Anmeldelse: I det røde felt

Ny single fra Zetland om Annette Vilhelmsens opstigning og fald som formand for SF.
15 måneder fik Annette Vilhelmsen som formand for SF. Det blev aldrig nogen stor succes, og i en ny single fra forlaget Zetland tager journalist Kristian Brårud Larsen os alle sammen med ind bag kulissen i det samspilsramte parti.

Med sine i alt 78 sider er ”I det røde felt” en såkaldt ”single”. Det vil sige en digital fortælling, der er meget længere end en traditionel artikel, men noget kortere end en ”rigtig” bog.

”I det røde felt” er bygget op omkring en række nedslag i Annette Vilhelmsens formandsperiode. Vedtagelsen af en intern strategiplan (som er den konkrete ting, der får politisk ordfører Jesper Petersen til at melde sig ud), forhandlingerne om vækstpakken og diskussionerne om selskabsskattelettelser, regeringens beslutning om at droppe øremærket barsel til mænd og endelig salget af DONG til Goldman Sachs.

De fleste af historierne er sikkert i forvejen velkendte for politiske aficionados. Der er den om Annette Vilhelmsen, der som nyudnævnt erhvervsminister gennemfører luciaoptog i sit ministerium. Hele forløbet med DONG-salget foregik jo også for mere eller mindre åbent tæppe. Og også den om Holger K. Nielsens forvandling fra regeringskritiker i folketingsgruppen til den største fortaler for, at partiet skal blive i regering. Men det er interessant,at komme med helt ind i mødelokalerne.

Det ville være synd at kalde ”I det røde felt” for særlig velskrevet. Dertil er der lidt for meget: ”så sagde han, så sagde hun”. Desuden er beskrivelserne af de enkelte og lidt mere ukendte personer ligegyldige. Man får blandt andet at vide om SF’s næstformand, Peter Westermann, at han er en ”høj og slank mand”.

Historien lider i nogen grad af, at der ikke rigtigt er nogen af personerne i fortællingen, som man kan ”holde med”. Annette Vilhelmsen bliver beskrevet som en amatør, der styres af forskellige rådgivere og aldrig rigtig træder i karakter som leder, Holger K. Nielsen som en vendekåbe, og resten opfører sig som hovedløse høns, der bare er ude på at lave ballade eller er på nippet til at tude.

Den er til gengæld godt researchet, der er talt med mange kilder, og det gør fortællingen om Annette Vilhelmsens formandstid interessant og informativ at læse.

I det røde felt af Kristian Brårud Larsen. 78 sider. 35 kroner. Udgivet på Forlaget Zetland.

David Troels Garby-Holm er redaktør på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook