Den socialdemokratiske formand peger på, at ulighed er uretfærdigt, fordi det betyder, at samfundet ikke giver alle samme muligheder. Men ulighed er også skadeligt for hele samfundet, fordi det betyder, at vi ikke er gode nok til at få noget ud af de menneskelige ressourcer, vi har i samfundet.

Som eksempel bruger Mette Frederiksen sin egen farfar, hvis karakterer i skolen lå langt over middel, men som alligevel blev taget ud af skolen for at arbejde, fordi der ikke var penge til, at han kunne fortsætte. Hun slår samtidig fast, at ulighed ikke er en naturlov, men at det er "et politisk valg, om man vil have ulighed eller ikke have ulighed"

Tryghed og tillid har givet unik samfundsmodel
Hun opfordrer i det hele taget deltagerne til at stå op for den danske samfundsmodel med det stærke element af omfordeling. Ikke kun i form af overførsler, men i mindst lige så høj grad i form af fri adgang til velfærdsydelser såsom uddannelse og sundhed. Og et samfund, der sikrer en høj grad at tryghed for den enkelte.

”Tryghed er det allervigtigste, når jeg laver politik. Det er essentielt, at der er et samfund, der kan gribe os”, lyder det fra Mette Frederiksen, der mener at koblingen mellem tryghed og tillid er forklaringen på, at Danmark har skabt et unikt samfund. Hun peger dog samtidig på, at selvom vi på papiret har skabt lige muligheder, så er vi endnu ikke kommet i mål, når det handler om at bryde den negativ social arv, som slår tydeligt igennem i blandt andet uddannelsessystemet og kontanthjælpssystemet.

Mette Frederiksen kigger også ud over landets grænser og peger på, at ”kapitalismen er blevet syg”. Kapitalismen er ifølge Frederiksen ikke i sig selv problemet, men den skal reguleres, og de gevinster, der skabes, skal omfordeles. Det sker ikke i øjeblikket, tværtimod skrumper middelklassen, mens ”woorking poor”, folk der lever i fattigdom på trods af de arbejder, er på fremmarch. Den usikkerhed er ifølge Frederiksen den primære forklaring på både Brexit og valget af Trump i USA.

Frederiksen foreslår at udviklingen imødegås gennem en Europæisk solidaritetspagt med blandt andet fælles minimumsregler for selskabsskat, en skat på finansielle transaktioner, bekæmpelse af skattely og et øget fokus på lønmodtagerrettigheder.

Kan ikke leve af syv timers arbejde om ugen
Herefter går topmødet over til en række kortere temadrøftelser med forskellige debatpaneler. Det første handler om udviklingen i atypiske ansættelser i det offentlige og består af FOA-formand Dennis Kristensen og Københavns sundheds- og Omsorgsborgmester Ninna Thomsen.

Dennis Kristensen fortæller om, hvordan de atypiske ansættelser er på fremmarch inden for FOA’s arbejdsområder i kommunerne. De seneste år er antallet af såkaldte kommunale minijobs på 7 eller færre timer om ugen næsten nidoblet, fra 997 i 2012 til 8.586 i 2015. Blandt FOA-medlemmer på social- og sundhedsområdet er der tale om en stigning fra 57 i 2012 til 524 i 2015.

Dennis Kristensen peger på, at mange kommuner under de seneste års sparerunder har brugt det at sætte medarbejdere ned i tid som et alternativ til fyringer. Der er også fordele for kommunen ved at have folk ansatte færre timer om unge, eksempelvis fordi kommunen så ikke er forpligtiget til at betale for medarbejdernes frokostpause. I dag slås der derfor så godt som ingen fuldtidsstillinger op i kommunerne.

Mens de korte ansættelser giver fleksibilitet for kommunerne, giver det problemer for lønmodtagerne. Et job på syv timer om ugen giver kun godt 4.000 kroner om måneden, hvilket er mindre end man får som SU-modtager. Dennis Kristensen ønsker derfor, at medarbejdere i højere grad får mulighed for selv at vælge at gå op i tid.

De tanker vinder genklang hos Ninna Thomsen, sundheds- og Omsorgsborgmester i København, som genkender billedet af, at medarbejdere i øjeblikket sættes ned i tid. Hun ønsker, at kommunen i højere grad tilbyder medarbejderne en fleksibelt arbejdstid. Nogle vil gerne op i tid, andre vil gerne ned i tid. På sigt kan det måske endda gøres til en rettighed, at medarbejdere selv kan vælge at gå op eller ned i tid, eksempelvis gennem en årlig ”tidssamtale” mellem medarbejder og chef.

Flere atypiske stillinger i Danmark
I næste debatpanel fortæller Mikkel Mailand, forskningsleder hos FAOS, at det efterhånden ikke længere giver mening at tale om atypiske stillinger, fordi de atypiske stillinger i dag bliver mere og mere almindelige. Han deler de atypiske stillinger op i fire – deltidsansatte, midlertidigt ansatte, vikarer der arbejder for bureauer og endelige freelancere. Der kan også være overlap, eksempelvis folk der er imidlertid ansat i en deltidsstilling.

Selvom området er i vækst i Danmark, ligger vi stadig i den lavere ende internationalt, forklarer han. Udviklingen i Danmark er dog stadig markant nok til, at det bør påkalde sig opmærksomhed, og at vi må se på, om den danske model er rustet til at håndtere den ændrede typer af ansættelser, særligt inden for de områder, hvor der ikke er overenskomstdækning. Her risikerer medarbejderne ikke at optjene pension eller ikke at have ret til sygedagpenge.

Lars Werge, formand for Dansk Journalistforbund, fortæller, at man inden for journalistbranchen i mange år har set de tendenser, som nu breder sig til andre brancher.

Han fortæller, at mange journalister skal igennem først et forløb som freelance, herefter et forløb som midlertidig ansættelse, for så endelig – måske – at blive tilbudt en fastansættelse. Han gør opmærksom på, at det er vanskeligt at fastsætte den rigtige pris på freelanceres arbejde, idet freelancere må ikke aftale en fælles pris, da det opfattes som karteldannelse og er i strid med konkurrencelovgivning. Freelancere kan altså ikke organisere sig på samme måde som lønmodtagere.

Arbejdsgivere og fagbevægelse skal sikre den danske model
Dagens sidste panel består af FTF-formand Bente Sorgenfrey, næstformand i Dansk Arbejdsgiverforening Erik Simonsen og næstformand i LO Ejner K. Holst. Spørgsmålet er her, hvordan ændringerne påvirker vores arbejdsmarked og vores velfærdsmodel.

Bente Sorgenfrey taler, om at den store gruppe i midten af arbejdsmarkedet er pressede, fordi lønninger ikke er steget i samme takt som produktiviteten. Hun taler samtidig om, at det bliver en vigtig opgave at sikre bedre vilkår for dem, der arbejder som freelance og andre former for atypiske ansættelser.

Hun peger desuden på det problematiske i, at dagpengenes kompensationsrad er blevet udhulet og fortsat vil blive udhulet de kommende år, fordi det med skatteaftalen fra 2012 blev aftalt, at dagpengesatsen skal stige markant mindre end lønningerne. Det vil især betyde, at mange højtlønnede ikke længere vil kunne få en ret høj dækning, hvilket igen kan få mange højtlønnede til at fravælge dagpengesystemet.

Næstformand i Dansk Arbejdsgiverforening, Erik Simonsen, mener ikke, at der er et problem med kompensationsgraden til de højere lønnede. Han peger på, at a-kasserne for de højere lønnede har størst medlemsandel, og at hvis kompensationsgraden hæves for højtlønnede, så den kommer op på de 90 procent, den oprindelig var tiltænkt, vil det indebære ”en massiv overførsel af midler til de velstillede her i samfundet".

Erik Simonsen anerkender imidlertid, at der er en ”åbenlys udfordring” med atypiske ansættelser i Danmark. Han mener derfor, at den danske model skal rustes til bedre at kunne rumme andre ansættelsesformer ansættelsesformer end den traditionelle

LO’s Ejner K. Holst, næstformand i LO, taler også om vigtigheden af at sikre tryghed og et solidt socialt sikkerhedsnet for den nye gruppe af atypiske ansatte. Han erkender, at den danske model er bygget til et industrisamfund, hvor hovedparten var fastansatte på en overenskomst. Han kalder det et ”værdimæssigt valg” at holde hånden under – men ikke om – de mennesker, der presses på arbejdsmarkedet.

”De eneste der har noget ud af utryghed, er dem der sælger hegn og vagter”, lyder det fra LO-næstformanden.

Læs første del af reportagen fra Ulighedens Topmøde her.