Anmeldelse: Farvel, mit Syrien

DR-journalisten Sanne Gram Fadel har begået en historisk og journalistisk beretning om borgerkrigen i Syrien set gennem nogle af krigens ofre. Journalistisk er bogen relevant og informerende, lyrisk er den usikker og til tider selvhellig
Hvis du, kære læser, har det, ligesom jeg har det, så er du efterhånden nået til et punkt, hvor du lukker af for nyheder om verdens katastrofer. Det er som om, det er blevet en del af baggrundsstøjen, et lydtapet, at (indsæt selv et tal mellem 10 og 1000) mennesker er døde i et blodigt angreb i (indsæt selv by et sted i Mellemøsten). Ikke fordi jeg ikke interesserer mig for Mellemøsten; det gør jeg. Men fordi det på en eller anden trist måde er blevet en del af dagens orden, at der er optøjer og blodig konflikt et sted i Mellemøsten.

Se historien gennem menneskeskæbner
Derfor hjælper det nogle gange at se konflikten i det store perspektiv, og det gør DR-journalisten Sanne Gram Fadel i sin bog ”Farvel, mit Syrien”. I bogen følger vi krigen i Syrien gennem en række menneskers oplevelser, frustrationer og flugt fra det krigshærgede land. Mennesker. Rigtige mennesker, der findes i virkeligheden. Som Sanne Gram Fadel har mødt og snakket med. Det bringer krigens gru og barskhed tættere på os. Helt ned i maven for at være ærlig. Det er ikke rar godtnatlæsning for de sarte sjæle, men journalistisk er det en fremragende beretning.

Bogen foregår som en vekselvirkning mellem, at Sanne Gram Fadel fortæller om udviklingen på slagmarken og på diplomatiets bonede gulve, samtidig med, at vi oplever, hvordan hverdagen ændrer sig for de personer, vi lærer at kende i bogen. Det bringer udviklingen tættere på. Det bliver lettere at forholde sig til (eller rettere: Det bliver sværere ikke at forholde sig til) krigen, når vi mærker menneskerne.

Kilder bliver helgener
Man mærker, at Sanne Gram Fadel er tæt på sine kilder, og det er både bogens største styrke og den største svaghed. For når man har så tæt et forhold til sine kilder, som Sanne Gram Fadel har til dem, hun har beskrevet i bogen, kommer man hurtigt til at sætte dem i et alt for positivt lys. Det lider bogen her også under. Der er ingen grænser for hvor gode og ordentlige, personerne i bogen er. De er nærmest helgener.

Det er menneskeligt forståeligt, at Sanne Gram Fadel har så stor sympati for sine kilder, der oplever krigens rædsler. Men personerne kommer til at fremstå utroværdige, når de igennem krigens rædsler kun tænker på dem, der har det (endnu) værre end dem selv, sætter andre menneskers behov forrest. Ikke én eneste gang gør en af hovedpersonerne noget forkert. Særlig grelt bliver det, da en 16-årig pige har dybe og reflekterede overvejelser om, hvorfor FN’s Sikkerhedsråd agerer, som det gør. Alt imens hendes barndomsby bliver bombet i småstykker. Det virker ikke helt troværdigt.

Samtidig er det kendetegnende, at personernes tanker alle leder hen til samme politiske konklusion, som Sanne Gram Fadel har: At Vesten gjorde for lidt for at bekæmpe Assad, men at vi var for optagede af IS. At EU er handlingslammet, at landendes begrænsning af tilstrømningen er ubarmhjertig, at nærområderne i forvejen har taget rigeligt med flygtninge. Det er påfaldende, at alle personerne i bogen har samme politiske overvejelser, som forfatteren selv har. I praksis kommer det til at virke noget selvhelligt.

Journalistens sprog
Sanne Gram Fadel skriver præcist og rammende, og bogen er præget af grundig research og en stor viden om Mellemøsten, som forfatteren sikkert har fra sine 10 år som korrespondent i Beirut for Jyllands-Posten.

Journalister, der bliver forfattere, har en tendens til at ”tage sproget med”. Altså at skrive bogen på den distancerede, informative måde, en journalistisk artikel skrives. Således også Sanne Gram Fadel. Eksempelvis, da en af hovedpersonerne er ombord på et skib, der synker. Sanne Gram Fadel beskriver på side 225 historien således: ”Der var cirka 400 personer ombord, og kvinder og børn havde søgt beskyttelse for det kolde vejr under dækket. Da mændene opdagede, at et fragtskib nærmede sig, stimlede de sammen i den ene side, som tippede. Vandet strømmede ind i båden, som sank, og det lykkedes kun den italienske kystvagt at redde 142 mennesker op af vandet.”

Det er journalistens berettende sprog, Sanne Gram Fadel her bruger. Lyrikeren havde forestillet sig, hvordan menneskerne havde det, da båden sank. Beskrevet deres kamp for overlevelse. Beskrevet lydene, lugtene, mørket. Det får vi ikke af Sanne Gram Fadel.

God nu – bedre senere?
Til gengæld får vi en flot historisk gennemgang af krigen i Syrien, og vi kommer tættere på den gennem de skæbner, vi møder.

Bogen er læsværdig nu, men med risiko for at lyde som en vinhandler, har den måske godt af at ligge et par år. Som historisk beretning er den utrolig informativ, og man bliver klogere på krigen af at læse den. Om ikke andet har jeg nu fået nogle mennesker at forholde mig til, næste gang jeg hører, at (indsæt selv et tal mellem 10 og 1000) er dræbt i et blodigt angreb i (indsæt selv by et sted i Mellemøsten).

4/6

Farvel, mit Syrien, er udgivet på Gyldendal og blev udgivet den 15. marts på 5-årsdagen for udbruddet af borgerkrigen i Syrien.

Mads Havskov Hansen er cand.jur. og ansat i Socialdemokratiet.


Kommentarer fra Facebook