Ved første øjekast kunne ”Underverden” lyde som en frygtelig triviel film. En succesfuld dansk-irakisk læge fra Rigshospitalet, Zaid, lever det polerede liv i den københavnske overklasse, hvor man af en eller anden grund synes, det er fashionabelt at bo i kønsløse bygninger og have udsigt til Kalvebod Brygge. En aften bliver Zaid opsøgt af sin kriminelle lillebror Yasin, der beder om 100.000 kroner, fordi han er i knibe. Zaid sender sin bror væk, og dagen efter bliver Yasin banket ihjel.

Da politiet ikke gør sig nævneværdige anstrengelser for at opklare sagen, beslutter Zaid sig for at hævne sin småkriminelle lillebrors død ved at infiltrere den københavnske, bandestyrede underverden. Mens han opretholder sin succesfulde facade om dagen, opsøger han om natten diverse personager af tvivlsom karakter for at finde frem til sandheden om lillebrorens død. Samtidig bliver Zaid tvunget til at vende tilbage til sin barndoms kvarter, hvor han bliver betragtet som en kulturel forræder. En slags batman på nydansk. Perkernes Pusher.

Men selvom historien ved første øjekast kan virke som genbrug af en evigtgyldig fortælling om den ædle selvtægtsmand, så er det alligevel lykkedes folkene bag ”Underverden” at smede en solid, barsk og fængende actionkrimi sammen.

Måske fordi Dar Salim spiller hovedrollen som Zaid så overbevisende og både mestrer at være succesfuld kirurg og hårdkogt vigilante med indlevelse og troværdighed. Og for øvrigt er akkompagneret af glimrende præstationer af hustruen Stine (Stine Fischer Christensen) og den hashrygende Alex (Dulfi al-Jabbouri).

Måske fordi instruktør Fenar Ahmad har en ligefremhed, en ukrukkethed, en nærmest legende ”skyd-brystet-frem”-tilgang til instruktørrollen. Ham skal I for øvrigt holde øje med, Fenar Ahmad. Den dansk-iranske instruktør har været et af de store danske instruktørtalenter i nogle år efterhånden, og med Underverden understreger han, at han stilistisk er helt sin egen.

Måske fordi det (for én gangs skyld) er lykkedes at bringe en dansk spillefilm, hvor indvandrerkarakterer ikke er ensidige, ligegyldige stereotyper. Tænk sig, en film, hvor indvandrere, efterkommer og des lige faktisk er komplekse, levende mennesker og ikke blot et genspejl af omverdens klichéfyldte fordomme.

Måske er det fordi Underverden på én gang er en barsk og fængende actionkrimi, samtidig med at den behandler nogle af de store kulturkonflikter i det moderne Danmark. Zaid befinder sig konstant i en kløft mellem det pæne, glatte overklasseliv og sine egne rødder. Helt tydeligt udpenslet i en fantastisk scene på den fashionable restaurant MASH i Store Kongensgade, hvor en af de lokale bandeledere spørger, hvornår Zaid sidst har gjort noget for menneskene i blokken i Albertslund.

Underverden er en barsk men vellykket actionkrimi, der samtidig stikker hånden ned i den hvepserede af en indvandringsdebat, vi har herhjemme – og slipper ganske glimrende fra det.