Auken: Derfor tager jeg med respekt imod en orden fra kongehuset

På vej ind ad døren til min første nytårskur hos Dronningen i 2012 fik jeg som nyslået miljøminister uforvarende lavet en mindre majestætsfornærmelse. 

Jeg blev spurgt af den sammenstimlede presse foran Amalienborg, om jeg havde øvet mig på, hvordan man tiltaler majestæten. Til det svarede jeg: 

“Nu skal vi jo faktisk se Dronningen temmelig meget i vores arbejde.” 

Og så fik jeg tilføjet: 

“Måske også mere, end jeg synes, at vi skulle bruge al vores tid på.” 

Det var uhøfligt. Og jeg skulle ikke have svaret sådan. 

Årsagen var, at jeg havde et ambivalent forhold til kongehuset. 

På den ene side kunne jeg instinktivt godt lide de mennesker, vores kongehus bestod af, og som mange andre, der engang har været en lille pige, kunne jeg også godt lide både prinsesser, slotte, baller og flotte kjoler. 

På den anden side var jeg opvokset i en politisk tradition, der så det som problematisk at støtte en institution, hvor nogle mennesker var født til privilegier. I den slags ambivalens kan man let komme galt afsted. 

Men de senere år har mit syn på kongehuset forandret sig. Jeg er ikke længere ambivalent. Jeg støtter det danske kongehus. Og jeg har for nyligt sagt ja til at tage imod en orden. 

Læs også:Uro i Socialdemokratiet om tradition om ikke at modtage ordener 

Det vil der nok være nogen, der bliver skuffede over, men lad mig forklare mine bevæggrunde: 

Der kan i Danmark i dag ikke herske nogen tvivl om, hvem der står øverst af demokratiet og kongehuset. 

Det gør demokratiet. 

Det er os, der demokratisk har besluttet, at vi vil være et konstitutionelt monarki og have en konge som statsoverhoved i stedet for eksempelvis en præsident. 

Det er os som demokratisk valgte, der bestemmer retningen for landet, og kongehuset blander sig ikke i vores politik. 

Kongehuset eller demokratiet

Tidligere i historien kunne man godt komme i tvivl om, hvem der havde magten - kongehuset eller demokratiet. Det var naturligvis et afgørende spørgsmål efter demokratiet blev indført i 1849, hvor kong Frederik 7. frivilligt overdrog sin magt til folket.

I begyndelsen opstod der af og til konflikter mellem monarkiet og demokratiet, og konflikten kulminerede med Påskekrisen i 1920, hvor kong Christian 10. afskedigede den radikale statsminister Zahle og hans regering på grund af uenigheder om det sønderjyske grænsespørgsmål. 

Læs også:Gruppemøde: Nu må socialdemokrater gerne tage imod kongelige ordener

Den socialdemokratiske formand Thorvald Stauning gik sammen med borgerrepræsentationen forrest i et folkeoptog til Amalienborg og fik forklaret kongen, at det kunne få katastrofale følger, hvis han holdt fast. 

Dagen efter bøjede kongen sig, og siden den dag har der ikke for alvor været tvivl om, hvem der bestemmer i Danmark. 

Det var med andre ord med en socialdemokrat ved roret, at der for over hundrede år siden kom en afklaring på det spørgsmål. 

Til middag hos statsministeren

At kongehuset har en vigtig rolle i at sikre sig, at en regering ikke opfører sig grundlovsstridigt, som det eksempelvis skete med Schlüter-regeringen i 1993, hvor dronningens kabinetsekretærs greb ind og forhindrede, at Uffe Ellemann blev konstitueret statsminister, er en anden sag. 

I den sammenhæng kan kongehuset snarere siges at være en vogter over demokratiets grundregler: Grundloven. 

Socialdemokratiet har gennem årene haft en særlig rolle i at grundfæste forholdet mellem kongehuset og demokratiet i Danmark. 

Vi i Socialdemokratiet valgte i 1953 det nuværende system med åbne øjne

Ud over Staunings folkeoptog og vigtige rolle i påskekrisen, kan det også nævnes, at kong Frederik 9. og dronning Ingrid kom til middag hos den socialdemokratiske statsminister H.C. Hansen og hans hustru Gerda i 1955. 

Det, at Kongen kom på besøg hos statsministeren, var et klart tegn på, at der nu ikke længere var nogen uenighed om, hvem der bestemmer i Danmark. 

Både dronning Margrethe 2. og kong Frederik 10. er blevet udråbt af socialdemokratiske statsministre, henholdsvis Jens Otto Krag og Mette Frederiksen, fra folkestyrets centrum Christiansborg. 

Helt tilbage til Louis Pio

Så ligesom der ikke bør være tvivl om, at kongehuset anerkender demokratiet, bør der heller ikke være tvivl om, at Socialdemokratiet anerkender kongehuset. 

Vi i Socialdemokratiet valgte i 1953 det nuværende system med åbne øjne, og hvis ikke medlemmer af Danmarks største systembærende parti skulle anerkende dette system, hvem skulle så?

Man kan endda gå helt tilbage til Socialdemokratiets grundlægger, Louis Pio, og finde en respekt for kongehuset. I Pios sangbog fra 1875 finder man U.P Overbys mindesang til kong Frederik 7., der indledes med ordene: 

“En Grundvold har han givet, med trofast gavmild Haand” og slutter med en hyldest til kongens berømte valgsprog: 

“For Dig var Folkets Lykke, det Maal Du vilde nå”. 

Så hvis nogen mener, at der er tale om et traditionsbrud, når Socialdemokratiet viser sin respekt for kongehuset, så vil en tur tilbage i arkiverne tegne et noget andet billede. 

Læs også:Louis Pios postkasse er snart fortid

Dette er en af grundene til, at jeg har besluttet mig for at tage imod en orden fra kongehuset. Mit parti anerkender institutionen. 

Og netop fordi vi i Danmark har et kongehus og ikke en præsident som statsoverhoved, så er det kongehuset, der uddeler ordner og fortjenstmedaljer. 

Helt på sin plads

I Tyskland har man også ordener til folkevalgte, når de har tjent demokratiet en bestemt årrække, men her er det i stedet præsidenten, der uddeler den. 

At man i Danmark kan blive hædret for at besidde demokratiets fineste hverv, nemlig folkevalgt, er helt på sin plads.

Ligesom politibetjente, sygeplejersker og mange flere kan blive hædret med en fortjenstmedalje for lang og tro tjeneste i det offentlige.

En orden er ”et udvortes Tegn paa erkjendt Borgerværd”, som det hed om Dannebrogsmændenes Hæderstegn.

Læs også:Kongehuset er ikke en anakronisme – men en forankret del af vores demokrati

Læg dertil, at det faktisk er institutionerne selv, der anbefaler kongehuset, hvem der skal modtage en orden. Folketinget fortæller kongehuset, hvem der skal modtage, og så uddeler majestæten ordenen. 

Det er også Højesteret, der indstiller for Højesteret og Erhvervsministeriet i forhold til erhvervslivet. 

Igen - demokratiet tager beslutningerne, kongehuset tager sig af det ceremonielle. Alt er i fineste orden. 

Født med meget tydelige pligter

Tilbage står så det spørgsmål, jeg indledte med: 

Kan man virkelig acceptere, at der er mennesker i et moderne demokrati, der bliver født til nogle særlige rettigheder og privilegier? 

Og her er mit svar:Ja, det kan man godt. For det, der adskiller de kongelige fra os andre, er ikke primært at de er født med særlige privilegier. 

Det er utroligt mange mennesker nu om dage, hvor enorme formuer, netværk, kulturelle privilegier og andet går i arv. 

Læs også:Regenterklæring giver sjældent indblik i en monarks tanker

Nej, det, der er helt enestående for kongehuset, er, at de som de eneste i Danmark er født til meget tydelige pligter. 

Kongen må ikke selv vælge sin tro. Kongen skal stille op, når demokratiet kalder. Kongen har dekorum i stort set hele landet. 

Pligten i højsædet

Hvis der er noget, vores tid har brug for, så er det, at vi igen får pligten i højsædet. Den tyske filosof Simone Weil siger om pligten, at den kommer før retten. 

Hvis ingen føler sig forpligtede, er der heller ingen, der har nogle rettigheder. Hvis et menneske var alene i verden, ville det derfor kun have forpligtelser og ingen rettigheder, tilføjer Weil. 

Et samfund hænger simpelthen ikke sammen, hvis vi ikke føler os forpligtede på hinanden, så hersker kun den stærkestes ret. 

Læs også:Frederik Vad vil bevare brystet bart

Og et velfærdssamfund som det danske kan ikke eksistere, hvis vi ikke lever op til vores pligter som borgere: Betaler vores skat, overholder loven og gør vores bedste for at opføre os ordentligt over for vores næste. 

Dronning Margrethe 2. viste på fineste vis i 52 år, hvordan man kan være inkarnationen af pligt. Og den nye konge ser også ud til at formå og forstå denne rolle. 

Vi har brug for en grundvold

En sidste årsag til, at jeg med årene er blevet mere og mere glad for kongehuset som institution, er, at jeg synes, vi savner varighed og langsigtethed i vores samfund. 

I takt med at alt går hurtigere og hurtigere, og tingene forandrer sig med lynets hast, har vi brug for, at der er noget, der forbliver, som det altid har været. En grundvold, som Overby kaldte det.

Selvfølgelig skal et kongehus forny sig, men aldrig til ukendelighed. Kongens nytårstale var et gennemført flot stykke håndværk ud i den kunstart. 

Sidst men ikke mindst har kong Frederik 10. de seneste uger vist, hvor vigtig han er for sammenholdet i rigsfællesskabet

Det giver en tryghed i disse tider, at der er noget, der bare bliver ved med at være, som det altid har været. Ministre kommer og går, men skift af konger og dronninger kommer man kun til at opleve få af i sin levetid.

Også i et bæredygtighedsperspektiv er det godt med institutioner, der kan lære os at se længere end blot fire år frem i tiden.

Som kirken rækker kongehuset mange hundrede år tilbage i tiden. Hvis man kan tænke hundredvis af år tilbage, bør man også kunne tænke hundredvis af år frem. Og derfor ikke opføre sig som var man den sidste generation på jorden. 

Vigtig for rigsfællesskabet

Sidst men ikke mindst har kong Frederik 10. de seneste uger vist, hvor vigtig han er for sammenholdet i rigsfællesskabet. 

Han har en lang og trofast historie med Grønland. Han har været på adskillige strabadserende slæderejser i Grønland, og ingen kan være i tvivl om, hvor meget han elsker landet. 

Han har givet begge sine tvillinger grønlandske mellemnavne, Ivalu og Minik, og kronprins Christian har han givet det grønlandske kælenavn Nanoq, der betyder isbjørn. 

Ingen amerikansk lobbyist vil kunne betale sig til den form forbindelse til det grønlandske folk, for hvem navne og trofasthed selvfølgelig er af allerstørste betydning. 

Læs også:Medlemmer af EU-Parlamentet vil kunne modtage kongelige ordener - Pia Kjærsgaard: “Pinligt”

Demokratiet står over monarkiet. Det hersker der ikke tvivl om. Men jeg bøjer mit hoved i respekt for institutionerne, der har valgt at tildele mig en orden for mit arbejde. 

Det er i sidste ende det danske folk, der uddeler de danske ordener. Det er dem, der har valgt os år efter år og givet os det fineste, vi kan få, nemlig deres tillid. 

Jeg siger tak og i øvrigt tillykke med fødselsdagen til Danmarks nye konge.