Forleden udkom bogen 'Det danske klassesamfund' (med tilhørende hjemmeside). Et socialt Danmarksportræt med en lang række spændende analyser af ulighed, indkomstfordeling og social mobilitet. Al mulig ros for det initiativ, men så alligevel.

Hvem i dagens Danmark render rundt og definerer sig selv som tilhørende en arbejderklasse? Næppe nogen, udover nogen fantaster i Enhedslisten.

Forfatterne har valgt at klassificere befolkningen sådan, at man har en overklasse, højere middelklasse, middelklasse, arbejderklasse og underklasse. Hele 47 % af de 18-59-årige er i den forbindelse blevet placeret i arbejderklassen. For at kvalificere sig til at komme ud af denne – rykke højere op – skal man have en kort eller mellemlang videregående uddannelse med en indkomst, som er over det dobbelte af medianindkomsten, dvs. ikke under 734.000 kr. Javel ja. Og som sådan bliver de fleste altså fanget ind i at være 'arbejderklasse'.

Hvorfor forfatterne har valgt denne definition, kan man kun undre sig over. Arbejderklassen dækker over et historisk begreb, hvoraf arbejderbevægelsen er udsprunget, og hvor mere end 130 års kamp er gået med at få bugt med den sociale tragedie, som industrialiseringen i 1800-tallet påførte menneskeheden.

Velfærdssamfundet med dets fri og lige adgang til kerneydelser som sundhed, skole, socialhjælp, børnepasning og dets solidariske finansiering, hvor de bredeste skuldre bærer de tungeste byrder, er et unikt projekt, som har skabt et meget lige samfund – et samfund uden klasser. Hvem i dagens Danmark render rundt og definerer sig selv som tilhørende en arbejderklasse? Næppe nogen, udover nogen fantaster i Enhedslisten.

Hvis man spørger politibetjenten og hans frue, som er sygeplejerske, og som har et parcelhus, to biler og to unger, som begge går i gymnasiet, om de føler sig som arbejderklasse, så er svaret givet nej. I stedet vil de givet med stolthed hævde, at de er en del af middelklassen og er godt tilpas dermed.

Og det er en succes, at de tænker sådan. Som Tony Blair formulerede det: ”Enhver som tilhører arbejderklassen og som ønsker fremgang for sig selv og sin familie vil søge at blive en del af middelklassen”.

Den uddannelsesmæssige mobilitet er gået helt i stå med barske konsekvenser til følge. Uddannelse bliver mere og mere determinerende for mængden af frihedsgrader i livet, og den negative tendens går i arv fra generation til generation.

På venstrefløjen er der stadig folk, som bruger tiden til at ærgre sig over den udvikling. Som egentlig synes, at middelklassen er forbundet med materielle goder, som man sagtens kunne undvære, og at den ægte gamle arbejderkultur, hvor alle stod sammen og mødtes til fest i Folkets Hus om lørdagen, var at foretrække. De ønskes en god fest for dem og ligesindede, men regn ikke med noget stort fremmøde!

Vi skal være stolte af at have ryddet op i tidligere tiders armod. Være stolte af at folk har fået øget velstand, mere velfærd og mere frihed. Spar os derfor for at blive proletariseret anno 2012!

Hvis man ser bort fra klassebegrebet, er det faktisk en glimrende analyse, som viser, at den uddannelsesmæssige mobilitet er gået helt i stå med barske konsekvenser til følge. Uddannelse bliver mere og mere determinerende for mængden af frihedsgrader i livet, og den negative tendens går i arv fra generation til generation. En fuldstændig præcis analyse, som det kan anbefales at studere.

Og heldigvis har regeringen netop taget den problemstilling op i forbindelse med lanceringen af en større reform af skolen og ved at påberåbe sig projektet om den dygtigste generation nogensinde.

Hvis dette projekt lykkes, vil fremtidige generationer kun erfare, hvad arbejderklassen var, gennem historiebøgerne.

Louis Pio er pseudonym for en eller flere skribenter, der blandt andet sætter den politiske dagsorden bag murene på Christiansborg i perspektiv.