Anmeldelse: Michelangelo fortjener mere end 3D-print og postmoderne floskler

Det første, man nok bør videreformidle til en person, der skal introduceres til renæssancekunstneren Michelangelo Buonarroti (1475-1564), er omfanget af det arbejde, han fik fra hånden.

Læs også:Ny biografi går tæt på dansk kunsthistories store Ener

Det ligger i selve vor brug af begrebet ‘renæssancemenneske’: En person, der kunne udtrykke sig gennem flere forskellige medier, hvilket i den grad gjorde sig gældende for Michelangelo. 

At kunne kreere skønhed i en så varieret grad forbløffer, men også selve omfanget af Michelangelos samlede værk er i grunden slet ikke til at fatte.

Læs også:Ti mesterværker af Danmarks mest internationalt efterspurgte kunstner

Underligt nok er det hans konkurrent Leonardo da Vinci, der for de fleste opfattes som renæssancemennesket.

Da Vinci var først og fremmest en fremragende maler (“Mona Lisa” og “Den sidste nadver”), men også en god ingeniør, der forbedrede våben for sin mæcen i Milano og forudså måske endda helikopteren og tegnede modeller dertil.

Michelangelo som skulptør, men på en underlig og ret så sær facon

Michelangelo var skam også en stor ingeniør, hvilket blandt andet kom til udtryk i den kuppel, som han designede til Peterskirken i Rom, men også som designer af pladser, villaer og andre arkitektoniske bygningsfragmenter. 

Men det var som skulptør og maler, at Michelangelos arbejder har opnået udødelighed, blandt andet med hans David-statue og de mange fresker i Det Sixtinske Kapel i Vatikanet.

Dannelseskopier overskygger

Statens Museum for Kunst har nu valgt at stille skarpt på Michelangelo som skulptør, men på en underlig og ret så sær facon. 

De har valgt at udstille de mange støbte skulpturer af Michelangelo, som især kunstmæcen og brygger Jacobsen fik bestilt i slutningen af det 19. århundrede.

Dengang skulle de bruges som en del af en samling, der skulle gøre det nemmere for kunststuderende og akademikere at blive klogere på datidens mestre.

Kuratorerne bag udstillingen har valgt at betone det “uperfekte” hos Michelangelo

Senere blev samlingen, der også består af en anseelig mængde af kopier af antikke skulpturer, offentlig tilgængelig for alle, formodentlig som en del af hele demokratiseringsprocessen, som hele samfundet dengang undergik.

Kort sagt, så blev disse replikaer i stigende grad betragtet som objekter, der kunne hæve dannelsen, i en tid hvor de færreste kunne rejse til Grækenland og Italien for at se originalerne, og hvor billedgengivelser var sparsomme og mangelfulde.

Læs også:Betyder samtidskunsten noget for almindelige mennesker, eller er den blot til pynt? 

For at gøre samlingen af kopier af skulpturer af Michelangelo komplet har SMK valgt at hyre et superberømt bureau til at lave flere med 3D-computerteknik, hvor materialet er en art forstøvet marmor, hvilket betyder, at de nu er indehavere af en af verdens mest omfattende samlinger.

Topbillede

Kuratorerne bag udstillingen har valgt at betone det “uperfekte” hos Michelangelo, hvilket er et massivt og ultrapostmoderne opgør med “autenticitet”. 

I deres katalog kan man læse, at man tidligere har betragtet Michelangelo som et geni eller ligefrem som guddommelig, og at dette ikke længere er velset. 

Læs også:Fuglene basker med vingerne i samtidskunsten

Hvorfor forklares dog ikke, men det betyder i hvert fald, at Georg Brandes storværk om Michelangelo ikke er anbefalelsesværdig, eftersom han om nogen opfattede ham som et geni.

Måske historiker Leo Tandrups omfattende værk om Michelangelo fra 1992 flugter lidt bedre med SMK’s perspektiv. 

Deres hensigt drukner i alle mulige krumspring, der skal problematisere, at vi endnu taler om forskelle mellem originale kunstværker og kopier

Dengang Tandrups bog udkom, blev den en del af en mere omfattende historiefejde, om hvorledes historie overhovedet skulle bedrives, og Tandrups mere personlige tilgang blev kritiseret af mange.

Et problematisk opgør

Men nok om den danske reception af Michelangelo, som slet ikke beskrives og formidles af udstillingen på SMK. Museets hensigt er i grunden god nok, fordi de vil sætte mere fokus på det menneskelige ved Michelangelo.

Problemet er bare, at de på ingen måde når i mål, og at deres hensigt drukner i alle mulige krumspring, der skal problematisere, at vi endnu taler om forskelle mellem originale kunstværker og kopier.

Det postuleres nærmest også i kataloget, at kopierne ikke kan skelnes, som sådan, fra originalerne

Men det værste er nok, at deres opgør med idéen om det ophøjede geni også har gjort dem blinde for, hvor “overmenneskelig” Michelangelos samlede værk rent faktisk er.

Udstillingen mangler at fokusere på, hvor vanskelig en opgave det faktisk har været for Michelangelo at producere statuen af David ud fra et stykke marmor fra Carrara, der havde visse mangler og fejl i form af revner.

De fremstår sjælløse og flade helt uden taktilitet og struktur

Denne fortælling er at finde i den amerikanske forfatter Irving Stones fremragende roman fra 1961 baseret på Michelangelos  liv og værk.

Læs også:Det er jo knækprosa - bare uden knækket. Christina Hesselholdt har skrevet endnu en roman

Modsat Stone beskriver SMK i stedet alle de projekter, der aldrig blev fuldendte, fordi opgaven var for omfattende, eller fordi forskellige magtkampe satte dem i bero.

Den ægte vare i et hav af kopier

Det mest provokerende – for mig at se – er nok, at udstillingen faktisk også fremviser en enkelt model i træ af Michelangelo samt en del tegninger og breve. 

Det er, som om at de helt naturligt sidestiller disse med alle kopierne, og det postuleres nærmest også i kataloget, at kopierne ikke kan skelnes, som sådan, fra originalerne.

Læs også:Velstillede danskere kopierer amerikansk arbejderoprør

Derfor er det nok undertegnede, der er til grin, når jeg påstår, at disse originaler får mig til at fordybe mig mere intenst, end hvad der er tilfældet, når jeg står foran alle de mange kopier. 

Især de nyeste er en kende tåkrummende, fordi de fremstår sjælløse og flade helt uden taktilitet og struktur. 

Renæssance betyder genfødsel, og det var arven fra antikkens Grækenland

Selvom man naturligvis ikke kan medtage de omgivelser, som nogle af Michelangelos monumenter indgår i, og som han også selv designede, så gør disse begrænsninger desværre skade på selve opfattelsen af hans kunstneriske genialitet.

Renæssancens perspektiv

Michelangelo var indbegrebet af den sene renæssance, og han udtalte selv, at han var stærkt inspireret af arkitekten Brunelleschi og maleren Giotto. 

Inspirationen fra Brunelleschi kommer naturligvis til udtryk i Peterskirkens kuppel, selvom den ikke overgår Brunelleschis kuppel på Santa Maria del Fiore i Firenze.

Michelangelo fastholdt, at det inderlige i udtrykket var afgørende

Det interessante ved inspirationen fra Giotto er Michelangelos syn på det menneskelige udtryk. Renæssancen var som bekendt også tiden, hvor man opdagede og perfektionerede central- og dybdeperspektivet i maleriet. 

Giotto kendte ikke til denne teknik, men formåede alligevel at skabe taktile udtryk, blandt andet via brug af skygger, der minder om perspektivtegningens.

Tvivlen gnavede i ham, fordi hans tilgang til kunst i virkeligheden var en besættelse af den menneskelige krop

Man kan sige, at fuldkommengørelsen af dybdeperspektivet også blev en udfordring for æstetikken, fordi denne kunne anvendes åndløst og rent teknisk. 

Det er her, at man hos Michelangelo kan se inspirationen fra Giotto, fordi han gjorde så meget ud af udtrykket og ikke bare flippede ud med skildringer af det uendelige gennem en ukontrolleret brug af dybden i perspektivet. 

Læs også:’Light Needs’ ser verden fra planternes perspektiv

Michelangelo fastholdt, at det inderlige i udtrykket var afgørende.  

Det samme gjorde sig gældende med skulpturen, og her var Michelangelo blandt andet inspireret af Donatello, der også er repræsenteret på udstillingen med sin berømte skulptur af David.

Topbillede

Renæssance betyder genfødsel, og det var arven fra antikkens Grækenland, der dengang blev det, der kickstartede hele denne så afgørende tid for den vestlige kunsts og tænknings historie. Her især i filosofien, arkitekturen og skulpturen.

De fleste kender til Leonardo da Vincis tegning af det vitruvianske menneske: En mand, der står med dobbelte arme og ben, indrammet i et kvadrat og en cirkel, hvor proportionerne er ideelle eller blot og bart perfekte. 

Ser man nærmere på for eksempel skulpturen af David, er proportionerne ikke korrekte

Vitruvius’ arkitektoniske teorier fra antikken fik enorm betydning for renæssancens tænkning, ligesom Platons lære om idéernes rige også gennemsyrede hele periodens tænkning.

Faktisk var kunsten i fare, dengang vækkelsesprædikanten Girolamo Savonarola for en kort periode styrede Firenze, mens Medici-familien og Michelangelo var på flugt. 

Perspektiverne er overordentligt vigtige

Det er fra ham, at betegnelsen “forfængelighedens bål” stammer, fordi han flere gange fik befolkningen til at brænde deres luksuriøse værdier af med den begrundelse, at det var afgudsdyrkelse.

Inspirationen

En maler som Botticelli (“Venus’ fødsel”) blev dybt inspireret af Savonarola, hvilket ses i hans kunst, hvor han stoppede med at male billeder af nøgne kvinder og mytologiske væsener fra før kristendommens fødsel.

Også Michelangelo var inspireret af Savonarola, men på en lidt anden måde. 

Læs også:Anmeldelse: Besættende og forførende læsning om havet

Igen og igen skrev han digte om, hvorledes tvivlen gnavede i ham, fordi hans tilgang til kunst i virkeligheden var en besættelse af den menneskelige krop og en art jordlig skønhed og ikke et udtryk for hans gudshengivenhed.

Man definerer Michelangelos mest berømte værker som manierisme, en betegnelse for en stil, hvor Vitruvius’ og Leonardo da Vincis opfattelse af det perfekte ikke længere var idealet. 

SMK stiller simpelthen de forkerte spørgsmål

Michelangelo begyndte for eksempel at vride de skulpturelle kroppe, så muskler og sener stod mere ekspressivt frem, og ser man nærmere på for eksempel skulpturen af David, er proportionerne ikke korrekte, men derimod meget effektfulde.

Læs også:Anmeldelse: Vilde visioner - foruroligende begrundelser

Mange af Michelangelos skulpturer skal ses, mens man går rundt om dem. Perspektiverne er overordentligt vigtige, også i de mere statiske skulpturer såsom “Pietá” i Peterskirken i Rom og “Moses” fra Julius 2.s gravmæle. 

Et misforstået geni

Skulpturen af David er ikke bare en balanceakt, der burde betage alle kunstelskere, men også en dynamisk struktur, der næsten aftegner en spiral, når man går rundt om den.

Senere tog skulptøren Giambologna teten op og producerede skulpturen “Sabinerindernes rov”, der står i Firenze, og dens dynamik er helt igennem skabt ved denne spiralstruktur. Skulpturen er indbegrebet af manierisme.

Sagt med et sportsudtryk, så er Michelangelo kunstens goat

SMK stiller simpelthen de forkerte spørgsmål på deres udstilling om den “uperfekte” Michelangelo. Alskens hypermoderne opgør med idéen om geniet kan ikke slå storheden og det overmenneskelige hos en kunstner som Michelangelo ned.

Forestillingen om det uperfekte hos Michelangelo fremstår på udstillingen og det medfølgende katalog som en projicering af selve udstillingens idé, og det burde de, ærlig talt, have været mere bevidste om.

Man skal se udstillingen af kopierne af Michelangelos skulpturer og især tage sig tid til at nærstudere de originale tegninger og breve. 

Topbillede

Sagt med et sportsudtryk, så er Michelangelo kunstens goat og derfor også evigt betagende og betydningsfuld for vores forståelse af den vestlige kulturhistorie.

Læs også:“Kritikken af regeringens magtfuldkommenhed er historieløs”

Man bliver ikke klogere på, hvad det originale vs. en kopi er (og hvori forskellen består) ved at læse de mange krumspring, som kataloget er spækket med. Det gør bare en sand elsker af en stor kunstner tvær og skuffet. Ærgerligt, men ikke desto mindre sandt.

SMK: Michelangelo Imperfect 29. Marts - 31. August 2025. Kurateret af Matthias Wivel.