At være eller ikke at være socialist

Diskussionen om, hvorvidt Socialdemokratiet tilhører venstrefløjen, bygger på misforståelser og sammenblandinger af socialisme og demokratisk socialisme.
Der har været ideologisk mumlen i æteren efter, at Finansminister, Bjarne Corydon (S), slog fast i magasinet Ræson Kompakt, at socialdemokraterne ikke tilhører venstrefløjen.

"Det er afgjort forkert at forstå Socialdemokratiet som et venstrefløjsparti (…) For en socialdemokrat er det nok at være socialdemokrat."

Diskussionen hviler på en semantisk misforståelse. Der er nemlig enorm forskel på at være socialist, demokratisk socialist, og venstreorienteret – eller tilhøre venstrefløjen.

Finansministerens udmelding vakte opsigt og en del vrede i baglandet, hvor mange socialdemokrater bestemt ikke deler synspunkt. Ritt Bjerregaard kaldte sågar Corydon for historieløs.

Ifølge politisk kommentator, Thomas Larsen, var der dog intet overraskende i ministerens udtalelse ”for det er jo mange år siden, at Socialdemokraterne drejede væk fra at være et rendyrket venstrefløjsparti”.

Den borgerlige debattør, Jarl Cordua, lagde sig i samme spor, da han til Ræson udtalte, at ”Thorkild Simonsen sagde noget lignende som Århus-borgmester, hvor han sagde, at han ikke betragtede sig selv som ’socialist’. Alligevel vil nok de fleste socialdemokrater betegne partiet som liggende til venstre for midten, men det er ikke det samme som at S tilhører ’venstrefløjen’”.

Hvis vi lader Corydons blanke afvisning af socialdemokratiets historiske rødder på venstrefløjen hænge i luften et øjeblik, mens jeg ifører mig min ekspertkilde-kansas, så tror i al beskedenhed, at diskussionen hviler på en semantisk misforståelse. Hvis jeg må udtale mig så flot.

Der er nemlig enorm forskel på at være socialist, demokratisk socialist, og venstreorienteret – eller tilhøre venstrefløjen. At være venstreorienteret er ikke det samme som at være socialist.

Man kan være det ene uden at være det andet.

Lidt karikeret er socialister, dem, der står på ølkasser og råber på ”100 kr. mere i løn i dag eller vi brænder fabrikken ned ved daggry!”

Revolutionen og resultaterne til forskel

Lad os først slå en ting fast: Socialdemokraterne er ikke et socialistisk parti. Det er parti, der bygger på den demokratiske socialisme. Ingen socialisme uden demokratisme, om man vil. Det fremgår meget klart af partiets principprogram.

Den seneste udgave af programmet fra 2011 er klinisk renset for ordet socialist. Man finder hverken socialist eller socialistisk. Begrebet ’socialisme’ optræder kun to gange i teksten og aldrig uden tillægsordet 'demokrati'.

Når Thomas Larsen snakker om en diskussion, der afgjordes for længst, tænker han formentlig på snakken om det rene, socialistiske element i partiets politik. Debatten blusser undertiden op blandt fodfolk på kongresser, der ønsker en klarere rød linje, men det overvældende flertal af socialdemokrater satte sidste punktum i den debat for lang tid siden.

At være socialist – og kun socialist – betyder, at man vil en radikal anderledes samfundskonstruktion, der kaster kapitalismen på kirkegården. Lidt karikeret er socialister, dem, der står på ølkasser og råber på ”100 kr. mere i løn i dag eller vi brænder fabrikken ned ved daggry!”. Alt eller intet.

Demokratiske socialister er dem, som hellere ved tage 10 kr. mere i løn og lade fabriksejeren være i fred. Dem som hellere sætter sig ved forhandlingsbordet, og er villige til at blive kaldt revisionister, fordi vi lander forlig med de borgerlige.

Socialister foretrækker tilråb fra hængekøjer, demonstrationer og påstår, at man ikke kan bruge Sovjetunionen, Østblokken, Cuba eller nogen af de andre mislykkede kommunistiske utopier som eksempler på socialismens ideologiske fallit. Ifølge die-hard socialister repræsenterer ingen regimer den ’ægte socialisme’.

Om man som rendyrket socialist kæmper for et pluralistisk parlamentarisk demokrati, og kan acceptere den frie markedsøkonomi som en præmis for idealsamfundet, hersker der formentlig mange fortolkninger af. Det må erklærede socialister selv definere.

Lad os vende tilbage til den demokratiske socialisme.

Demokratiske socialister er dem, som hellere ved tage 10 kr. mere i løn og lade fabriksejeren være i fred. Dem som hellere sætter sig ved forhandlingsbordet, og er villige til at blive kaldt revisionister af resten af venstrefløjen, fordi vi lander forlig med de borgerlige. Dem som tager afstand fra planøkonomiens rædsler og accepterer en åben, fri markedsøkonomi som grundlaget for vort samfund.

Vi nærer ingen ønsker om en revolution eller samfundsomvæltning, hvor eliten skal på skafottet til pøbles jubel. Vi vil hellere de mange små skridt i fælleskab gennem kompromisser og forhandlinger mod et rigere, mere lige og mere frit samfund, end vi vil sætte vores lid til illusionen om, at hvis vi kaster samfundet i grus, genopstår der mirakuløst et mere retfærdigt og velhavende demokrati ud af asken.

Tilhører demokratiske socialister venstrefløjen?

Socialdemokratiet er ikke socialister. De repræsenterer demokratisk socialisme. Spørgsmålet er så: Er demokratiske socialister venstreorienterede – tilhører de venstrefløjen?

Corydon siger nej. Thomas Larsen siger nej. Ritt siger ja. Jarl Cordua siger tja.

Vi kan skændes om mange ting i Socialdemokratiet. Guderne vil vide, at det gør vi. Om indvandrere, skattetryk og privatskoler. Både i studenterorganisationen Frit Forum, DSU, i landets partikredse eller i gruppens mødelokale på første sal på Christiansborg.

Socialdemokratiets ideologiske projekt ligger til venstre. Hvor finder man ellers ideen om progressiv personbeskatning, økonomisk omfordeling fra rig til fattig og gratis sundhedsvæsen. Blandt højrefløjens disciple? Næppe.

Men gennem mine snart ti aktive år i politik på græsrodsniveau i partiet, har jeg aldrig skændtes med nogen fra bevægelsens mange institutioner over hvorvidt vi tilhører venstrefløjen, midten eller højrefløjen. Vi kommer ikke udenom, at demokratiske socialister er den fredelige, reformorienterede del af venstrefløjen. Ja, venstrefløjen. For der er ingen tvivl i mit sind om, at jeg er venstreorienteret. Og jeg er overbevist om, at 95 pct. af mine med-medlemmer i Socialdemokratiet vil sige det samme.

Jeg anerkender blankt, at vi er nogen, der vrider os en anelse i stolen, når folk rubricerer os som venstrefløjsfolk. Vi vil hellere kaldes ’moderne venstreorienterede’, ’reformorienteret venstrefløj’ eller blot ’centrum-venstre’. Men vi er samtidig stolte over socialdemokratiets lange, midtersøgende, demokratiske venstrefløjstradition. Vi afskyer socialisternes dogmer, vi lod os ikke smitte af den fascistiske pest i 30’ernes Europa, og vi afviser blankt at ophøje markedet til vor herre.

I den daglige politik ligger Socialdemokratiet i den pragmatiske midte af dansk politik, men vores ideologiske projekt ligger til venstre. Hvor finder man ellers ideen om progressiv personbeskatning, økonomisk omfordeling fra rig til fattig og gratis sundhedsvæsen. Blandt højrefløjens disciple? Næppe.

Når Thomas Larsen siger, at diskussionen er død og borte tager han fejl. Eller bytter rundt på begreberne. For det er ganske rigtigt, at Socialdemokraterne for lang tid siden tog afstand fra at være rene socialister. Men partiet er stadigvæk venstreorienteret og tager sit politiske udgangspunkt i den demokratiske socialisme. Det er et politisk projekt, der så afgjort ligger til på den modsatte siden af højrefløjen. Uanset hvad en nuværende finansminister siger.


Kommentarer fra Facebook