fra digteren. Indledningsvist citerer han desuden Benny Andersens ”Svantes Svanesang”, hvad der tydeligt slår fast, at københavnerdigteren godt nok er bevidst om døden, men dog mest for at huske os på vigtigheden af at være hooked på livet.

Sproglig skarphed

At Claus Høxbroe langt fra er den første til at bearbejde døden litterært, gør dog ikke emnet mindre aktuelt. I ”Smertens leje” gør han da samtidig også sit til at rage ud af mængden i sit take på livets punktum.

Som når han uden videre ryster det ene stærke ordspil ud ad ærmet efter det andet:  ”Har prøvet at tage livet af mig selv / men kan ikke nå lynlåsen i nakken”, bemærker han tragikomisk på et tidspunkt.

Beundringsværdigt klemmer digteren en omgang bodegahumor og kapellets alvor ind i én og samme sætning uden hverken humoren eller alvoren lider skade, hvad der kan siges at være en fortællemæssig grundtilstand for bogen.

”Sorg er kærlighed / man ikke kan aflevere.”

Andre steder kommer den sproglige skarphed til syne, når han med rørende eftertænksomhed bemærker: ”Sorg er kærlighed / man ikke kan aflevere.”  

Alt sammen eksekveret på en ganske inspirerende måde, der ikke gør en ellers berygtet litterær genre mere bøvlet, end den faktisk behøver at være, hvorfor ”Smertens leje” sagtens kunne være obligatorisk læsning ude i skurvognene og personalestuerne landet over.

Med et lille eksklusivt oplag på kun 150 eksemplarer bogen er dog ligesom vores dage talte. Derfor skal man skynde sig, hvis man vi have fingre i bogen. Og det vil man gerne.

Claus Høxbroe: ”Smertens leje”. Gentlemen's Jockey Club. ER UDKOMMET.

Kulturskribent og anmelder


Kommentarer fra Facebook

Annonce