Annonce

Antallet af corona-dødsfald i DK runder 200 og Boris stadig indlagt på intensiv

Netavisen Pio samler de væsentligste historier fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang

Den engelske premierminister, Boris Johnson, er stadig på intensiv, men han er ved godt mod.

Antallet af corona-relaterede dødsfald i Danmark nåede tirsdag morgen op over 200. Og så får kunstnere med kombinationsindkomster deres helt egen hjælpepakke.

Velkommen til dagens Aktuelt.

 

Antallet af corona-relaterede dødsfald i Dk: 203

Antallet af corona-relaterede dødsfald i Danmark nåede tirsdag morgen op på 203.

På hospitalerne ligger 427 patienter med COVID-19. Heraf ligger de 127 på intensiv-afdelinger. 103 af dem har behov for at ligge i respirator. Og der er nu godt 5.000 registrerede borgere i Danmark, der er smittet med coronavirus.

Det siger de seneste corona-tal fra myndighederne.

Læs mere her.

 

Johnson på intensiv, men trækker selv vejret

Den britiske premierminister, Boris Johnson, er tirsdag morgen stadigvæk indlagt på intensiv afdeling.

Det oplyser den britiske kabinetminister, Michael Gove, til nyhedsbureauet Reuters.

En talsmand fortæller, at Boris Johnson selv trækker vejret og får tilført ilt. Han har dog ikke haft behov for en respirator og er ved godt mod.

Premierministeren blev testet positiv for coronavirus 27. marts. I søndags blev han indlagt, da symptomer stadig plagede ham med uformindsket styrke. I løbet af mandag fik han det dårligere og blev flyttet til en intensiv afdeling.

DR's korrespondent i Storbritannien, Kim Bildsøe Lassen, fortæller, at briterne er rystede over udviklingen.

“Det er en påmindelse om, hvor alvorligt det er. Læger, der ikke har behandlet ham, men som har arbejdet med Covid-19-patienter, siger, at det er kompliceret og at der givetvis er et længere forløb foran Boris Johnson.”

Efter at symptomerne er blevet forværret, har Boris Johnson bedt udenrigsminister Dominic Raab være hans stedfortræder.

Raab siger ifølge BBC, at han vil være stedfortræder for premierministeren, "hvor det er nødvendigt i forhold til at udføre regeringens planer for at bekæmpe coronavirus."

Men selvom der er fundet en afløser, vil der stadigvæk være usikkerhed i regeringstoppen.

“Man skal ikke glemme, at den konservative regering i høj grad var Boris Johnsons produkt. Regeringspartiet var et kaos, inden han samlede det, og partiet samlede sig om ham. Uden ham er man lidt usikker på "hvad så nu," siger Kim Bildsøe Lassen.

“Landet er i den største krise siden Anden Verdenskrig. Og ham, der har stået på broen, og som skulle være førstemand i bekæmpelsen af sygdommen, træffe de vigtige beslutninger - han er ikke alene ramt, men ramt alvorligt. Det er ganske dramatisk,” understreger DR’s korrespondent i Storbritannien.

Læs mere her.

               

Ny kunststøtteordning skal hjælpe kunstnere igennem corona-krisen 

Kulturministeren og partierne Venstre, Dansk Folkeparti, Det Radikale Venstre, SF, Enhedslisten, Konservative, Alternativet, Liberal Alliance og De fire grønne løsgængere er enige om, at kunst og kultur er helt centralt for sammenhængskraften i vores samfund – ikke mindst i en krisetid.

Derfor oprettes nu en midlertidig kunststøtteordning for kunstnere med kombinationsindkomster. Ordningen retter sig mod kunstnere med A- og B-indkomst og skattepligtigt overskud fra selvstændig virksomhed på mindst 8.333 kr. månedligt i gennemsnit.

Ordningen koster skønsmæssigt 100 mio. kr.

Kunsten er limen i vores liv – den beriger og bevæger os. Den samler os og giver os en følelse af fællesskab og sammenhold. Men kunstens vilkår er trængte, fordi mange kunstnere lige nu ikke har mulighed for at lave og udøve kunst,” siger kulturminister Joy Mogensen ifølge en pressemeddelelse fra Kulturministeriet.

Joy Mogensen fortsætter:

“Mange kunstnere har en meget sammensat økonomi, som gør, at de falder uden for regeringens øvrige hjælpepakker. Det har været en vigtig prioritet for mig og for Folketingets partier at finde en løsning, så disse kunstnere også omfattes af det sikkerhedsnet, regeringen har spændt ud under vores samfund i den her krise.”

Også det største oppositionsparti, Venstre, er meget tilfreds med aftalen:

”For Venstre har det været vigtigt at få lavet en ordning, som holder hånden under kunstnerne og den meget sammensatte økonomi, de ofte har. Det har vi sikret med denne aftale,” siger Venstres kulturordfører, Britt Bager, ifølge pressemeddelelsen.

Læs mere her.

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Thomas hvor er du, du er så sjov at lege med ? !!!

Annonce