Arbejdsgiverne afviser Vanopslaghs dagpenge-forslag: “Det risikerer at sætte hele vores flexicurity-model ud af kraft”

Kritik fra uventet kant

Arbejdsgiverne afviser Vanopslaghs dagpenge-forslag: “Det risikerer at sætte hele vores flexicurity-model ud af kraft”

Liberal Alliance vil finansiere en oprustning af forsvaret ved at skære dagpengeperioden ned fra to år til kun et år. Dansk Arbejdsgiverforening hælder forslaget ned ad brættet

Alex Vanopslagh (LA), formand
Billedtekst
Alex Vanopslagh (LA), formand
Foto: Liberal Alliance/Kim Jessica Axholt

Arbejdsgiverne i Dansk Arbejdsgiverforening (DA) afviser Liberal Alliances forslag om at skære dagpengeperioden ned fra nu to år til kun et år.  

Liberal Alliance fremlagde i marts en plan for, hvordan partiet vil skaffe 36 milliarder kroner til en markant oprustning af forsvaret, sådan at forsvarsbudgettet fremadrettet kommer til at udgøre 3,5 procent af bruttonationalproduktet. Mod nu 2,4 procent.

Pengene vil partiet blandt andet hente ved at skære dagpengeperioden ned fra nu to år til kun et år. På den konto vil partiet skaffe 8,7 milliarder kroner.

Men den del af planen hælder Dansk Arbejdsgiverforening nu ned ad brættet: 

Læs også:Liberal Alliance vil skaffe milliarder til forsvaret ved at halvere dagpengeperioden: “Det er socialt skævt”

"Det risikerer at sætte hele vores flexicurity-model ud af kraft, hvis vi forringer dagpengene. Som arbejdsgivere ser vi en stærk kobling mellem dagpengene og overenskomsterne, hvor det er let at hyre og fyre, fordi lønmodtagerne også har en tryghed," siger Erik Simonsen, vicedirektør i DA, til netmediet Altinget.

Fordi lønmodtagerne også har en tryghed

Vicedirektør Erik Simonsen forklarer uddybende, at en sideeffekt af at halvere dagpengeperioden kan blive, at der i overenskomsterne kommer et krav om længere opsigelsesvarsler. Og på den måde står gevinsten ved LA-forslaget ikke mål med ulemperne.

Arbejdsgiver-kritik mødes med tavshed fra LA

Netavisen Pio har bedt Liberal Alliances politiske ordfører og beskæftigelsesordfører, Solbjørg Jakobsen, kommentere DA-kritikken.

Men Solbjørg Jakobsen melder tilbage, at Liberal Alliance ikke har kommentarer til kritikken:

“Vi har ikke nogen kommentarer,” skriver hun således i en sms-besked.

Ud over at halvere dagpengeperioden vil LA skaffe andre milliarder kroner til oprustningen af forsvaret ved at fjerne statsstøtten til Danmarks Radio, sænke dimittendsatsen til SU-niveau og afskaffe både beskæftigelsestillægget og den nuværende ordning med 110 procents dagpenge under uddannelse.

Læs også:Vanopslaghs blodbad: Vil have massefyringer i det offentlige

De resterende 23 af de 36 milliarder kroner vil Liberal Alliance skaffe via det såkaldte økonomiske råderum.

S-ordfører: Vil svække den danske model

Socialdemokratiets forsvarsordfører, Simon Kollerup, betegnede tilbage i marts LA-udspillet som socialt skævt:

“LA understreger sin placering som et fløjparti, når man fremlægger så massive besparelser i vores velfærdssamfund. Det er socialt skævt,” udtalte han til Ritzau ifølge B.T.

Mandag har Simon Kollerup kommenteret LA’s forsvarsudspil i et debatindlæg i Børsen:

Trygheden forsvinder

“Når Liberal Alliance foreslår at forringe dagpengene markant, gambler de med et af de vigtigste sikkerhedsnet på det danske arbejdsmarked. For når trygheden forsvinder, gør tilslutningen det samme - og uden opbakning bryder systemet sammen.”

“Det vil ramme fleksibiliteten, gøre det sværere for virksomheder at omstille sig og svække den danske model, der i årtier har været en motor for et stærkt arbejdsmarked og vores økonomiske succes."

Jan Kjærgaard

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.

Kommentarer

Indsendt af Børge Jørgensen (ikke efterprøvet) den Mandag den 05.05.2025 - 19:51

...Det er jo også lige præcis det Liberal Alliance vil. Sætte det Danmark du kender ud af spil. Ødelægge det helt og komplet.

Liberal Alliance er ikke et politisk parti. Men en lobby organisation for Danmarks rigeste - Som de er købt og betalt for.

Tilføj kommentar

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.