Annonce

Anonym Facebook-gruppe hænger 3F-formand ud på falsk grundlag

En anonym gruppe på Facebook bruger penge på sponsorere opslag, hvor en lokalformand fra 3F hænges ud som pamper med falske citater.
”Jeg lukker gerne 150 arbejdspladser med overenskomster, bare jeg kan beholde min fede hyre,” står der henover en animeret GIF-fil af Bent Madsen, der er formand for 3F’s lokalafdeling i Bjerringbro og omegn.

Opslaget blev delt på Facebook af en gruppe der hedder Meld dig ud af 3F og opslaget var tilmed sponsoreret, så nogen har valgt at kaste penge efter at sprede budskabet. Det var også derfor at jeg faldt over opslaget, da det dukkede op i mit feed.

MEld dig ud af 3f bent madsen

Det er et ret voldsomt udsagn og virker for mig helt ubegribeligt, at en 3F-formand skulle have sagt det. Men folk kan jo finde på at sige så meget sludder, så jeg besluttede mig for alligevel at undersøge det. På hjemmesiden Giphy.com hvor grafikken med Bent Madsen er lagt op, er der en reference til følgende YouTube-klip som 3F i Silkeborg har lagt op.

Og fra 1.19 kan man se interviewet med Bent Madsen hvor han siger, at han glæder sig over fremmødet. På intet tidspunkt siger han noget om, at han gerne vil lukke arbejdspladser eller om sin løn. Så der er ikke engang tale om en stramning af et udsagn, men om decideret løgn.

Grafikken er lavet af gruppen Meld dig ud af 3F, der siden konflikten om Vejlegården har forsøgt at miskreditere fagbevægelsen i almindelighed og 3F i særdeleshed.

Gulerodskonflikten
Den aktuelle konflikt mellem 3F og den anynome gruppe handler om, at 3F ønsker at indgå en overenskomst med selskaber der arbejder for gulerodsproducenten Danroots i Tange, som ifølge 3F-afdelingen blandt andet underbetaler deres østeuropæiske medarbejdere, fortrinsvis rumænere med ned til 70 kroner i timen, langt under den overenskomst som Danroots har lavet med arbejdsgiverforeningen GLS-A, hvor der er aftalt en mindsteløn på 132,72 kroner i timen. Lokale medier har døbt den "gulerodskonflikten".

Det har blandt andet betydet, at 3F i en periode har blokeret for virksomheden, så den ikke kan komme af med sine varer.

Ingen kommentarer, blot blokering
Jeg ville gerne have haft en kommentar fra folkene bag ’Meld dig ud af 3F’ om lødigheden i deres kampagne. Jeg spurgte derfor i en kommentar til opslaget, om ikke det var korrekt, at Bent Madsen aldrig havde sagt det, som gruppen i deres grafik citerede ham for.

Kommentarer blev nærmest omgående slettet og jeg blev blokeret fra at skrive flere kommentarer på siden. Det har derfor ikke været muligt at høre folkene bag gruppen, hvor de mener det er i orden at udstille fagforeningsformanden på den uærlige måde.

Ifølge oplysninger fra gruppens debatregler, så "blokerer (vi) meget få debattører, på et år vel færre en 3f.dk gør på én dag.” og ”personlige angreb vil ikke blive accepteret, og emner eller spam udenfor gruppens hovedtemaer vil blive slettet uden varsel. I gentagelsestilfælde vil brugeren blive slettet fra gruppen.”

Måske en lille advarsel om at opklarende spørgsmål om lødigheden i gruppens propaganda medfører øjeblikkelig blokering, havde været på sin plads.

Gruppen ”Meld dig ud af 3F” har i skrivende stund 4.651 medlemmer.

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet