Anmeldelse: Tavshedsindustriens kamp mod #Metoo-bevægelsen

Tavshedsindustriens morderiske udrykningshold havde en karakter, som enhver journalist frygter. I sagen mod Harvey Weinstein søgte de efter snavs på alle.
Foto: Thomas Hawk, Flickr
Var det virkelig er en national nyhedshistorie i USA, at en kendt filmmand havde rørt ved en kvindes bryst? 

Det blev diskuteret i månedsvis i toppen af den næststørste amerikanske tv-station NBC. Til sidst kvalte nyhedsdirektør Noah Oppenheim historien. Han var sikker på, at filmmanden Harvey Weinstein snart ville redde sig ud af vanskelighederne med de kvinder, som havde anklaget ham for seksuelle overgreb: ”Det er Hollywood”, som nyhedsdirektøren sagde.

En kvalificeret tavshedsindustri

Journalisten og juristen Ronan Farrows fortælling om den kriminelle krænker og overgrebskulturen i Hollywood handler både om mediernes egen selvcensur og de direkte angreb på journalisten, hans kilder og hans nyhedsorganisations pengekasse. Det er dødelig alvor, og man kan med rimelighed tale om en kvalificeret tavshedsindustri, der altid står til rådighed for at kvæle den gode, men uønskede historie.

'Man kan med rimelighed tale om en kvalificeret tavshedsindustri, der altid står til rådighed for at kvæle den gode, men uønskede historie

Harvey Weinstein kom ikke af krogen så hurtigt, som nyhedsdirektør Oppenheim troede. Flere år efter hænger han der stadig - og vi vil også i 2020 høre om, hvordan man fordeler over 150 millioner kroner til de mange kvinder, som han krænkede på spektrum mellem uønskede berøringer og voldtægt. Han er knækket og konkurs. Filmstudiets forsikringsselskab betaler, men han kan ikke betale sig fra de alvorligste anklager om voldtægt. Flere sager er på vej, den første begyndte ved retten i New York mandag den 6. januar.

Weinstein kan ikke betale sig fra de alvorligste anklager om voldtægt

Selvcensuren

Der er utallige temaer i Ronan Farrows bog og den samtidige bogudgivelse ”She said” af New York Times-journalisterne Jodi Kantor og Megan Twokey. De tre delte Pullitzer prisen for at have frembragt det materiale, der gjorde op med stærke mænds ret til at krænke kvinder i filmindustrien og andre steder, hvor magt, kendiseffekt, penge og ambitioner støder sammen. De arbejdede parallelt og hver for sig på at samle beviserne mod Weinstein. New York Times kom først med historien i oktober 2017. Få dage efter fulgte Farrows version i magasinet The New Yorker. NBC havde hægtet ham af, men havde ikke haft held til at sætte sig på hans materiale, som var indsamlet mens de betalte hans løn.

De tre delte Pullitzer prisen for at have frembragt det materiale, der gjorde op med stærke mænds ret til at krænke kvinder i filmindustrien

Lejlighedsvis tror man, at det er de mange jurister i NBC-hovedkvarteret, som finder materialet mod Weinstein for tyndt til at lægge frem i fjernsynet. Og lejlighedsvis får man også indtryk af, at de kendte mediefolk og deres magtfulde chefer er så sammenspist med Weinstein og filmbranchens værste folk, at det personlige afgør sagen. Sikkert er det, at rygterne om Weinstein og eksempelvis den nu dømte Bill Cosby verserede i årtier. I den periode var der flere journalister, som gerne var gået i gang med at grave uden at få muligheden.

Weinstein hørte til de mange, der gav millioner i valgbidrag

Da Oppenheim endelig sagde til Farrow, at hans historie ikke egnede sig til nyhedsudsendelsen "Today", var det et sammensurium af politiske, personlige og økonomiske interesser, der afgjorde sagen. Man diskuterede sådan set ikke seernes mulige positive eller negative reaktion på historien. Weinstein var forbundet med så stærke politiske kræfter, der talte hans sag, at det gav nyhedscheferne anledning til overvejelser. Man kunne tabe vigtige kilder og afgørende velvilje. Weinstein hørte til de mange, der gav millioner i valgbidrag til demokraterne med Hillary Clinton som en stor modtager, men vigtigere var penge til folkevalgte anklagere og andre med indflydelse på straffeprocesserne.

De professionelle "modarbejdere"

Tavshedsindustriens morderiske udrykningshold havde en karakter, som enhver journalist ville blive bange for. Selvfølgelig engagerede Harvey Weinsteins folk advokater, der kunne true med søgsmål, som ville ruinere enhver. Men han hyrede også det israelske sikkerhedsfirma Black Cube, der har tidligere Mossad-agenter på lønningslisten. De fulgte og forfulgte journalisterne, så de fik bremset mulige kilder.

De søgte efter snavs på alle, så man måske kunne lukke munden på dem

De søgte efter snavs på alle, så man måske kunne lukke munden på dem. De leverede nye kilder, som fortalte lidt og spurgte meget, så det stod klart at de ville vide, hvad Farrow var på vej til at skaffe sig viden om.

Og der var folk, der kunne hacke, aflytte og købe adgang til telefonoplysninger, der kunne skræmme eller kvæle svage sjæle.

Undertrykkende medier 

Og undervejs får vi også kendsgerningerne om den medieadfærd, der har givet bogens titel: ”Catch and kill”. The National Enquirer købte historier af folk og betalte for, at de ikke fortalte deres historie til andre. Meningen var ikke at trykke historien, men at undertrykke den. Og således fik Donald Trump i kampagnetiden hjælp til at lukke munden på kvinder, der kunne have skadet ham på vejen mod præsidentembedet.       

Meningen var ikke at trykke historien, men at undertrykke den

Selvfølgelig skal bogen også læses, som et vidnesbyrd om den konkrete sag, der satte turbo på MeToo-bevægelsen. En bevægelse, der dog også var i gang ad andre spor.

Ronan Farrow skriver med lidt for rigeligt detaljer og bevæger sig på kanten af omsvøb. Man skal gennem mange krinkelkroge for at nå frem til de kriminelle benspænd på graverjournalistikken, som fandt sted i USA.

Ronan Farrow skriver med lidt for rigeligt detaljer og bevæger sig på kanten af omsvøb

Selv er Farrow gennem sin familie en del af Hollywood-miljøet og som jurist var han tidligt en del af magtmiljøet i Washington. Hans mod og stædighed er beundringsværdig - og derfor kan man godt leve med at bogen sagtens kunne have været 50 sider kortere.

Ronan Farrow: Catch and kill. Lies, Spies and a conspiracy to protect predators. Fleet 2019. 447 sider.

Forfatter, journalist, cand. jur og medlem af Socialdemokratiet i Rødovre.


Kommentarer fra Facebook

Annonce