Ud over det historiske årsresultat glæder AL sig også over, at banken for niende år i træk er kåret som Danmarks mest populære bank af meningsmålingsinstituttet Voxmenter. 50.000 danske bankkunder har givet deres mening til kende, og AL vinder blandt andet på stor tilfredshed med bankens kunderådgivning.
”Det er glædeligt, at vi igen i år skaber gode resultater i banken og frem for alt gør det samtidig med, at vi er danskernes foretrukne bank. For 9. år i træk. Det her viser, at man godt kan være en solid bank og have etikken med i bagagen”, fortæller 3F’s formand Per Christensen, der er bestyrelsesformand for Arbejdernes Landsbank, til Netavisen Pio.
ALKA-salg giver en halv milliard
En del af forklaringen på den økonomiske succes skyldes, at AL har fået 10.000 nye kunder i løbet af 2017. Mens også salget af forsikringsselskabet ALKA før jul har bidraget til et markant større overskud end ventet. AL var blandt de store aktionærer i ALKA, og salget har sikret AL en kursgevinst på en halv milliard kroner.
”Tilgangen af kunder viser tydeligt, at vi har den rigtige opskrift. Vi er mere end en bank. Det skyldes dygtige medarbejdere og ledelse som igen har gjort det godt i et marked, som hele tiden oplever store omvæltninger – blandt andet på baggrund af digitaliseringen”, lyder det fra Per Christensen.
Derudover betyder de gode økonomiske konjunkturer, at AL har haft et såkaldt nedskrivningsniveau tæt på nul procent. Det vil sige, at banken næsten ikke har tabt penge på udlån, hvor kunderne ikke har kunnet betale lånene tilbage. Det har til gengæld åbnet op for, at banken har kunnet foretage store investeringer i nye digitale løsninger, som skal sikre bedre
”Vi er super tilfredse med resultatet. Det er historisk stærkt, og det bekræfter på alle måder, at 2017 har været et fantastisk år i Arbejdernes Landsbank. Vi oplever en solid vækst i kerneforretningen, og kunderne strømmer fortsat til”, lyder det fra Gert R. Jonassen, ordførende direktør i Arbejdernes Landsbank.
99 års arbejderhistorie
Arbejdernes Landsbank blev grundlagt i 1919. Målet var at lave en bank, hvor arbejderbevægelsen, det vil sige Socialdemokratiet, fagbevægelsen og de kooperative virksomheder, kunne placere deres opsparinger. Eksempelvis de penge, fagbevægelsen havde sparet op til en fremtidig konflikt på arbejdsmarkedet. Blandt initiativtagerne var Socialdemokratiets formand, Thorvald Stauning.
Senere har banken i højere grad fået fokus på også individuelle kunder, blandt andet ved at yde lån til lønmodtagere, der har ønsket at købe hus og bil. Det er dog stadig fagbevægelsen, der ejer størstedelen af AL. 3F-formand Per Christensen er formand, og Metal-formand Claus Jensen er næstformand.
Efter salget af forsikringsselskabet ALKA kort før jul er Arbejdernes Landsbank nu en af de sidste store kæmper fra den oprindelige arbejderkooperation, der stadig er ejet af arbejderbevægelsen. Det har altså tilsyneladende ikke gjort bankens succes mindre.