Annonce

Appel fra Enhedslisten: Få nu aflivet de mink

Partiets sundhedsordfører og gruppeformand Peder Hvelplund: Lige nu må førsteprioriteten være at få håndteret sundhedskrisen - 12 minkfarme smittet med covid-19 det seneste døgn
Enhedslistens sundhedsordfører og gruppeformand Peder Hvelplund er - som sit parti - stærkt kritisk over for regeringens håndtering af mink-krisen, men lige nu appellerer han til, at alle prioriterer håndteringen af sundhedskrisen med flere og flere smittede mink som det allervigtigste:

Tallene understreger behovet for at vi får slået samtlige minkbesætninger ned i Danmark

“Det er en fuldstændig alarmerende udvikling vi ser: 98 nye minkbesætninger er smittet siden 23. oktober - og nye kommer til dagligt. Vi ved at hver gang en ny farm bliver smittet så er der en risiko for, at der opstår nye mutationer, som kan spredes ud til mennesker. Tallene understreger behovet for at vi får slået samtlige minkbesætninger ned i Danmark, så vi kan undgå  forværring af situationen,” siger Peder Hvelplund til Netavisen Pio.

Hvelplunds appel kommer netop som Fødevarestyrelsen torsdag eftermiddag på Twitter har offentliggjort, at 12 nye minkbesætninger er smittet med Covid-19 det seneste døgn.

Det betyder, at 255 minkfarme nu er smittede med covid-19.

Fødevarestyrelsen oplyser, at antallet af smittede minkbesætninger dermed er steget med 110 i løbet af de seneste 20 dage.

De smittede minkbesætninger befinder sig i 21 forskellige kommuner.

placeholder

 

Kritik af blå partier

Hvelplund mener, at de borgerlige partier udviser uansvarlighed ved ikke at medvirke til at få skabt det nødvendige lovgrundlag for aflivningen af samtlige mink i Danmark:

“Efter vores opfattelse burde regeringen have grebet ind langt tidligere. Regeringen skulle ikke have fraveget forsigtighedsprincippet, man havde i starten af mink-forløbet. Men lige nu udviser de borgerlige partier uansvarlighed i forhold til, at man ikke kan få vedtaget en hastelov, der gør, at vi kan begynde at få håndteret mink-situationen - så man med loven i hånden kan få aflivet de sidste minkbesætninger.“

Men lige nu udviser de borgerlige partier uansvarlighed

Hvelplund understreger, at det derfor her og nu handler om at få vedtaget et lovgrundlag for aflivningen af de resterende mink - hurtigst muligt:

“Selvfølgelig skal vi have undersøgt det forløb, der har været. Vi har selv en skarp kritik af regeringens håndtering, men det er klart, at lige nu handler det om at få håndteret den sundhedskrise, og risikoen for at Danmark skader den nationale, men også den internationale sundhed. Derfor skal vi hurtigst muligt have vedtaget et lovgrundlag, der gør, at minkbesætningerne kan afvikles så hurtigt som overhovedet muligt.”

Intet forslag fra regeringen om bevaring af avlsdyr

Regeringen har i øvrigt ikke foreslået, at man kan bevare 56.000 avlsdyr til en genetikbank.

Det oplyser fødevareminister Mogens Jensens særlige rådgiver, Søren Andersen, torsdag  på Twitter:

“Regeringen har IKKE foreslået at bevare 56.000 mink til en genetikbank,” skriver rådgiveren i en debattråd på Twitter.

I samme debattråd bekræfter de konservatives Rasmus Jarlov, at ideen om at bevare nogle  minkavlsdyr til brug for en genetikbank er noget “vi borgerlige har bedt om at få analyseret.”

Fødevareminister Mogens Jensen har i et interview med TV Midtvest forleden udtalt, at regeringen “ser på”, om det er muligt at bevare mink-avlsdyr. Udtalelsen har skabt stor forvirring blandt minkavlerne og deres forening Danske Minkavlere.

I interviewet siger Mogens Jensen to steder kortfattet noget om avlsdyr:

“Der er jo også stillet forskellige spørgsmål om, hvorvidt det vil være muligt at bevare en mindre gruppe avlsdyr til videre avl. Og det er vi ved at kikke ind i.”

Og:

“Men vi gør, hvad vi kan for at se på, om det er muligt at bevare avlsdyr.” 

På Twitter skriver fødevareminister Mogens Jensen torsdag eftermiddag:

En genetikbank på 56.000 mink, er ikke en farbar vej for branche

"Medier skriver, at muligheden for at bevare en genetikbank på 56.000 dyr er et forslag fra regeringen. Det er IKKE korrekt. Vi har spurgt myndighederne efter anmodning fra andre partier i forhandlinger. En genetikbank på 56.000 mink, er ikke en farbar vej for branche."

placeholder

 

Smittede besætninger i hele Jylland

Fødevarestyrelsen har torsdag eftermiddag udsendt en oversigt over covid-19 smittede minkbesætninger i Danmark.Oversigten viser, at der nu er 255 minkbesætninger, der er smittede med covid-19.

De smittede minkfarme fordeler sig over hele Jylland - dog med langt de fleste i Nordjylland og 11 i Syd- og Sønderjylland.

De smittede minkbesætninger er fordelt på 21 forskellige kommuner.

Nordjylland: I alt 188

Frederikshavn Kommune: 37

Hjørring Kommune: 44

Brønderslev Kommune: 16

Jammerbugt Kommune: 39

Morsø Kommune: 2

Rebild Kommune: 2

Læsø Kommune: 4

Allborg Kommune: 12

Vesthimmerlands Kommune: 13

Thisted Kommune: 19

Midtjylland: 56

Lemvig Kommune: 2

Ringkjøbing-Skjern Kommune: 25

Herning Kommune: 4

Holstebro Kommune: 16

Ikast-Brande Kommune: 3

Skive Kommune: 2

Struer Kommune: 4

Syd- og Sønderjylland: 11

Esbjerg Kommune: 4

Billund Kommune: 3

Varde Kommune: 2

Vejle Kommune: 2

Kilde: Fødevarestyrelsen

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Centrum-højre gambler med folkesundheden. Det har indtil videre været en gratis omgang for dem. Vil de have flere lig på bordet? Flere resistente mutationer gennem 40.000 individer, tæt sammen, ovenpå og ved siden af hinanden?