Der er fart over feltet i den nye debatbog ”De lærdes tyranni”, hvor folketingsmedlem Kaare Dybvad Bek (S) uden at lægge fingre imellem kritiserer ’den kreative klasse’.

Han tager fat, hvor det gør ondt for mange af os - der ligesom Kaare Dybvad Bek selv - er akademikere og bosiddende i den pulserende storby, hvorfra vi bilder os selv ind, at det gode liv skabes. Der bliver ikke taget mange gidsler, når han beskriver, hvordan ideologien bag den kreative klasse har sneget sig ind i flere af de politiske partier til venstre for midten. Og har skabt et dominerende tankesæt.

Den kreative klasse - Den nye nødvendighedspolitik
Kaare Dybvad Bek tegner et billede af det ideologiske opgør mellem 'den klassiske arbejderkultur' og 'den kreative klasse'. Bogen tager afsæt i den amerikanske professor og urbanitetsforsker Richard Florida, som ifølge Dybvad Bek havde afgørende indflydelse på den førte politik i Danmark i starten af 00’erne.

Han beskriver således ’den kreative klasse’ ikke så meget som en bestemt eller snævert afgrænset gruppe af personer, men mere en strømning, tidsånd eller ideologi.

Han beskriver således ’den kreative klasse’ ikke så meget som en bestemt eller snævert afgrænset gruppe af personer, men mere en strømning, tidsånd eller ideologi. Som det fremstår i bogen, er den kreative klasse udtrykt ved ”…tyrkertroen på det abstrakte videnssamfund, den følgende akademisering af uddannelserne og den offentlige sektor, den vigende tro på produktionserhvervene og et arbejdsmarked indrettet til vellønnede akademikere og servicearbejdere”.

Kunst, kreativitet og mangfoldighed blev til de styrende samfundsprincipper. Og hvis ikke et lille land som Danmark satsede alt her, så ville vi - i Dybvad Beks fortolkning af 'den kreative klasse' - gå under. Det sker på bekostning af lokalsamfund, håndværk, produktion og klassiske arbejderdyder. Kun den akademiske levevis er fin nok.

De veluddannedes blinde pletter
Kaare Dybvad Bek bruger blandt andet den tidligere brevkasseredaktør og socialrådgiver Hanne Reintoft til at slå en pointe fast om de blinde pletter, der opstår i den kreative klasse. De lærde, veluddannede og akademikerne får blinde pletter for udfordringer, der ikke handler om deres egen hverdag, og som de heller ikke kan genkende fra deres teoretiske baggrund.

Der er en gennemgribende social blindhed i den veluddannede klasse overfor de allersvageste

”Der er en gennemgribende social blindhed i den veluddannede klasse overfor de allersvageste”, bliver Hanne Reintoft citeret for i bogen. Det perspektiv står i skærende kontrakt til Richard Floridas syn på den kreative klasse som ”de naturlige og - i realiteten de eneste mulige - ledere i det 21. århundrede”.

Bogen er uden tvivl et opråb - en slags synders bekendelse fra en akademiker, der på grundlag af egne erfaringer og opvækst i Vestsjælland har mærket, hvordan provinsen, produktionsfabrikkerne og avisruterne ikke var noget, der høstede point ved middagsselskaberne i København. Men som måske - endnu værre  - var noget, der hverken blev forstået eller sågar forsøgt forstået.

Bogens ærinde er derfor uden tvivl at provokere og åbne øjne. Og det gør den godt.

Fortalt fra OK-tanken på Gl. Ringstedvej
Bogen bliver fortalt med afsæt i Vipperød skole, OK-tanken på Gl. Ringstedvej  og skolekammeratens blikkenslagerfar. Det giver et autentisk og jordnært afsæt for præsentationen af en virkelighed, som Kaare Dybvad Bek mener har været glemt, gemt og ignoreret alt for længe. Bogen er et tiltrængt debatoplæg til nyttig brug for interne diskussioner på hele centrum-venstrefløjen om målgruppe, program og retning.

At bogen dermed placerer Dybvad i en lidet flatterende position, som en slags socialdemokratisk Rindal er nok en del af den pris man må betale for at lægge navn til en særdeles omdiskuteret debatbog.

Bogen er hverken ufejlbarlig eller hævet over kritik. Akademikere og lærde får givetvis skyld får flere problemer end de retfærdigvis fortjener

Det er da heller ikke fordi bogen er hverken ufejlbarlig eller hævet over kritik. Akademikere og lærde får givetvis skyld for flere problemer end de retfærdigvis fortjener. For eksempel skyldes centraliseringsbølgen nærmere Venstres minimalstatslogik end den kreative klasse. På den måde virker Dybvad Bek heller ikke som den oplagte chefforhandler, hvis Socialdemokratiet skulle komme i den situation, at der skal forhandles regeringsgrundlag med Alternativet og de radikale. Alternativets ’Love is in the air’ tilgang til politik får sammen med De Radikales opgivelser af fordums folkelige idealer en hård medfart.

Der er ikke meget brobygning og dialog-kaffe over Kaare Dybvad Beks bog, men den giver alligevel en overbevisende og relevant forklaring på en række af de vildfarelser, som dansk politik har været ude i de sidste 20 år. Også selvom flere af de omdiskuterede problemer måske er delvist løst.

Kære medakademikere: Det er for let at lukke øjnene
Det er for let at lade sig støde på manchetterne, føle sig ramt på sine flotte akademiske papirer og dermed fornægte, at der kunne være noget om snakken, når Kaare Dybvad Bek spidser den kritiske pen.

Det for let at lade sig støde på manchetterne og fornægte, at der kunne være noget om snakken, når Kaare Dybvad spidser den kritiske pen.

Denne boganmelder bliver i hvert fald overbevist, når han læser beskrivelsen ad overakademiseringen af vores uddannelsessystemet, djøfisering af den offentlige sektor, underprioritering af erhvervsuddannelser, lukning af uddannelsessteder, manglende forståelse for betydningen af produktionsarbejdspladser og den stigende akademiker arbejdsløshed.

Hvis man lukker øjnene og afviser bogen fordi Kaare Dybvad tillader sig at udtrykke en uvant – men dog mild – kritik af landets bedste uddannede, så bidrager man alene til at bekræfte bogens hovedpointe om de blinde pletter, der har skabt de lærdes tyranni.

Netavisen Pio giver bogen fem ud af seks stjerne:

  
'De lærdes tyranni - hvordan den kreative klasse skaber ulighed og undergraver verdens bedste samfund'. Kaare Dybvad Bek. 217 sider. Udgivet på forlaget People Press 2017