Arbejdermuseet slår alle rekorder

Særudstilling om håndværk og faglig stolthed har lokket rekordmange på museum. 116.00 gæster besøgte museet i 2019.
Hvis du troede industriarbejdere, havnearbejdere og arbejdere generelt var gået af mode, så tager du helt fejl. Arbejdermuseet havde nemlig et ekstraordinært godt år i 2019.

Et rekordstort antal gæster var fordi museet i Rømersgade i indre København. Besøgstallet blev det bedste i museets 36 år lange historie med intet mindre end 116.000 gæster.


De unge flokkes til udstilling om håndens arbejde

Særligt én gruppe skiller sig blandt de mange besøgende, nemlig børn og unge. Ikke færre end 24.000 børn og unge har deltaget i et af museets undervisningstilbud om alt fra børnearbejde, uddannelsesvalg og politisk aktivisme. Et tal, der placerer museet som et af de bedst besøgte kulturhistoriske undervisningssteder i landet.

De besøgende bliver taget med rigtig tæt på

Ifølge museets direktør bærer udstillingen Håndens Arbejde en stor del af æren for det fine resultat for 2019. Med særudstillingen har museet forsøgt at bidrage til en positive dagsorden om betydningen af de praktiske fag.

“Udstillingen tager fat i en udfordring, som rigtig mange mennesker er optaget af og bevidst om, nemlig at der kommer til at mangle faglærte på det danske arbejdsmarked i de kommende år,” siger museumsdirektør Søren Bak-Jensen til Netavisen Pio.

I september 2019 modtog Arbejdermuseet en international museumspris for museets evne til at engagere unge i udviklingen af museets udstillinger, hvor særligt udstillingen Håndens Arbejde blev fremhævet.

 

Den faglige stolthed sælger billetter

I særudstillingen sætter Arbejdermusset fokus på det gode håndværket og den faglige stolthed, men viser også bagsiden af et liv som håndværker.

“De besøgende bliver taget med rigtig tæt på. De får et indblik i hverdagen og uddannelseslivet inden for de tekniske og erhvervsrettede fag. Hvordan det har udviklet sig historisk, og hvordan det er i dag. Hvad er det for nogle fællesskaber, man bliver en del af, men også hvad det er for nogle bagsider, som findes, med sexisme og nedslidning,” siger Søren Bak-Jensen.
 



Blær dig med dit svendestykke 

Missionen for Arbejdermuseet er klar: Flere unge skal se mulighederne i at gå den faglærte vej. Derfor opfordrer Arbejdermuseet de unge faglærte til at inspirere andre unge ved at dele deres hverdag og faglige stolthed på Facebook og instagram med ordet #Mitsvendestykke.

“Det er en stor og samlet indsats, der skal gøres, for at få flere unge til at se mulighederne i at vælge en teknisk uddannelse. Det er en meget stor opgave,” siger Søren Bak-Jensen.

I en video på Youtube fortæller murer Mette Schak Dahlmann og murerlærling Sebastian Castro Moran om murerfaget og de fordomme, de møder som håndværkere:

placeholder

Svært at lokke erhvervsskoleelever til 

Selvom udstillingen tager udgangspunkt i hverdagen som håndværker, så har det faktisk vist sig at være en udfordring at få erhvervsskolernes ind og besøge udstillingen, fortæller museumsdirektøren.

Der er simpelthen bare ikke den samme tradition for, at erhvervsskolerne bruger museerne

For selvom faglærte og lærlinge har bidraget til udviklingen af udstillingen, så er der stadig stor forskel på kulturen på erhvervsskolen og gymnasiet.

“Det har været et langt sejt træk at få skabt samarbejder med erhvervsuddannelserne i forhold til at få dem til bruge de undervisningsforløb, som vi har udviklet specifikt til dem. Der er simpelthen bare ikke den samme tradition for, at erhvervsskolerne bruger museerne,” fortæller Søren Bak-Jensen, der mener, at den forskel kan lægge kimen til, at faglærte kun i begrænset omfang bruger museerne.

Noget af skævheden i kulturforbruget bliver måske skabt her

“Rigtig mange børn og unge kommer på museum som en del af folkeskolen, men hvis man vælger en erhvervsrettet uddannelse, så holder det ligesom op. Noget af skævheden i kulturforbruget bliver måske skabt her, og det vil vi gerne tage et ansvar for at forsøge at rette op på,” siger museumsdirektøren.

Danmarks fem mest besøgte museer: 

  1. Louisiana (755.584 besøgende) 

  2. Den gamle by i Århus (546.485 besøgende) 

  3. Aros (508.008 besøgende)

  4. Ny Carlsberg Glyptotek (448.934 besøgende)

  5. Christiansborg Slot/Folketinget (436.693 besøgende)

Sarah Scheer er podcast-redaktør på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce