Arbejdsgiverne har forstået det - nu mangler vi bare politikerne
Arbejdsgiverne har forstået det - nu mangler vi bare politikerne
Det sker ikke hver dag, at Netavisen Pio roser Dansk Arbejdsgiverforening. Så lad os gøre det, når de har fortjent det
Dansk Arbejdsgiverforening har forstået det, som Pernille Vermund (LA), Anni Matthiesen (V) og andre borgerlige politikere bliver ved med at misforstå: Den danske model er ikke bare snak. Den er konflikt sat i system.
Det er netop pointen.
For når politikere fra Liberal Alliance, Venstre og De Konservative går til angreb på 3F’s blokader, sympatikonflikter og pres mod virksomheder med gule papiraftaler, lyder det altid som et forsvar for frihed.
Den lille virksomhed mod den store fagforening. Den flinke arbejdsgiver mod de røde bøller. Den enkelte mod systemet.
Men den fortælling er falsk.
For den danske model bygger ikke på, at arbejdsgiveren kan vælge den billigste aftale, sætte den i ringbindet og erklære sig fredet.
Læs også:Nu er det officielt: Gule Det Faglige Hus er nu Danmarks største
Den bygger på, at arbejdsgivere og lønmodtagere står over for hinanden som stærke parter. Med penge. Med organisation. Med strejkekasser. Med lockout. Med blokade. Med retten til at sige nej.
Derfor er det prisværdigt, at DA’s direktør, Jacob Holbraad, siger det så klart: Man bliver ikke overenskomstbærende ved at række hånden op og sige: Nu vil jeg gerne med til bordet. Man må kæmpe sig til retten.
Her burde de borgerlige politikere tænke sig om
Jacob Holbraad ved udmærket godt, at fagbevægelsen kan være besværlig. Selvfølgelig er den det. En stærk fagforening er ikke en HR-afdeling med røde faner.
Men DA forstår også, at alternativet er værre.
For hvis parterne ikke selv kan tage konflikterne, hvem skal så? Så bliver det Folketinget. Domstolene. EU. Embedsmænd. Jurister.
Læs også:DA sabler de gule: Vi forhandler med dem, der har kæmpet for det
Her burde de borgerlige politikere tænke sig om. For Danmark har et af verdens mest liberale arbejdsmarkeder, netop fordi staten blander sig mindre end i mange andre lande.
Og det virker.
Afslører et forældet ubehag
Vismændene har netop peget på, at stærke overenskomstbærende fagforeninger ikke bare er en fordel for medlemmerne. De er en fordel for samfundsøkonomien.
Lønnen presses ikke ned. Virksomhederne presses til at investere, organisere arbejdet bedre og øge produktiviteten.
Og når borgerlige politikere alligevel kaster sig ind i kampen mod fagforeningernes konfliktret, afslører de, hvad det i virkeligheden handler om:
Et forældet ubehag ved organiserede lønmodtagere, der har magt nok til at gøre modstand.
Læs også:KA vil gerne have æren for den danske model - bare ikke regningen
Det er bare en dårlig handel for Danmark.
For hvis man svækker fagbevægelsen, svækker man også Dansk Arbejdsgiverforening. Så flytter magten væk fra arbejdspladserne og ind i en verden af jura og politik.
Så taber både arbejderen, virksomheden og os alle sammen.

Kommentarer
Godt sagt. Og tak for det,…
Godt sagt. Og tak for det, også til DA.
Engang var kampen imod…
Engang var kampen imod arbejdsgiverne et kollektivt anliggende. Fordi det var nødvendigt!
I dag foregå den “såkaldte kamp” igennem samtale, uddannelse, fælles interesser og en plan for fremtiden, der involverer en bred vifte af medarbejdere.
Det har “den røde fagbevægelse” og Hænge og Niels Jespersen ikke forstået.
De lever i fortiden!
Den danske model er for længst gået over til nye og moderne pædagogiske metoder!
Revselsesretten af arbejdsgivere er for længst afskaffet i hovederne på danske lønmodtagere!
Hvorfor?
Fordi:
1) Læreres ret til at slå børn i skolen blev endegyldigt afskaffet i hele Danmark i 1967. Forinden havde Københavns Skolekommission forbudt fysisk straf i kommunens skoler i 1951
2) Forældres ret til at slå deres børn, den såkaldte revselsesret, blev endegyldigt afskaffet i Danmark vedtaget ved lov den 28. maj 1997. Siden da har enhver form for fysisk afstraffelse af børn været ulovlig og strafbar på lige linje med vold mod voksne.
Den danske model udvikler sig hele tiden.
Lovgivningen halter blot årtier efter…
Samtale, sund fornuft og fælles værdier trives i det demokratiske danske velfærdssystem, som er udviklet netop i kraft af den danske model.
Hastighedsbegrænsninger, sikkerhedsseler og to-årige eftersyn af køretøjer kombineret med diverse regler som 17-åriges ret til at køre bil, viser velfærdssamfundets udviklingspotentiale:
Antallet af trafikdræbte i Danmark er faldet fra over 1.000 årligt i 1960’erne til historiske lavpunkter i dag. Ifølge de seneste foreløbige opgørelser fra Vejdirektoratet mistede 127 personer livet i trafikken i årets første 11 måneder af 2025. For hele 2024 var det samlede antal registrerede trafikdræbte 145.
Den danske model når den er bedst: Statistik, samtale, nærvær, ansvar og troen på hinanden.
I dagens folketing er der 12 partier plus 5 løsgængere.
Og alligevel har Danmark ifølge statsminister Mette Frederiksen aldrig været et rigere og bedre samfund. Det bedste land i verden.
DA og Niels Jespersen piver!
Uden at der er noget at pive over!
Den sunde fornuft styrer danske lønmodtageres handlinger!
Og ligeledes virksomhedernes!
Ind imellem har de røde fagforeninger blot lidt svært ved at følge med udviklingen.
Hvorfor mon?
“Forinden havde Københavns Skolekommission forbudt fysisk straf i kommunens skoler i 1951”
Hvorfor mon?
Tyg lidt på den Niels?
Niels Jespersen taler og skriver som en dårlig integreret dansker.
Den danske model er samtale, kompromis og fremsynethed!
Konflikt er en by i Rusland!
Tilføj kommentar