Første afsnit af den ganske hypede og omtalte dokumentar ”Prinsesser fra Blokken” var en svingende, lidt usammenhængende, men dog til tider lovende dokumentar. Om unge piger fra samfundets skyggeside, der forsøger at gemme sig bag skønhedsidealer for at skjule, at de hver især har nogle ting med i bagagen.

Andet afsnit var til gengæld en anden sag. Forstået på den måde, at det var tåkrummende pinligt fjernsyn. Ikke for de medvirkende piger vel at mærke. Afsnittet var tåkrummende pinligt for producenterne, der igennem en halv times udsendelse ikke formåede at skabe så meget som ét eneste relevant, interessant øjeblik for seerne.

Vi fik allerede et hint om, at det var en særdeles langsommelig, ligegyldig tv-oplevelse, der lå foran os, da vi i åbningsscenen er med to af pigerne til techno-fest. I et mørkt rum sidder de to piger, der tydeligvis er påvirket af et eller andet og snakker om, at musikken er god. I en seance, der føles som om, den varer det meste af en regnvejrsdag, ser vi på de to pigers tomme, flakkende blik. Mere var der egentlig ikke i det indslag.

Til gengæld forsøger producenterne så at gøre misæren god igen ved senere at lade de to samme piger fortælle om, hvor gode veninder, de er. Vi får også at vide, at de har kendt hinanden længe, og at det er vigtigt at have en god og meget tæt veninde, og at de siden barndomsårene har boet tæt på hinanden. Sikken horisontudvidelse! Sikken unik fortælling!

Bedre blev det ikke, da vi skulle med tre piger fra Amager til en piratfest. Det meste af klippet handler om, at de bliver uvenner efter en episode, hvor den ene af pigerne ikke kan finde sin mobiltelefon. Hun ender med at tage hjem. Veninderne sætter sig derefter og drikker en øl og ryger hash.

Første afsnit havde en overbygning, da 16-årige Simona fortalte om, at hun havde været offer for sex-misbrug som barn. En sådan overbygning var der ikke skyggen af i mandagens afsnit.

Derfor endte vi som seere med at være vidner til et fuldstændig ligegyldigt program. Det fortalte os intet, der var relevant. Det fortalte os intet, der var nærværende. Det viste os ikke noget, der kunne have bare den mindste interesse for os seere.

I stedet for en dokumentar, der gav os indsigt og et indblik i et interessant ungdomsmiljø, endte andet afsnit af ”Prinsesser fra Blokken” med at være en fortælling, der mest af alt var ligegyldig. En halvpinlig hjemmevideo af den slags, forældre ynder at vise af deres børn til konfirmationer.