Annonce

Antidansk DF-korstog mod DR

Leder: DF ofrer alt, hvad se selv står for, i korstoget mod DR. Det kommer til at gå udover vores danskhed, patriotisme og fællesskabsfølelse.
”DR skal begrænses mest muligt, for DR har i mine øjne udviklet sig til at være en demokratisk trussel”. Sådan udbrød Morten Messerschmidt i ren og skær forargelse over, at VLAK-regeringen ”kun” vil beskære DR med 12,5 procent.

Hvad Messerschmidt baserer denne ekstremt voldsomme anklage på, står hen i det uvisse, men faktum er, at Danske Folkeparti i den grad lugter blod fra Danmarks Radio, der siden 1925 har leveret public service til alle danskere.

Vi går i en mere Putinsk retning
Det er ikke meget, som jeg finder mere trættende end gumpetunge glidebaneargumenter. Det eneste, der er mere trist end et almindeligt glidebaneargument, er et glidebaneargument der rent faktisk har hold i virkeligheden. Her frygter jeg netop, at regeringens forslag kan blive virkelighed for DR de næste årtier.

Det eneste, der er mere trist end et almindeligt glidebaneargument, er et glidebaneargument der rent faktisk har hold i virkeligheden.

Når VLAK-regeringen lægger op til en økonomisk rundbarbering på 12,5 procent af DRs budget og en afvikling af den nuværende licens, så er der virkelig mange årsager til at være grundbekymret.

[custom-related-posts title="Related Posts" order_by="title" order="ASC" none_text="None found"]

Når man smider licensen i graven og kaster jord på, så kan vi roligt forvente, at det vil skabe store ændringer for ikke bare det mediepolitiske landskab, men også for det, vi som lyttere, seere og læsere nyder godt af. Når man flytter styringen af public service fra de brede medieforlig til de snævre finanslove, så vil konsekvensen enten på kort eller lang sigt være, at vi får en mere politisk styret produktion, en mere kortsigtet tænkning og nogle mindre uafhængige medier.

Det danske mediebillede bliver lidt mere Putinsk og Berlusconisk.

Når public service kommer på finansloven, så bliver det ganske enkelt nemmere for politikere at skære ned, nemmere at skjule selvsamme nedskæringerne og nemmere for dem at blande sig i alt muligt. Det danske mediebillede bliver lidt mere Putinsk og Berlusconisk.

Det danske indeholder skal betale prisen
En ting er at DR og de øvrige medier bliver smidt på finansloven – en anden er at DR står foran ganske massive nedskæringer. Det kommer til at få konsekvenser at skulle spare 12,5 procent over en kam og endda have udsigt til større DF'ske nedskæringer fremover.

Dansk Folkeparti vil gerne af med alle de udenlandske programmer - problemet er bare, at de dels er billigere og dels giver ganske pæne seertal. Konsekvenserne for DR bliver derfor ikke mindre udenlandsk tv, men udelukkende mindre dansk tv. Der skal spares knap en halv milliard på DR og da samtlige udenlandske programmer fylder blot 250 millioner, så er det næppe her, man kan finde alle pengene.

Uanset om det vores bedste nyhedsudsendelser eller unik børne-tv i verdensklasse, som der skal vinkes farvel til, så er det farvel til et dansk kerneprodukt.

En pointe som professor i Medievidenskab på Aarhus Universitet, Frands Mortensen i går påpegede overfor Netavisen Pio: ”Pointen er, at udenlandske programmer ikke koster en brøkdel af de danske, da man ikke køber de udenlandske programmer til produktionsprisen, man køber dem på et marked, som er fyldt op med produkter, der er betalt i forvejen”.

Andre steder at finde pengene vil være enten at lukke hele DR2 eller DR3, DR K og Ramasjang samlet set. Ligeledes områder, hvor det vil være det dansksprogede indehold, der kommer til at lide. Uanset om det er vores bedste nyhedsudsendelser eller vores unikke børne-tv, som der skal vinkes farvel til, så bliver vi et dansk kerneprodukt fattigere.

DF svigter danskheden
Jeg er ikke fan af folkene ud i DR og mener på ingen måde, at de er hævet over kritik. Tåbelige beslutninger om hesterejser, overforbrug i direktionen, opskruede cheflønninger og totale fejlskud i dramaproduktionen gør, at der er rigeligt at komme efter.

Og det retfærdiggør intet for DF, at TV-serien ’1864’ var et gigantisk flop af pinlighed, at de gerne vil have hævn over moralister som tidligere dramachef Ingolf Gabold eller at de gerne vil skræmme journalister fra at gå hårdt til netop Messerschmidt, når skandalesagen om Meld og Feld bliver behandlet til foråret. Den slags motiver gør kun det hele endnu mere tragisk.

Danskheden bliver sat under pres og patriotismen får et gok i nødden.

Uanset hvad, så bliver resultatet, at vi får dårligere og mindre dansksproget tv ud af det, at vi får færre og ringere danske dramaproduktioner, at vi indskrænker danske mediers hæderkronede frihed og at vi gradvis mister et afgørende samlingspunkt for alle danskere. Det er et grundlæggende anslag mod Danmark som nation og vores danske værdier.

Kort fortalt er resultatet af Dansk Folkepartis DR-hetz, at de svigter alt, hvad ellers påstår at stå for. Danskheden bliver sat under pres og patriotismen får et gok i nødden.

 

Jens Jonatan Steen er chefredaktør på Netavisen Pio

 

 

 

Jens Jonatan Steen er chefredaktør på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet