Årsagerne betyder noget

Politikere har afvist at finde forklaringer og årsager til terroren. Men vi har brug for at vide mere om hvor den kommer fra og hvad der skaber den, og det handler ikke om at undskylde eller forsvare terroren.
”Vi skal ikke forsøge at finde en forklaring på terroren,” sagde statsminister Helle Thorning-Schmidt, da de danske partiledere mødtes til debat den 8. januar efter terrorangrebet mod Charlie Hebdo i Frankrig.

Terroren bør aldrig forsvares eller undskyldes. Men med både det franske og nu det danske terrorangreb i mente må man spørge sig selv, om vi har brug for at vide mere om hvor den kommer fra og hvad der skaber den.

I forlængelse af Statsministeren sagde Kristian Thulesen Dahl følgende:

Vi skal ikke forsøge at finde en forklaring på sådan en handling. Hvis man forsøger at finde en årsagssammenhæng, er der en risiko for, at man også prøver at finde en undskyldning for det. Den bane vil jeg ikke ud på.”

Terroren bør aldrig forsvares eller undskyldes. Men med både det franske og nu det danske terrorangreb i mente må man spørge sig selv, om vi har brug for at vide mere om hvor den kommer fra og hvad der skaber den.

Det handler ikke om at risikere at bevæge sig ud i lange undskyldninger om ’det er samfundets skyld’, men om at forstå årsagerne, så vi kan forebygge lignende ugerninger og sætte ind hvor det virkelig batter.

For der er ingen tvivl om, at politikerne ikke aktivt har skabt terroren, som bl.a. forfatter Carsten Jensen kom til at antyde i Politiken. Hverken politikerne eller samfundet har skyld i eller ansvar for konkrete terrorhandlinger. Det er ene og alene gerningsmanden, som skal stilles til ansvar. Men samfundet og politikerne har en klar interesse i at undersøge årsagerne.

Da Mette Frederiksen trådte til som justitsminister, lavede Information et længere interview med hende om den rigtige balance i retspolitikken.

”Hvis man vil være rigtig hård over for kriminalitet, og det er der jo rigtig mange, der gerne vil være, er man det i virkeligheden først, når man også tør være hård over for dens årsager. For der er altid en årsag”, sagde hun. ”For mig er der en meget vigtig skelnen mellem at forsvare og forklare kriminalitet. Man skal aldrig forsøge at forsvare kriminalitet, men man skal saftsuseme forsøge at forklare den.”

Det er en stærk og præcis pointe. Og samme filosofi må og skal også gælde, når vi taler om radikalisering og terror.

Hverken politikerne eller samfundet har skyld i eller ansvar for konkrete terrorhandlinger. Det er ene og alene gerningsmanden, som skal stilles til ansvar. Men samfundet og politikerne har en klar interesse i at undersøge årsagerne.

Vi skal naturligvis diskutere, hvordan vi bedst kan sikre os mod terror, eksempelvis hvordan og hvor meget vi skal bruge overvågning i fremtiden, hvordan politiet skal trænes og ikke mindst hvilket beredskab vi skal have til rådighed.

Men det er i mine øjne lige så interessant at finde ud af, hvorfor de unge bliver radikaliseret. Hvad driver unge mennesker ud i ekstremisme og terrorisme? Er det påvirkning fra radikale religiøse miljøer, dårlig social opvækst eller stigmatisering som minoritet i det danske samfund.

Jeg har ikke svaret. Og svaret skal sikkert også findes som en lang årsagskæde, hvor mange ting er gået galt. Men derfor ønsker jeg også, at spørgsmålet om årsagerne bliver en central del af debatten. Ligesom regeringen er interesseret i at forstå radikaliseringen og undgå, at unge rejser til Syrien som hellige krigere, må vi også se på de på de strukturer og årsager, som ligger bagved. Vi skal kende årsagerne til, at unge mennesker radikaliseres og bliver til terrorister.

Jakob Esmann (f. 1993) studerer retorik på Københavns Universitet, er medlem af DSU’s forretningsudvalg og studentermedhjælper på Netavisen Pio.

Jakob Esmann er student på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook