Henter indhold

14. april 2017

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Netavisen Pio leverer daglige nyheder, analyser og baggrund – med klare holdninger.

Kultur
Anmeldelse: Kan man opklare et karaktermord
Per Kaaes true-crime-historie ”Maries Morder” om Højbjergdrabet er en fængende fortælling, der bliver skændet af forfatterens voldsomme karaktermord.
14. april 2017

tre-stjerner

Danskerne sluger kriminalromaner i ét væk. Bestsellerlisterne rundt omkring hos kongerigets bogpushere er fyldt med mord, motiver og opklaringer, og ingen højtider går forbi, uden at Jussi Adler-Olsen og Sara Blædel gør deres indtog i de små danske hjem.

”True Crime”-genren er en knopskydning på krimisuccesen, hvor ofre, mordere og motiver ikke er fiktive men beskrivelser af ægte forbrydelser. Den tidligere sladderjournalist Per Kaae har tidligere excelleret i genren med hele to bøger om det mytiske dobbeltmord på Peter Bangs Vej og bogen ”Gerningssteder”, der guider læseren rundt til gerningssteder i København.

Højbjergmordet
I bogen ”Maries Morder” tager Peer Kaae fat på det såkaldte Højbjergdrab. I 1967 bliver den pæne, bedsteborgerlige Aarhus-frue Marie Lock-Hansen myrdet, da en tilsyneladende fremmed mand ringer på døren hos fru Lock-Hansen i Højbjerg ved Aarhus. Lock-Hansen lukker den noble herre ind, hvorefter han dræber hende med en pistol og sårer Lock-Hansens tjenestepige med et skud.

Morderen er derefter som sunket i jorden, og Danmarkshistoriens vel nok største drabsefterforskning bliver derefter sat i gang. Peer Kaae beskriver, fængende og minutiøst politiets enorme efterforskning. Kildematerialet er omfattende, og Peer Kaae støtter sig dygtigt op ad både arkivmateriale, omfattende litteratur om mordet og interviews med de (få) tilbageværende hovedpersoner i mordopklaringen. Som en gennemgang af mordet og politiets arbejde er ”Maries Morder” både interessant og solidt arbejde med kildematerialet.

Karaktermordet
Ét forhold skæmmer dog helhedsindtrykket i så voldsom grad, at det må kritiseres her. Og for at kritikken skal give mening, må en del af bogens konklusion afsløres. Hvis du som læser ikke ønsker det – og det kan der være gode grunde til, for bogen er som beskrevet ganske fængende – skal du stoppe med at læse her. Og vende tilbage, når du har læst bogen.

Peer Kaae gætter i bogen på, at en person, han omtaler under pseudonymet ”Repræsentanten” er involveret i mordet. For det første kan det kritiseres, at Peer Kaaes teori er rent gætværk. Per Kaae kommer frem til, at denne repræsentant måske har et noget uklart motiv til drabet på grund af et testamente, der ligger til tinglysning men bliver tilbagekaldt fra tinglysningsretten på grund af drabet. Altså et motiv opsnuset i kaffegrums. Om repræsentanten havde adgang til den tyske pistol, der skød Marie Lock-Hansen vides ikke. Hvor repræsentanten var på gerningstidspunktet vides heller ikke.

Til gengæld får vi at vide, at ”Repræsentanten” fik et barn uden for ægteskabet – hvad der retfærdigvis er en forudsætning for, at Peer Kaaes krystalkuglekig giver bare en flig af mening. Hvilken relevans det har for mordopklaringen, at Peer Kaae agerer mikrofonholder for en plejedatter, der portrætterer repræsentanten som en hustyran, der slår sin kone, står til gengæld hen i det uvisse. Uagtet at hustruvold er uacceptabelt, gør det jo ikke en mand til morder, at han – ifølge en plejedatter – har slået sin kone.

Hvad værre er, så er Peer Kaaes forsøg på at anonymisere ”Repræsentanten” i bedste fald kvart-hjertet. Vi får så detaljerede oplysninger om ”Repræsentanten”, at han ganske let lader sig identificere. Blandt andet oplyser Peer Kaae os, at ”Repræsentanten” var folketingskandidat for Det Radikale Venstre i Randers Amtskreds ved valget i 1968, og at han blev valgt til Folketinget. Da der kun blev valgt ét radikalt medlem fra Randers Amtskreds i 1968, skal man ikke være graverjournalist for at konkludere, at det drejer sig om MF Jørgen Andersen. Og hvis vi alligevel var i tvivl, har Peer Kaae også oplyst Jørgen Andersens stemmetal og indsat adskillige billeder af ham bagest i bogen.

Hvorfor skal en ellers fin bog skændes af et så ulækkert karaktermord? Tilmed på en mand, der har været død i 40 år og dermed ikke har en kinamands chance for at tage til genmæle? Hvordan kan man moralsk og journalistisk forsvare at hænge en afdød mand ud på den måde? Anklage ham – om end indirekte – for mord? Anklage ham for at slå sin kone og terrorisere sin plejedatter? Skrive om børn uden for ægteskabet?

Måske er det en arbejdsskade fra Peer Kaaes mange år på Se&Hør sådan at hænge folk ud på det spinkleste af grundlag og offentliggøre beskyldninger om private forhold, der er irrelevante for en bredere offentlighed. Denne gang er det ikke de levende, der bliver ofre for Peer Kaaes manglende moral – det er en død mand.

Således får vi to mord for ét mords pris i ”Maries morder”. En fortsat ukendt mands mord på Marie Lock-Hansen. Og Peer Kaaes ubegrundede karaktermord på det tidligere folketingsmedlem Jørgen Andersen.

Mads Havskov Hansen er kulturredaktør på Netavisen Pio.

Netavisen Pio anvender cookies med det formål at genkende den besøgende, huske indstillinger, udføre statistik og målrette annoncer. Ved at klikke videre rundt på Netavisen Pio accepterer du vores cookie politik.
Få Netavisens PIOs nyhedsbrev
Kontakt       Om Pio
Designed by SKARP & GACELA 2016 PIOPIO
Kontakt       Om Pio
Designed by SKARP & GACELA 2016 PIOPIO