Au pair-frustrationer udstiller elitens kvaler

En smuk tanke om kulturudveksling er blevet reduceret til statslig finansiering af stuepiger for den danske overklasse.
Foto: Colourbox
”Skal jeg gå ned med stress igen? Droppe min virksomhed? Skære ned på de timer, jeg er sammen med mine børn? Blive skilt og dermed deltidsforælder?”

Sådan lyder det fra en frustreret mor og virksomhedsejer, der river sig i håret over udsigten til selv at skulle dække udgifterne til sin au pairs sprogundervisning.

Det øgede gebyr for au pair truer med at lægge hendes liv i ruiner
 

Ansvaret for den forestående skilsmisse, virksomhedslukning og stress rettes mod Dansk Folkeparti og det flertal udenom regeringen, som har hævet gebyret for at få en au pair.

Det er altså de skærpede regler for og det øgede gebyr for au pair-ordningen, der nu truer med at lægge hendes liv i ruiner. Det er indbegrebet af uretfærdighed i overklasse-Danmark.

Gentofe toppper statistikken

Og ja, det er i alt overvejende grad overklassen, der efterspørger de mange filippinske au paris. Det er overklassen nord for København, som i særlig grad  har råd og til au pair. Tal fra 2012 viser, at mere end hver tredje au pair i danske hjem, boede i en familie, i en af de tre velhaverkommuner nord for København, Gentofte, Rudersdal og Lyngby-Taarbæk.

Drop nu overklasse-forargelsen

Den tidligere minister og selvudnævnte cyber-sherif Søren Pind har, med vanlig sans for drama, udråbt det øgede gebyr for at være rendyrket misundelse:

Men seriøst – kæden er jo hoppet fuldstændig af i denne patetiske overklasse-forargelse. Det eneste som er helt uhørt og komplet gak i denne sag, er at staten i praksis har været med til at finansiere velhavernes au pair-ordning.

Kæden er jo hoppet fuldstændig af i denne patetiske overklasse-forargelse

Det giver simpelthen ingen mening, at almindelige skatteydende håndværkere, sygeplejersker eller ufaglærte skal betale for, at en virksomhedsejer eller minister kan have en au pair gående derhjemme til at ordne vasketøj, rengøring og babysitning.

En smuk tanke

Au pair-ordningen er i udgangspunktet en smuk tanke. Da ordningen så dagens lys i 1972 handlede det om at sikre ordentlige vilkår for de mange unge, som rejste ud i Europa med læring for øje.

Formålet med ordningen – som er analyseret i denne SFI-rapport – var at skabe kulturel udveksling mellem parterne. Derfor skulle au pairen også indgå som et familiemedlem - på lige fod med værtsfamiliens øvrige medlemmer.

Jeg er selv opvokset på stor jysk præstegård, hvor de unge piger i huset var en del af vores hverdag

Derfor er det heller ikke ordningen eller dem, der bruger dem, som de gloriepudsende moralister skal kaste sig over. Det er ikke den mindste smule skammeligt at ville have en au pair eller at have behov for hjælpende hånd.

Jeg er selv opvokset på stor jysk præstegård, hvor de unge piger i huset var en del af vores hverdag. Men de var også en del af vores familie og er det på mange måde stadig. Lis, Dorthe og Niels bliver efter snart 40 år stadig inviteret til fødselsdage, får julekort og kommer løbende på besøg.

Det er sådan det burde være – det er sådan det giver mening at have ung pige i huset eller au pair. Med den forskel at kravene til udveksling er endnu større for en au pair

Kronisk overarbejde og verbal mishandling

Men virkeligheden er i dag en helt anden og faktum er, at au pair er rykket sig langt væk fra min barndoms lykkelige minder og naive idealforestillinger.

Med til fortællingen hørerhistorierne om forældre der sender au pair til deres børns forældremøder

Med til fortællingen om livet som au pair hører de nedslående historier om forældre, der sender au pair til deres børns forældremøder, familier der tvinger deres au pairs til kronisk overarbejde (regler siger 5 timer om dagen), verbale mishandlinger, og det der er værre.

Som tidligere au pair, Vanessa Faith Agreda fra Filippinerne, selv udtrykte det i Information, så forventer man heller ikke en stilling som underbetalt og umyndiggjort fuldtidsansat stuepige:  ”Før jeg tog af sted, havde jeg en forventning om kulturel udveksling”.

Netop udveksling og ikke pris bør derfor også være en hver værtsfamilies primære bekymring. Det kræver en fortsat reform af den nuværende ordning, hvor au pairs skal have mere i lommepenge, skal have tydeligere rettigheder og den kulturelle udveksling igen skal tilbage i højsædet.

En ting bør i hvert fald slås tydeligt fast: Au pair ordningen skal IKKE være statsfinansieret hjemmehjælp til overklassen.

Jens Jonatan Steen er chefredaktør på Netavisen Pio. (På orlov)


Kommentarer fra Facebook

Kommentarer

For overklassemoderen må der da være et mere nærliggende alternativ til stress og skilsmisse: hvad med at få overklassefaderen til at betale?