Annonce

Arbejderklassens fortørnede talerør

ANMELDELSE: Makkerparret Nathan Hannawin og Paul Sng har lavet en vellykket dokumentar om det engelske band Sleaford Mods. Den viser ikke blot de subjektive konsekvenser af et globalt samfund under forandring, men også hvordan det giver sig udslag kunstnerisk.

fem-stjerner

Det usynlige England
Proletariatet. Arbejderklassen. Underklassen. Et ikke altid helt så vellidt barn har mange navne. I de senere år er det imidlertid barn, der så småt igen blevet et varmt emne blandt politikere og kulturelle meningsdannere. Et fremragende eksempel er de to instruktører Nathan Hannawin og Paul Sng. I deres nye dokumentar Sleaford Mods: Invisible Britain, som desværre aldrig fandt vej til de danske biografer, men som efter sin urpremiere sidste efterår på Londons Doc N Roll Film Festival heldigvis er blevet udgivet på dvd og som digitalt download, demonstrerer makkerparret at netop klasse langt fra er et fænomen, som hører hjemme i det forrige århundrede. Tværtimod.

I dokumentarens hovedrolle træffer vi, som titlen rigtignok antyder, den nottinghamske duo Sleaford Mods, bestående af vokalist og tekstforfatter Jason Williamson og dj Andrew Fearn. Bandet brød for to år siden igennem med numre som ”Tied Up In Nottz”, ”A Little Ditty”, ”Tweet, Tweet, Tweet” og ”Jobseeker”, og indtog derpå en position som det nye fortørnede talerør for den engelske arbejderklasse. Med de to anmelderroste udgivelser, nemlig Austerity Dogs (2013) og Divide Exit (2014), i bagagen følger vi dem således fra bagsædet, i omklædningsrummet, fra kulissen, ud på en landsdækkende turné i foråret 2015. En turné, der fører dem ud i hver gudsforladt afkrog af det engelske kongerige, fra Southampton til Barnsley, til små ikke særligt hippe byer. Steder, man måske slet ikke engang vidste eksisterede, og som andre turnerende kunstnere uden at blinke typisk da også har det med at passere forbi.

Dokumentaren kombinerer en blanding af koncertoptagelser, interviews med fans samt scener, hvor filmens to instruktører implicit udforsker, de miljøer, som bandet besøger undervejs. Vi tager filmisk afsæt i en række idylliske og vel nærmest klichéfyldte landskabsbilleder, hvor cricket uden stor besvær rimer på fuglekvidder og Earl Grey. Det tager dog ikke lang tid, før vi får kradset hul på den nationalromantiske fernis, og et noget andet England toner frem – det usynlige England. En virkelighed præget af øget ulighed, fremmedfrygt, social dumping, affolkning af landområderne og manglende tiltro til systemet. Og en virkelighed, der, måske bortset fra tarvelige tv-serier som Little Britain eller Benefit Street, ikke synderligt tit finder vej ind i de engelske stuer samt, foranlediges man til at tro, det engelske parlament.

Med andre ord tegner Invisible Britain et billede af et velfærdssamfund, der hverken politisk eller kulturelt repræsenterer sine svageste, som derpå ender på kanten. En frustration, forsanger Jason Williamson berører således:  "Jeg bliver ved at sige til mig selv, at det skal være slemt, før det kan blive bedre… Vi er bare fucking idioter, er vi ikke? Vi er bare totalt fucking idioter. Mark Watchman sagde engang: Det, du skal huske er, at det ikke er regeringen, du skal bekymre dig om, det er fandeme menneskeheden. Vi er lige ramt ind en mur. Det er det skræmmende ved det. Vi er mangelfulde skabninger, you know.”

Nye tider, nyt sprog
Måske var det også mangelfuldhed, man i kølvandet på filmens premiere kunne spore hos engelske presse. I hvert fald holdte kritikken for alles vedkommende ikke lige tæt. Det gjaldt bl.a. Michael Hann fra The Guardian, som betragtede den som en diffus fornøjelse. En film, forstod man, der ikke kunne finde ud af, om den vil den ene eller det andet, om den vil på turné med Sleaford Mods eller den bare vil bevidne en nation rasle fra hinanden. At filmens instruktører burde vælge mellem de her to narrative spor, ville dog totalt kortslutte dokumentarens egentlige projekt, nemlig, at bevidne hvordan den politiske udvikling i disse år sætter sig kunstnerisk igennem i form af musik, film og litteratur.

Af samme årsag er det bestemt ikke en dum idé, at de to instruktører ikke kun beskæftiger sig med Sleaford Mods, men desuden inddrager en blandet skare af fans, forskere og kunstnere. Som fx A Firm of Poets, et litterært foretagende, hvor to de digtere, Ralph Dartford og Matt Abbott, forud for det engelske folketingsvalg i 2015 lancerede en litterær onlinekampagne med det specifikke formål, at skærpe det politiske engagement i befolkningen samt at komme den politiske fremmedgørelse til livs. Matt Abbott giver selv et eksempel herpå. Med sit antiracistiske digt ”Nazis On The Doorstep” forbinder han klasse, etnisk marginalisering og solidaritet, idet digtet uhøjtideligt illustrerer, hvordan det globale og det lokale uundgåeligt forudsætter hinanden.

Filmens absolutte helte er og bliver dog Sleaford Mods. Bandet repræsenterer da også i særlig grad en ny og anderledes måde at italesætte arbejderklassen, hvorfor de, om det gælder rapgruppen Wu Tang Clan, forfatteren Alan Sillitoe, punkbandet The Sex Pistols eller digteren John Cooper Clarke, ikke bare nøjes med at befamle arvesølvet. Sleaford Mods’ udtryk peger nemlig i stor stil også fremad.

Tag eksempelvis bandets spartanske sceneopsætning, der en smule ironisk leder tankerne hen på det brechtske begreb om verfremdung, hvor en sølle mikrofon flankerer en laptop placeret på toppen af et par ølkasser. Et set-up, der fortolker en udvikling, hvor digitale medier og subjektive bekendelser typisk er to sider af samme sag. Ej at forglemme at bandet samtidigt gør kraftigt op med den nostalgiske forestilling om, at et band nødvendigvis skal bestå af guitarer, trommer og bas.

Her akkompagnerer dokumentarens semiapokalyptiske billeder samt duoens rå og rablende tekstunivers og tørre beats hinanden godt. Begge udtrykker de en længsel efter social retfærdighed, men uden hverken filmen eller Sleaford Mods egentlig fremstår som decideret politiske. Som det bemærkes, er Sleaford Mods nemlig mere, hvad man vil kunne kalde ”social commentary”, altså nogen, der kommenterer på samfundets ve og vel, end nogen, der er dikteret af politiske dogmer.

Vreden, der driver værket
Nummeret ”Jobseeker” er et fremragende eksempel herpå. Under en koncert på spillestedet o2 Academy i Oxford bliver vi her således slæbt en tur med på det lokale jobcenter:

”So Mr. Williamson, what have you done in order to find gainful employment since your last signing on date?”

”Fuck all! I've been sat around the house wanking… and I want to know why you don't serve coffee here. My signin’ on time is supposed to be ten past eleven. It's now twelve o'clock - and some of you strange bastards need executin’.”

Hvad man ikke kan se ud af ovenstående passage, er, at sangen er andet end bare en larmende provokation. Godt nok rammer ordene skånselsløst det engelske socialvæsen lige i sylten, men der er en mening med galskaben. Sangen handler nemlig om, hvordan frustrerede følelser er resultatet af en følelseskold tid, hvor alt det, der ikke kan stoppes i et Excel-ark, ikke kan bringes på vareform, ikke gøres op i kroner og øre, og derfor ikke kan sættes flueben ved, tilsyneladende heller ikke slet har nogen berettigelse.

Her er det i høj grad den subjektive vrede, som så at sige driver værket. Alligevel overser man noget meget væsentligt, hvis man ikke har blik for nummerets humoristiske potentiale. Humoren skyldes, magtforholdet mellem socialrådgiveren og den arbejdsløse bliver vendt på hovedet, men også det frivole ordforråd, som Jason Williamson ligger for dagen. Med sin brovtende bodegaattitude er det således meget nærliggende at se den selvbiografiske hovedpersonen Mr. Williamson som en komisk hybrid i retning af Kasket Karl og kaptajn Haddock. Eller måske bare en skør onkel.

På den måde fungerer både vreden og humoren som en kreativ ressource, og selvom især vreden kan virke en smule trættende undervejs, må man også sige, at den synes helt vital, hvis man overhovedet på nogen måde skulle italesætte den engelske arbejderklasse anno 2015, ja, 2017 for den sags skyld, på egne præmisser.

Alt i alt er Invisible Britain en vellykket dokumentar, og det er derfor også meget vanskeligt egentlig at sætte en finger på noget, som ikke lykkes for Nathan Hannawin og Paul Sng. Dermed ikke sagt, at vi er vidne til mesterværk. Det er vi bestemt ikke. Men med simple virkemidler og et strejf af opfindsomhed formår de to instruktører alligevel at italesætte de subjektive konsekvenser, ikke mindst for arbejderklassen, af et globalt samfund under forandring, og hvordan det giver sig udslag kunstnerisk i sparepolitikkens regnvåde England.

FILMEN KAN STREAMES HER: www.invisiblebritain.com/watch/

Kulturskribent og anmelder


Flere artikler om emnet