I Danmark har vi mange uddannelsesmuligheder. Ja, rigtig mange faktisk. Alene på de otte danske universiteter er der over 1000 forskellige uddannelser. Et antal, der inden for de sidste 25 år er tæt på fordoblet. Uddannelser som ’Performance Design’, ’HA i Sports and Event Management’ og ’Softwareudvikling’ er blot eksempler på nogle af de nye uddannelser, der er spiret frem. Nogle mere relevante end andre.

Alene på de otte danske universiteter er der over 1000 forskellige uddannelser

De nye uddannelser er nemlig udsprunget af to forskellige hensyn, der har direkte betydning for deres relevans. Dels et samfundshensyn, hvor universiteterne udbyder nye uddannelser, der er tilpasset tidens udvikling mod et stadigt mere dynamisk og digitalt samfund, og dels et økonomisk hensyn, hvor universiteterne udbyder nye uddannelser med henblik på at tiltrække flere studerende.

Det økonomiske hensyn er et problem
Mens uddannelser, der udspringer af det første hensyn, er relevante og understøtter samfundsudviklingen, udgør uddannelser, der udspringer af det andet hensyn, et problem. Her er det nemlig ikke fagligheden eller relevansen, der er i højsædet, men derimod universiteternes strategiske og spekulative forsøg på at booste deres egen økonomi.

Årsagen er, at taxametersystemet, som er universiteternes – og uddannelsessektorens – bevillingssystem, giver universiteterne uhensigtsmæssige tilskyndelser til at oprette nye ”smarte” uddannelser, der kan tiltrække flest mulige studerende, frem for uddannelser der giver gode jobmuligheder. Noget som også produktivitetskommissionen tidligere har problematiseret.

Selv om Pandoras æske efterhånden er lukket og udviklingen mod flere og flere uddannelser er bremset, mangler vi stadigt at få ryddet op i det eksisterende uddannelsesudbud

Politisk har man forsøgt at tøjle udviklingen. Akkrediteringsinstitutionen, der skal varetage opgaven med at evaluere universitetsuddannelser, er blevet oprettet, dimensioneringer af uddannelser med strukturel høj dimittendledighed er blevet iværksat, og et nyt bevillingssystem, der i højere grad tilskynder til relevans, er blevet indført. Det er godt.

Men selv om Pandoras æske efterhånden er lukket og udviklingen mod flere og flere uddannelser er bremset, mangler vi stadigt at få ryddet op i det eksisterende uddannelsesudbud. Mange af de uddannelser, der er blevet oprettet i løbet af 00’erne og begyndelsen af 10’erne, uden et egentligt defineret arbejdsmarked- eller erhvervssigte, eksisterer nemlig endnu.

Den kratbevoksede uddannelsesjunglen
Det har skabt ugennemsigtighed og bidraget til at tætte den i forvejen kratbevoksede uddannelsesjungle. De mange forskellige uddannelser og uddannelsesbetegnelser for næsten identiske uddannelser har gjort uddannelsesvalget vanskeligt og let at fare vild i.

De mange forskellige uddannelser og uddannelsesbetegnelser for næsten identiske uddannelser har gjort uddannelsesvalget vanskeligt og let at fare vild i.

Skal valgene lettes, skal udbuddet sænkes og uddannelsesbetegnelserne sammentænkes. Det betyder ikke, at alle nye ”smarte” uddannelser skal lukkes, men derimod at flere af dem skal sammenlægges, og at ikke alle universiteter nødvendigvis skal udbyde de samme uddannelser.

Fremmedsproguddannelserne er et godt eksempel. Sidste år blev universiteterne enige om at samle uddannelserne på to universiteter, frem for at udbyde dem på fem. Det samarbejde kan udvides til også at omfatte andre uddannelser. Eksempelvis kan det overvejes om ikke flere af de mange kommunikationsuddannelser, der lige nu udbydes på alle landets universiteter, kan sammenlægges på færre.

Bertel Haarder-effekten
Det kræver politisk handlen. Det kræver politisk pres. Men lige så snart politikere, studerende og interesseorganisationer konfronteres med det faktum fejes det oftest til siden med henvisning til Bertel Haarders hedengangne fejlbeslutning om at øge optaget af ingeniører – et anliggende, der jo var forbeholdt universiteterne.

Fejlen har sat sine dybe spor, men ligesom vi skal tage ved lære af historien, skal den heller ikke misbruges som sovepude. Det nytter ikke at lukke øjnene for dimittendledighedsudfordringerne. Det nytter ikke at lukke øjnene for, at visse uddannelser mangler relevans og kvalitet.

Vi kan ikke være bekendt at stikke studerende blår i øjnene med uddannelser, der ikke er relevante for arbejdsmarkedet

Én ting er i hvert fald sikkert: Vi kan ikke være bekendt at stikke studerende blår i øjnene med uddannelser, der ikke er relevante for arbejdsmarkedet. Vi kan ikke være bekendt, at virksomheder ikke kan gennemskue de studerendes kompetencer, fordi udbuddet er blevet for massivt. Vi kan ikke være bekendt, at samfundet skal bruge mange penge på uddannelser, der ikke giver samfundet noget igen.

Antallet af uddannelser betyder derfor noget. Så måske er tiden inde til, at vi får ryddet ud og reduceret og forenklet uddannelsesudbuddet på universiteterne?

Mathias Würtzenfeld, er stud.scient.adm på Roskilde Universitet og landsformand for Frit Forum.

‘Dagens Pio klumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer fem gange om ugen med provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg, som sætter dagsorden i arbejderbevægelsen.
 Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.