Arbejderne sidder i dag på en markant mindre del af den velstand, der skabes i samfundet, end de gjorde for 40 år siden. Hver gang de udviklede økonomiske lande i 1970 tjente 100 kroner, fik lønmodtagerne de 55 kroner. I 2014 var det tal faldet til 51 kroner. Og andelen har med enkelte undtagelser, blandt andet i forbindelse med finanskrisen, været stødt nedadgående siden midten af 1970’erne. Den fremgår af den seneste World Economic Outlook-rapport fra IMF.

IMF har målt den såkaldte ’lønmodtagerandel’, der måler hvor stor en andel af den samlede indkomst i samfundet der går til lønmodtagerne i form af løn og arbejdsgiverbetalte sociale bidrag. Deres faldende andel kan dermed ses som et udtryk for, at lønmodtagerne ikke får del i den stigende produktivitet, der skabes i samfundet. Det vil også, alt andet lige, trække i retning af større økonomisk ulighed i samfundet, skriver IMF.

Ud af verdens 50 største økonomier oplevede de 29 et fald i lønmodtagerandelen fra 1991 til 2014. De 29 lande tegnede sig tilsammen står for to tredjedele af verdens samlede BNP. Den faldende lønmodtagerandel ses ikke kun i ’gamle’ økonomier som USA og Tyskland, men også i nye fremstormende økonomier som Kina og Indien.

Faldende faglige organisering kan ifølge IMF være en medvirkende forklaring til udviklingen, fordi det svækker lønmodtagernes forhandlingskraft over for arbejdsgiverne. Derudover skal de primære forklaringer ifølge IMF findes i den teknologiske udvikling og globaliseringen.

Ser man på de 35 såkaldte veludviklede økonomier, så faldt lønmodtagerandelen siden 1991 i de 19, der tilsammen står for næsten 80 procent af den samlede BNP. Der er dog også store forskelle mellem de rige lande. Irland, Tyskland, Østrig og USA er blandt de lande, hvor lønmodtagerandelen er faldet mest. Til gengæld er lønmodtagerandelen steget i Storbritannien, ligesom det også er tilfældet i både Danmark, Sverige og Frankrig.

Lidt overraskende ligger Grækenland helt i toppen blandt de vestlige lande, hvilket formentlig snarere skal ses i lyset af, at den samlede indkomst i landet er faldet betydeligt på grund af krisen, og lønningerne derfor relativt set udgør en større andel af den samlede indkomst.

Maskiner erstatter lønninger
IMF har i sin rapport set på tre typer af forklaringer: Den teknologiske udvikling, globaliseringen samt institutionelle og politiske ændringer, herunder ændringer i hvor mange der er medlemmer af en fagforening.

Den vigtigste forklaring er ifølge IMF den teknologiske udvikling i form af automatisering af arbejde. Ifølge IMF kan omkring halvdelen af den faldende lønmodtagerandel forklares med teknologisk udvikling. Den betyder nemlig, at virksomheder i stigende grad udskifter arbejdskraft med maskiner. Det gælder naturligvis især i de brancher, der er præget af rutinearbejde, som nemmere kan automatiseres. Dermed sker der en forskydning i retning af, at flere penge bruges på maskiner, mens færre penge bruges på lønninger til medarbejderne.

Globaliseringen spiller også en rolle. Her er det ikke så meget omfanget af handel mellem landene, der har betydning for om lønmodtagerandelen falder, men derimod i hvor høj grad de er integreret i det IMF kalder den globale værdikæde, hvor produktionen brydes op i mindre enheder og placeres i de dele af verden, hor den anses for at være mest rentabel.

Når arbejdspladser flyttes fra udviklede til mindre udviklede lande, så er det oftest de arbejdspladser der er mest ’arbejdsintensive’ i de velstillede lande, det vil sige der hvor en relativt størst andel af omkostningerne går til arbejdskraft frem for til maskiner. I de udviklede lande er de udflyttede arbejdspladser dog oftest mindre arbejdsintensive en den gennemsnitlige arbejdsplads. Dermed falder lønmodtagerandelen i både de lande, arbejdspladserne flyttes fra, og de lande, der modtager arbejdspladserne.

Lønmodtagerne står svagere
Endelig finder IMF også frem til, at den faldende faglige organisering har betydning for lønmodtagernes forhandlingsstilling over for arbejdsgiverne, og dermed for deres andel af den samlede indkomst. Ifølge IMF er den gennemsnitlige organiseringsgrad i de udviklede lande, altså den procentdel af den arbejdende befolkning, der er medlem af en fagforening, faldet fra cirka 35 procent i 1970 til 20 procent i 2015.

IMF skriver dog samtidig, at det er vanskeligt at adskille de forskellige faktorer, idet både den teknologiske udvikling og globaliseringen givetvis også har haft en indflydelse på lønmodtagerorganiseringen. Så spørgsmålet om, hvad der præcis er årsag til hvad, er ikke helt entydig.

Forskellene landene imellem forklares også i høj grad af, hvor eksponerede de er over for henholdsvis teknologisk udvikling, globalisering og faglig organisering. Her har lønmodtagerne USA og Tyskland ikke klaret sig godt, hvis man ser på de seneste årtier, mens lønmodtagerne i Danmark altså ser ud til at være sluppet langt bedre fra de tre udfordringer.