Anmeldelse: Woke-kritikere bør læse denne bog

Regnbuer kan opleves i hele Danmark. Det er et optisk fænomen og lyseffekten opstår, når lys fra solen rammer små vanddråber i luften.

Måske er det netop, fordi det er så svært at forstå fysikken bag regnbuer, at de altid har fået så meget opmærksomhed. Og sådan synes der at være en vis sammenhæng med den gruppe af mennesker, der bruger regnbuen som deres våbenskjold; LGBT+miljøet.

Debatten om kønsidentitet og seksualitet har til alle tider skabt store overskrifter, følelsesladede debatter og mange myter. Sådan er det fortsat.

Udgivelsen af Bjarne Henrik Lundis bog 'Regbueland' kommer ovenpå en sommer, hvor selveste landets (nu tidligere) ligestillingsminister (Marie Bjerre, Venstre, red.) var afsender på en debat, der ventilerede fordomme om LGBT+personer og erklærede krig mod dem, som ministeren betegnede som ”woke”.

Derfor kunne tidspunktet for udgivelsen af Bjarne Henrik Lundis bog næppe være mere velvalgt.

Danmarkshistorie

Bogen fortæller om 22 danskeres liv. Fortællingerne er både personlige og forskellige og omhandler, hvordan de opdagede, at de ikke var som hovedparten af deres jævnaldrende venner.

I skildringerne af de forskellige liv beskrives det, hvordan de medvirkende kæmpede kampe – først med sig selv, så med familier – og så med samfundet. For heldigvis at finde ro og tryghed i at være de mennesker, de er.

De personlige fortællinger giver også et vigtigt blik ind i Danmarkshistorien

Bogen tager os rundt i hele landet med Anders fra Ringsted, Pernille fra Odense, Rikke fra Humlebæk, Nadia fra Lolland og til John fra Sønderborg. Dermed bliver der også sat en tyk streg under, at LGBT+personer ikke er et storbyfænomen. LGBT+personer fødes, bor og lever i hele landet.

Det er i sig selv et af de vigtigste budskaber, som bogen efterlader.

Men de personlige fortællinger giver også et vigtigt blik ind i Danmarkshistorien, hvor politikere både har taget ansvar for at sikre bedre strukturelle rammer og anerkendelse af LGBT+personer – og tilsvarende har nølet med at gøre det.

Der synes på en og samme lang og kort vej fra kampen for registeret partnerskab for homoseksuelle for 35 år siden – og så til nutidens kamp for at blive accepteret som transkønnet.

Håbet er regnbuefarvet

Bogen tager os med ind i livet som homoseksuel i 80’erne, hvor frygten for AIDS, var altoverskyggende – fortalt af dem, som var der. Samtidig fortæller den yngre generation om vedvarende mobning og om at blive smidt ud hjemmefra.       

Mistrivsel fylder meget i de personlige fortællinger. Både blandt de unge og de ældre. Man kan kun blive bedrøvet, når skolelæreren Pernille fortæller om chikane fra kolleger på lærerværelset og Mie fra Næstved, beskriver, hvordan hun blev udsat for psykisk vold, da hun var i lære som slagterelev.

Håber er lysegrønt – eller måske i denne sammenhæng regnbuefarvet

Men samtidig er bogen en fortælling om, hvordan de medvirkende igen og igen kommer igennem modgangen.

Bogen er vigtig, fordi den sætter ansigter på hvem det er vi taler om, når vi diskuterer LGBT+rettigheder. Uanset om diskussionen er over stuebordet derhjemme, på sociale medier eller i den politiske arena, så bidrager den til at løfte vidensniveauet.    

Håber er lysegrønt – eller måske i denne sammenhæng regnbuefarvet – men hvor kunne man ønske sig, at de der har mest travlt med at udnævne sig selv som ”woke-kritikere” og LGBT+modstandere, ville sætte sig ned og læse 'Regnbueland'. 

Bjarne Henrik Lundis. 'Regnbueland - Livet som LGBTQ+ i Danmark.' 203 sider. Forlaget Sidespejlet. 2024.