Anmeldelse: Palme - elsket og hadet

Den nye dokumentar om Olof Palme er et stærkt portræt af én af Skandinaviens mest karismatiske politikere gennem tiden.
En film om Olof Palme er næsten på forhånd dømt til at blive en fiasko. For hvordan skal man kunne dække de mange facetter af så rig og sammensat en personlighed som Palme? Som det hedder i Henrik Bergrens biografi fra 2010, var Palme "aristokraten, som blev socialist; individualisten, som blev leder af Sveriges største politiske kollektive bevægelse; litteraturelskeren, som kom på kant med forfatterne; vennen af USA, som angreb USA's regering; antikommunisten, som omfavnede Fidel Castro".

Selvom filmen begynder med mordet på Sveavägen, har filmen heldigvis fokus på Palmes liv, ikke hans død. Det er klædeligt, at der ikke levnes tid på de adskillige konspirationsteorier, der opstod i takt med, at mordet forblev uopklaret.

Det er en umulighed at indfange så modsætningsfyldt en person, hvis karriere kom i berøring med stort set alle det 20. århundredes store spørgsmål og konflikter, fra apartheid og ungdomsoprør til Den Kolde Krig og opbygningen af velfærdssamfundet. Opgaven bliver bestemt ikke lettere af, at Palme som person og politiker delte vandene mellem dem, der forgudede ham, og dem, der nærede et indebrændt had til ham.

Derfor er det modigt, at Kristina Lindström og Maud Nycander satte sig for at lave filmen 'Palme - elsket og hadet', der havde premiere i de danske biografer for to uger siden. Og lad det være sagt med det samme: Det er et særdeles stærkt og smukt portræt, som de har begået, hvor det er umuligt ikke at blive rørt og revet med. Derfor er det også svært at skulle forholde sig objektivt til en film, hvor tårerne presser sig på fra filmens første minut.

Filmen starter med optagelser fra alarmcentralen på den fatale februaraften i 1986, hvor Palme bliver myrdet. Men selvom filmen således begynder med mordet på Sveavägen, har filmen heldigvis fokus på Palmes liv, ikke hans død. Det er klædeligt, at der ikke levnes tid på de adskillige konspirationsteorier, der opstod i takt med, at mordet forblev uopklaret.

I stedet skildrer filmen kronologisk Palmes liv og karriere fra studieopholdet i USA til hans 10 år som svensk statsminister. Skildringen bliver båret af en fantastisk mængde filmklip, som instruktørerne har gravet frem fra ind- og udland, samt en stor mængde hidtil utilgængelige private optagelser fra Palme-familien: Klip fra debatter, hvor Palme med rappe replikker og et skælmsk smil får sat modstanderne skakmat eller passioneret forsvarer, hvorfor han er socialist. Udsnit fra interviews, hvor han taler dunder mod de amerikanske bombninger af vietnamesiske civile. Og private optagelser fra sommerhuset, hvor han kravler rundt på alle fire og leger med sine børn.

Efter filmen sidder man stadig tilbage med undren over, hvordan nogen dog kunne hade en så elskelig person så meget, at man solgte dartskiver med hans ansigt på.

Med så stærkt materiale er det næsten umuligt for filmen at ramme forkert. For Palme er en imponerende politiker og han er en fascinerende person. Samtidig viser filmen også glimt fra en mere uskyldig tid, hvor statsministeren foran journalisterne fisker sin nøgle frem fra et gemmested ved fordøren til sit hjem.

Det er dog også dokumentarens store svaghed, at den først og fremmest bliver båret af Palme selv, mens instruktørerne ikke bidrager med meget andet end en elegant sammenklipning. Der er mange - for mange! - løse ender, blinde pletter og ufortalte aspekter. En historie om en stor minestrejke afbrydes og sluttes aldrig af, og et udsagn om Palmes heftige temperament følges aldrig op, selvom det kunne have nuanceret portrættet. Det ikke-svenske publikum vil givetvis også savne mere kontekst om det svenske samfund og dets nyere historie.

Samtidig forbløffes man over, hvor lidt plads, Palmes politiske karriere og resultater fylder i filmen. Ingen anden dokumentar om en politikers liv og person vil kunne slippe af sted med at inddrage så lidt materiale om de politiske milepæle. Indførelsen af ATP i 50`erne og studiestøttesystemet i 60`erne nævnes ikke med ét ord. Det anstrengte forhold til en række socialdemokratiske toppolitikere, herunder Gunnar Sträng, berøres ikke. Kontroversielle politiske emner som Sveriges neutralitet, ligestilling og medlemskab af EF skøjtes der let hen over. Og der spenderes kun få sekunder på at indfange Palmes politiske grundidé, at frihed, fremskridt og individualisme skal skabes gennem det stærke samfund.

Man sidder tilbage i biografsædet fyldt af misundelse over, at ens naboland og tidligere generationer har haft en politiker af Palmes format.

Den største mangel er dog, at filmen - til trods for undertitlen 'Elsket og hadet' - aldrig formår at afdække, hvorfor Palme vakte så stor modstand blandt mange svenskere. Man får fortalt, at manden havde en aura af arrogance, og man ser klip med skarpe og syrlige udfald mod Palmes politiske modstandere. Men mestendels males billedet af en idealistisk og varm politiker, som man skal anstrenge sig for ikke at holde af. Efter filmen sidder man stadig tilbage med undren over, hvordan nogen dog kunne hade en så elskelig person så meget, at man solgte dartskiver med hans ansigt på.

Så hvis formålet med filmen har været, at give et fyldestgørende billede af Olof Palmes person, principper og politiske karriere, falder den igennem. Dertil er der simpelthen for mange huller og løse ender.  Men hvis filmen i stedet skal vise, hvordan Palme inspirerede mennesker, og hvorfor han var den mest karismatiske politiker, som Skandinavien fostrede i det 20. århundrede, er filmen et mesterværk. Man sidder tilbage i biografsædet fyldt af misundelse over, at ens naboland og tidligere generationer har haft en politiker af Palmes format.

Filmen fungerer på trods - men fungerer gør den bestemt! For mit vedkommende er 'Palme - Elsket og hadet' den bedste dokumentar i mange år og, indtil videre, årets bedste filmoplevelse.


Kommentarer fra Facebook