Asylpolitikken er blevet en kampplads om sandheden

Der foregår en intens kamp om sandheden i den asylpolitiske arena. Socialdemokraterne skal kaste sig helhjertet ind i debatten og holde op med at være bange for sin egen skygge midt i den værste flygtningekrise siden Anden Verdenskrig.
En undersøgelse foretaget af A&B analyse for Altinget viser, at hele 41 proecent af danskerne mener, at det rekordstore antal asylansøgere skyldes ”den politik, som danske politikere fører”. Mens 54 procent peger på ”begivenheder, som flere krige/naturkatastrofer" til at være årsagen.

Til trods for et flertal anerkender den ekstraordinære flygtningekrise, er det alligevel bemærkelsesværdigt mange danskere, der ser det stigende antal asylansøgere som et udtryk for en slapperpolitik på området.

Undersøgelsen må have vækket glæde hos de borgerlige, hvor Inger Støjberg og Dansk Folkeparti som bekendt dyster om, hvem der kan male de største skræmmebilleder af et Danmark, der overrendes af kalkulerende arabere, der er kommet til landet for at blive. Samtidig gør sådan en undersøgelse nas hos Socialdemokraterne, hvor man de sidste ti år har anset partiets overlevelsesregel nummer ét for at være en stram udlændingepolitik.

Ud med automatreaktionen
Det er problematisk, at så mange anser den øgede tilstrømning af asylansøgere som et resultat af regeringens politik, når virkeligheden er, at kravene til asyl ikke har ændret sig siden 2011.

At regeringen har sørget for ordentlige forhold for de asylansøgere, der kommer til Danmark, og nu har givet dem mulighed for at bo og arbejde uden for centrene, ændrer ikke på, at kravene for asyl er de samme. Men til trods for dette faktum kan undersøgelsen på Altinget dokumentere, at en stor del af befolkningen mener, at den øgede tilstrømning skyldes den førte politik på området.

Her er det afgørende, hvilken politik og retorik vi vælger. Og desværre har der været en alt for udbredt tendens til, at det socialdemokratiske svar er for alt i verden at vise, at vi er garant for den stramme udlændingepolitik.

Senest så vi det, da Socialdemokraternes udlændingeordfører Mette Reissmann blev citeret for at sige, at flygtninge er ”uønskede gæster” uanset, hvordan man vender og drejer det. Men automatreaktionen over for Altingets undersøgelse må ikke være, at vi endnu engang skruer op for retorikken for at vise, hvor stramme vi er på asylområdet.

Vi skal stå fast på sandheden
For det første er det umuligt for os at konkurrere med Dansk Folkeparti, som vi blandt andet senest har set med partiets skingrende skøre forslag om oprettelsen af en dansk lejr i Kenya for somaliske flygtninge. For det andet bør en konkurrence med DF heller ikke være noget, vi efterstræber på dette område.

Vi skal stå vagt om de socialdemokratiske værdier om, at vi med så voldsomme humanitære katastrofer har en pligt til at yde en ekstra indsats. Asylpolitikken er blevet en kampplads om sandheden, og Socialdemokraterne bør kaste sig ind på den rigtige side af historie.

I stedet for at løbe efter de 41 procent med svulstig retorik og løfter om stramninger, har vi som politisk bevægelse et ansvar for at oplyse om verdens sande tilstand. En tilstand hvor den værste flygtningekrise siden Anden Verdenskrig har drevet 50 millioner mennesker på flugt.

Anne Paulin (f. 1988) er socialdemokratisk folketingskandidat i Skivekredsen, hvor hun er født og opvokset. Hun er uddannet inden for erhvervsøkonomi og politik.

I forbindelse med det kommende Folketingsvalg, som skal finde sted senest 15. september 2015, har Netavisen Pio bedt en række af de socialdemokratiske kandidater, der for første gang stiller op til Folketinget, skrive en klumme med politiske visioner for venstrefløjen og politiske bank til højrefløjen.

Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Kommentarer fra Facebook