Anmeldelse: Hvordan kommer vi pseudoarbejdet til livs?

Antropologen Dennis Nørmark leverer endnu en gang en barsk, men relevant kritik af bureaukrater og administratorers meningsløse og uproduktive arbejde.
”Strategier, udviklingsplaner, kvalitetsdokumentation, visioner, missioner, kernefortællinger, employer branding, værdisæt, trivselsprogrammer, målsætninger, kompetenceudvikling, talentprogrammer, porteføljestyring, målstyring, undersøgelser, mangfoldighedsprogrammer, processer, puljeansøgninger, interessentanalyser, samskabelse, udviklingsprojekter, risikohåndtering, kommunikationsstrategier, tidsregistrering, SoMe-indsatser.”

Jeg skreg af grin, da jeg læste ovenstående opremsning af ”komplikationer” i Dennis Nørmarks nye bog “Tilbage til arbejdet”: Alt det som bureaukrater og administratorer opfinder for at skabe mere arbejde til sig selv.

Når man som undertegnede er ansat på et museum, der er afhængig af at udvikle projekter til puljer, så må jeg tilstå, at jeg som en anden logrende apparatjik har tilpasset en del puljeansøgninger den slags sprogbrug.

Sådan er spillet.

Moderne kapitalisme indoptager modkulturelle fænomener

Men er det hensigtsmæssigt, at vores arbejde i stigende grad består af meningsløse initiativer og projekter, dokumentationskrav, målinger og rapporteringer, ingen nogensinde læser? 

Det sætter antropolog Dennis Nørmark spot på i denne opfølger til storsælgeren ”Pseudoarbejde” udgivet sammen med filosof Anders Fogh Jensen i 2018.

Hvor formålet i ”Pseudoarbejde” var kritikken, så er Nørmark opbyggelig i opfølgeren, der handler om, hvordan man med konkrete tiltag kommer pseudoarbejde til livs.

Er man i det spydige hjørne, dvæler man ved Boltanski og Chiapellos gamle pointe i ”Kapitalismens nye ånd” om, at den moderne kapitalisme lynhurtigt indoptager modkulturelle fænomener og kritik, og omdanner den til nye produkter.

Kritikken bliver til nyt konsulentarbejde

Således er kritikken i ”Pseudoarbejde” omdannet til konsulent-anbefalinger.

Nørmark er selv klar over faldgruben og skriver, at han ikke vil ende med selv at blive det, han kritiserer: En konsulent, der skal fjerne pseudoarbejde.

Selvom det tilsyneladende er modvilligt, så ender Nørmark efter min mening i en slags konsulentposition alligevel og må bide i det sure æble og leve med at tjene rigtig gode penge på foredrag for virksomheder og organisationer.

Det kan jeg i øvrigt ikke have ondt i røven over. Sådan er spillet jo.

Og det vigtige er, at absurditeterne kommer frem i lyset til kritisk granskning, så vi ikke er overladt til det, Hans Hauge har kaldt ”senil ulydighed”, hvor ansatte, af frygt for karrieremæssige repressalier under positivitetstvangens åg, først tør kritisere arbejdspladserne, når de nærmer sig pensionsalderen.

Kritik af topstyring og tvangspositivisme 

Saliggørende kritik er der stadig masser af i bogen. Vi kommer vidt omkring fra kritik af diffust bullshitsprog (tal i stedet ærligt og ligefremt).

Stabsfunktioner som HR og kommunikation, der belemrer andre – særligt driften/frontend - med pseudoarbejde.

Topstyring og meningsløs måling af arbejdet i stedet for tillid til medarbejderne.

Tvangspositivisme, der ødelægger den interne kritik af meningsløst arbejde.

Og til sidst en række konkrete, lavpraktiske anbefalinger til, hvordan man minimerer pseudoarbejde. Alt sammen garneret med tragikomiske eksempler fra rigtige virksomheder og organisationer.

Megen genkendelse fra hverdagen

Min egen omgangskreds består i høj grad af vidensarbejdere, der bemander hæve/sænkebordene på landets rådhuse, universiteter, hospitaler og lobbyorganisationer.

Har undervejs ikke kunnet modstå fristelsen til at sende dem citater fra læsningen, hvilket har skabt stor moro og genkendelse.

Særligt eksemplet fra Aarhus Universitet, hvor ”professionaliseringen” af universitetet efter 2003 indebar, at man gik fra at have en universitetsledelse valgt af stedets ansatte til en mere hierarkisk ledelsesstruktur med en direktion, der udpegede en rektor.

Det førte en eksplosion af støttefunktioner med sig: ”PR, kommunikation, ledelseskonsulenter og folk, der kunne holde øje med og registrere, hvad der skete i ”produktionen”. I den overgang gik administrationen fra at være støttefunktioner for forskerne til at være støttefunktioner for ledelsen.

Nørmarks pointe er her, at støttefunktionerne burde efterspørges af driften.

Sådan er det på tværs af sektorer.

Gør hvad toppen ønsker

På samme måde orienterer bureaukraterne i de offentlige forvaltninger sig opad, da der ikke er prestige i driften, og så ender man med meningsløse, politiske prestigeprojekter, udviklingsinitiativer og omstruktureringer, som ledelsen kan fremvise for at være visionære eller tækkes politikere, mens det ingen forbindelse har til driften.

Hvis da ikke driften er blevet fedtet ind i det med en eller anden projektpulje, de kunne søge, hvor de derefter har afrapporteret projektet som en succes (der findes kun succeser i Puljeland) og dermed vist, at lige netop dette meningsløse tiltag er vejen frem.

Og så viser eksemplet med Aarhus Universitet også en anden vigtig ting: Det er ikke udelukkende SOSU’er, servicemedarbejdere og industriteknikere, der er på ”gulvet”. Ofte er det også akademikere.

Ellers er det påfaldende i bogen, hvor meget bullshit der kommer fra det private erhvervsliv, der har ry for at have benhårdt fokus på netop effektivitet.

Men det skyldes måske, som Nørmark skriver: At ”små virksomheder hurtigt kan ende med oppumpede støttefunktioner, beror muligvis på en misforstået ide om, at man først er en rigtig virksomhed, når man har fået erhvervet sig nogle tilpas overdådige og pyntelige ekstrafunktioner.”

Kritik af bullshit bliver bullshit

At råbe bullshitbingo og afsløre alt varmluften, som Nørmark gør, kan imidlertid også nemt blive en slags bullshit, der omgiver råberen med en særlig kritisk aura som en, der har gennemskuet det hele og repræsenterer det ærlige og oprigtige.

Således lyder også Nørmarks råd: Ærlig, ligefrem kommunikation, brug din sunde fornuft. Sæt pris på kværulanterne. Det kan undertegnede kværulant ikke være uenig i.

Jeg kan dog godt frygte, når bølgen af ærlighed breder sig fra konsulenter til ledelser til HR- og kommunikationsafdelinger og ned i organisationen som krav til medarbejderne.

Så står vi med en helt ny professionel uærlighed om at være ærlige på arbejdspladsen. Den tid, den sorg.

Dennis Nørmark: ”Tilbage til arbejdet”, Forlaget Gyldendal, 290 sider, udkom marts 2021.

David Holt Olsen er museumsinspektør på Industrimuseet i Horsen.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Håber han erkender at han malker “On the Phenomenon of Bullshit Jobs: A Work Rant” af David Graeber fra 2013 som måske mere var en kritik af kapitalismen end en ide til en konsulentydelse.

Annonce