Arbejder-troubadouren vil have stoltheden tilbage

Sang og musik har altid bundet mennesker sammen i fællesskaber, der strækker sig fra lejrbålet til fodboldstadions og verdensomspændende bevægelser
Arbejdersangen har med sit politiske budskab altid været en vigtig del af den internationale arbejderbevægelse, og den har stadig en stor rolle at spille, når sammenholdet skal tætnes og forhindringer overkommes. Det mener den danske arbejderbevægelses troubadour nummer et Carsten Bo Jensen, som Netavisen Pio har talt med.

Grundlæggende står man der i dag, hvor man stod der for 30 år siden. Kampen er den samme i ny skikkelse

Carsten Bo har altid været en del af arbejderbevægelsen. Hans far var Erling Jensen, der først var forstander på LO-skolen, og siden socialdemokratisk folketingsmedlem og minister i 12 år. Senere blev Carsten Bo selv medlem af både amtsråd og folketing, og var socialdemokratisk borgmesterkandidat i Helsingør.

Med hele tolv sange i Arbejdersangbogen er der ikke tvivl om, at han er den rigtige person at tale med, som den mest toneangivende figur i den danske arbejderbevægelses musikalske univers.

Stadig behov for at udtrykke holdninger

For nogle mennesker kan arbejdersange i dag virke som noget fra en svunden tid. Et fortidslevn, som ikke mere er relevant for den almindelige kulturforbruger.

Men arbejdersangen har stadig sin eksistensberettigelse i en tid, hvor musikken er præget af computerproducerede beats og amerikanske popsange, hvis eneste formål er at underholde og tjene penge, lyder vurderingen fra Carsten Bo.

”Sproget er blevet et andet, men behovet for at udtrykke holdninger via sang er intakt, ” siger han og uddyber med henvisning til arbejdernes lange kamp for bedre vilkår:

”Grundlæggende står man der i dag, hvor man stod der for 30 år siden. Kampen er den samme i ny skikkelse. Det udfordrer mig, for så er jeg tvunget til, at udvikle mig som sangskriver og skrive i min tid. ”

Kulturen som instrument

At den traditionelle arbejdersang har fået trangere kår - end eksempelvis i 80’erne - har højskolebarnet Carsten Bo ikke svært ved at se, men det ændrer ikke på, at han stadig er en eftertragtet herre i faglige og politiske kredse.

Carsten Bo var for eksempel booket til otte jobs og indslag på Arbejdernes Internationale Kampdag, 1. maj.

Opvæksten med solid rod i den fagligt-politiske højskoletanke og arbejdernes sag, blev i høj grad dannende for arbejderskjalden og hans virke: ”Jeg har altid lært, at arbejderbevægelsen stod for at skaffe bedre og mere lige vilkår for alle mennesker, men samtidigt, at det også er en kulturel bevægelse”.

30 procent af LO’s medlemmer stemmer i dag på Venstre

Selvfølgelighed skaber splittelse i sammenholdet

Kulturen skal i stadig højere grad spille en rolle på den politiske slagmark, lyder hans opfordring. Den skal nemlig minde os om vores identitet:

”Alt for mange mennesker tror, at de har skabt sig selv, og her kan man via kultur forklare, at de gode forhold som vi er vænnet til i dag, ikke er kommet gratis, men er skabt af fællesskabet” formanes der med henvisning til arbejderbevægelsens betydning for den danske velfærdsstats udvikling.

I de seneste årtier har der været en dalende identifikation med arbejderbevægelsen, blandt traditionelle arbejdere:

”30 procent af LO’s medlemmer stemmer i dag på Venstre og ca. det samme antal på DF. Her kan man faktisk bruge historien – herunder sange og kultur mm., til at gøre opmærksom på arbejdernes fælles historie, og hvorfor vi er kommet så langt som vi er” siger Carsten Bo, som en delløsning på den problemstilling, han selv har bragt på banen.

Jeg mødte for nyligt en rengøringsassistent, som gav mig sit kort. Der stod ”cleaning manager

Arbejdersangen skal styrke stoltheden

Et af problemerne er ifølge Carsten Bo, at stoltheden ved at betragte sig selv som klassisk arbejder er på retræte. I dag forsøger både virksomheder og medarbejdere ofte at skjule, når de ansatte udfører hårdt fysisk arbejde. For eksempel ved at bruge fancy engelske titler.

”Stoltheden skal tilbage, ” fortsætter troubadouren, og referer til et selvoplevet eksempel:

”Jeg mødte for nyligt en rengøringsassistent, som gav mig sit kort. Der stod ”cleaning manager”!

Man skal ikke skamme sig over at være rengøringskone, og prøvet at finde på alle mulige alternative navne for det, men derimod finde stolthed i det man laver, uanset hvad man laver. ”Anker (Jørgensen, red) definerede altid den moderne arbejder, som ”en der arbejder” Det tror jeg, at den tidssvarende arbejdersang kan være med til at minde folk om. En arbejder er én der arbejder.”

Man synger dem bare – sammen!

Samfundet er blevet langt mere komplekst og individualistisk, men vi så i forbindelse med OK 18, at den klassiske arbejder finder tilbage til de gamle dyder hvad angår ”De svages stærke sammenhold” når det er alvor og nødvendigt.

Også her er er arbejdersangen en uundværlig brik i helheden, for som Carsten Bo siger inden vores samtale slutter:

”Det der gør sange til så stærkt et våben, er, at man bare synger dem – sammen! ”

 

 

 

 

 


Kommentarer fra Facebook

Annonce