Arbejderne skal hjem til Socialdemokratiet

Socialdemokraterne skal genetablere forbindelsen industriarbejderne i blå kedeldragter gennem en aktiv erhvervs- og uddannelsespolitik. Det indebærer blandt andet, at 100 års alliance med de radikale skal droppes, skriver den socialdemokratiske folketingskandidat Rasmus Stoklund i en ny debatbog.
For 100 år siden udgjorde den privat ansatte industriarbejder rygraden i arbejderbevægelsen og stemte med overvejende sandsynlighed på Socialdemokratiet. Sådan er det ikke længere. I dag har mange vendt Socialdemokratiet ryggen, og stemmer i stedet på Venstre eller Dansk Folkeparti.

Det skal der laves om på, mener den socialdemokratiske folketingskandidat i Frederikssund, Rasmus Stoklund Holm-Nielsen, som med debatbogen Til Blå Bjarne – En debatbog om Socialdemokratiet, globaliseringen og fremtiden efterlyser et stærkere socialdemokratisk fokus på industri og produktionsarbejdspladser, så partiet igen kan blive det naturlige førstevalg for privatansætte mænd i blåt kansastøj.

”Hvis Socialdemokratiet ikke nu eller i fremtiden formår igen at blive Blå Bjarnes førstevalg, er afstanden til den historiske rolle blevet for stor; Socialdemokratiet må aldrig kun blive et samlingspunkt for ensidige ønsker om større offentligt forbrug eller flere offentligt ansatte eller om at varetage de svagestes interesser. Arbejderbevægelsen blev grundlagt af folk, der arbejdede, og Socialdemokratiets fokus skal være på middelklassen”, skriver Rasmus Stoklund i bogens indledning.

Globaliseringen kræver socialdemokratiske svar
Blå Bjarne var særligt op til folketingsvalget i 2011 en modelperson, som repræsenterede den type af vælger, partiet omkring årtusindeskiftet tabte i stor stil til Venstre og Dansk Folkeparti: Faglært, privatansat arbejder med egen bil der bor i forstæderne.

Forud for valget lavede Socialdemokratiet mange interne analyser af, hvordan Blå Bjarne kunne hentes tilbage til Liste A. Efter valget i 2011 blev betegnelsen ’Blå Bjarne’ internt blandt socialdemokrater også brugt om den nye finansminister, men det er en helt anden historie.

Ifølge Rasmus Stoklund har især globaliseringen skabt en utryghed blandt de klassiske Blå Bjarne-vælgere, som Socialdemokratiet ikke har formået at give svar på. Produktionsarbejdspladser bliver nedlagt eller flyttes til lande hvor det er billigere at producere, samtidig med at indvandring og EU’s frie bevægelighed kan resultere i social dumping og presse lønningerne.

Samtidig har store dele af centrumvejstre i alt for mange år ifølge Stoklund købt præmissen om, at vi i dag er et videnssamfund, der skal leve af at tænke kreativt, mens det der med produktion og fabrikker er noget vi kan overlade til kineserne.

I stedet har centrumvenstre kastet sig over emner som miljø, dyrevelfærd og minoriteters rettigheder, der måske ikke står øverst på Blå Bjarnes ønskeliste. Til tider virker det endda som om man nærmest har modarbejdet Produktionsdanmark, blandt andet med høje grønne afgifter.

Rasmus Stoklund 2
Folketingskandidat - og nu også forfatter - Rasmus Stoklund Holm-Nielsen

Centrumvenstre stirrede sig blinde på videnssamfundet
Tendensen har været særligt udtalt blandt venstrefløjen og hos De Radikale, men har også smittet Socialdemokratiet. I det hele taget deler Stoklund bogen igennem stikpiller ud til venstrefløjen og De Radikale, som går rundt i deres ”naive forestillinger om, at alt bliver godt, hvis blot danskerne bliver mere tolerante, investerer flere penge i biodynamiske iværksættere og skrotter deres biler.”

Ifølge Rasmus Stoklund er videns- og produktionsarbejdspladser hinandens forudsætninger, og vi har brug for begge dele, hvis vi fremadrettet skal bevare vores velstand. Som konsulent i Dansk Metal har Stoklund selv besøgt mange produktionsarbejdspladser, og har på den baggrund oplister han en række forslag inden for erhvervs-, arbejdsmarkeds- og uddannelsesområdet, som skal styrke produktionsvirksomhederne.

Han nævner en række konkrete forslag, fra skatterabatter for nystartede virksomheder og bedre samarbejde mellem universiteter og virksomheder til nye uddannelser målrettet ny 3D-tekonologi. Det kan til tider virke en smule nørdet, men omvendt demonstrerer Stoklund, at der er en bred vifte af hjul der kan drejes på, og at erhvervspolitik er andet en blot skatter og lønninger.

Dansk Folkeparti skal erstatte De Radikale
Rasmus Stoklund har også dedikeret et afsnit til ønsket om en stram udlændingepolitik. Det kan virke som et lidt mærkeligt skifte at gå fra at tale om 3D-printere og opkvalificeringsmuligheder til at opliste statistikker over hvordan indvandrere og deres efterkommere klarer sig i forhold til beskæftigelse og kriminalitet.

Men Stoklund mener, at en stram udlændingepolitik er afgørende for at sikre en stærk sammenhængskraft, og dermed Blå Bjarnes opbakning til velfærdssamfundet. ”Det er uomtvisteligt, at den ikke-vestlige indvandring til Danmark må begrænses så meget som muligt, da de kulturelle forskelle, som det igennem årtier har vist sig vanskelig at forene, fylder for meget og ikke må blive større”, skriver han blandt andet.

Endnu mere kontroversielt bliver det, da Stoklund går over til at se på, hvem Socialdemokratiet skal samarbejde med for at bære politikken igennem. Ifølge Stoklund er Dansk Folkeparti her en mere oplagt samarbejdspartner end De Radikale, både når det gælder arbejdsmarked, uddannelse og indvandring.

”Værdipolitisk tror jeg, mange af Dansk Folkepartis vælgere har meget til fælles med Socialdemokraternes”, skriver han og fortsætter, at ”en S-regering med Dansk Folkeparti som en del af det parlamentariske grundlag kunne være et spændende regeringsalternativ. ”

Adgangskrav for at blive folketingskandidat?
Også Stoklunds forslag til reform af det socialdemokratisk partiapparat vil uden tvivl få tillidsfolk rundt om i landet op ad stolen. Han lufter efter amerikansk forbillede muligheden for en løsere og mindre hierarkisk partistruktur, der kan frigøre ressourcer fra det organisatoriske arbejde. Med tanke på, hvor meget mange socialdemokratiske tillidsfolk går op i formalia og paragraffer, kan en sådan omstilling have lange udsigter.

Rasmus Stoklund foreslår også, at der fremover vedtages en række ”opstillingskriterier” med blandt andet krav om erhvervserfaring og uddannelse for at blive socialdemokratisk folketingskandidat. Det skal ifølge Stoklund sikre en mere mangfoldig folketingsgruppe, hvor der bliver mere plads til faglærte arbejdere.

Hvad med prioriteringerne?
Uanset om man er enig med Stoklund eller ej, så er han velformulerede og skarp i sine budskaber, og med 199 kildehenvisninger ligger der også et stort stykke researcharbejde bag bogen, hvor der flittigt citeres fra rapporter og undersøgelser.

Selvom Rasmus Stoklund kommer vidt omkring, så kaster han sig aldrig for alvor over spørgsmålet om prioritering. For hvis Socialdemokrater skal være mere for de privatansatte og gøre mere for at sikre gode forhold for industrien, hvem og hvad skal Socialdemokraterne så gøre mindre for?

Det er fint med paroler som ”det offentlige og det private er hinandens forudsætninger, ikke hinandens modsætninger”, hvilket jo er grundlæggende rigtigt. Men politik handler også om konkrete prioriteringer. Tror vi pengene på næste års finanslov er bedst brugt på skatterabatter og lavere energiafgifter til erhvervslivet, på mere efteruddannelse eller på flere hjemmehjælpere og sygeplejersker?

Vi så dilemmaet i forbindelse med Vækstplanen i 2013, der sænkede det offentlige forbrug for at lette miljø- og energiafgifter. Den blev overvejende vel modtaget af Dansk Metal og 3F, der har mange medlemmer i konkurrenceudsatte industrivirksomheder, mens især FOA rasede over planen. Stoklund skal selvfølgelig ikke fremlægge forslag til næste års finanslov, men det havde været interessant at høre nogle overvejelser om emnet.

I den forbindelse er der jo også det mere grundlæggende spørgsmål, om Socialdemokratiet kan blive bedre til at favne Blå Bjarne, der jo ofte har både en pæn indkomst og egen bil og bolig, uden samtidig at skubbe andre vælgergrupper, for eksempel offentligt ansatte eller folk på overførselsindkomst, fra sig.

Stoklund skriver ganske vist, at ”Målet er ikke at tækkes Blå Bjarnes særinteresser, men derimod at bevise over for ham (…) at Socialdemokratiet vil bevare og skabe et Danmark med gode arbejdspladser”, men går ikke for alvor ind i en diskussion af, hvad det kræver af politiske prioriteringer. Disse spørgsmål er i hvert fald givet videre til yderligere debat.

Oplæg til videre debat
Alt i alt har Rasmus Stoklund leveret en meget læseværdig bog, der sætter fokus på et område, som længe har været forsømt hos centrumvenstre. Med bogen følger ikke blot en analyse af, hvorfor Socialdemokratiet har tabt en stor del af de klassiske arbejdere, men også en række på, hvordan han kommer tilbage, som kan danne grundlag for en spændende diskussion.

En debatbog skal selvsagt ikke vurderes på, om alle kan skrive under på de forsalg, der præsenteres. Tværtimod skal den, som navnet antyder, lægge op til debat ved at sætte foden ned på de ømme punkter og præsentere forsalg, der kan provokere til yderligere debat. Og det må man sige, at Rasmus Stoklund gør. Både når det kommer til politikken, taktikken og den interne organisation, er der rigeligt at tage fat på.

 

Rasmus Stoklund Holm-Nielsen: Til Blå Bjarne – En debatbog om Socialdemokratiet, globaliseringen og fremtiden, Skriveforlaget 2016, 213 sider. Fire ud af fem stjerner.

til-blaa-bjarne


Kommentarer fra Facebook