Annonce

Auken stiller op på Frederiksberg og ny aftale om modregning på vej

Netavisen Pio samler de væsentligste historier fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang
Ida Auken stiller op på Frederiksberg ved næste folketingsvalg, ny aftale om partner-modregning på vej og hårdere straffe til vanvidsbillister.

Velkommen til dagens Aktuelt.

 

Ida Auken stiller op på Frederiksberg ved næste folketingsvalg

Den nyudnævnte socialdemokrat vælges officielt i morgen som folketingskandidat i Frederiksberg Slotskreds.

Det skriver FrederiksbergLiv - Ugeavisen.dk.

Det er langt fra nogen selvfølge, at en folketingskandidat stiller i den by eller i den valgkreds, han eller hun bor i. Ida Auken bliver således en undtagelse, når statsministeren næste gang udskriver valg til Folketinget.

Den 42-årige folketingspolitiker, som 29. januar i år meddelte, at hun har skiftet parti fra Radikale Venstre til Socialdemokratiet, er nemlig indstillet af en enig S-bestyrelse til at blive folketingskandidat i Frederiksberg Slotskreds.

Valget sker formelt ved en ekstraordinær kredsgeneralforsamling, hvor Ida Auken er eneste kandidat.

Ida Auken har boet på Frederiksberg siden 2007 og føler sig tæt knyttet til byen.

Selvom hun er folketingspolitiker og ikke kommunalpolitiker, så er Ida Auken ikke i tvivl om, at hun som folketingsmedlem valgt på Frederiksberg vil være med til at kunne præge Frederiksberg i en endnu grønnere retning.

Læs mere her.

 

Ny aftale på vej: Disse førtids- og folkepensionister kan slippe for modregning

En række af landets pensionister kan snart se frem til at undgå skattesmæk, hvis deres partner knokler i corona-frontlinjen.

Regeringen og flere af Folketingets partier er ifølge A4 Arbejdslivs oplysninger på trapperne med en model, hvor pensionister kan blive fritaget for modregning i deres indkomst, hvis deres partner har haft overarbejde i forbindelse med corona-pandemien.

Hos SF er der tilfredshed med, at regeringen efter lange forhandlinger er klar med en løsning.

Partiet vil dog have fjernet samtlige regler for partner-modregning for pensionister. Derfor mener beskæftigelsesordfører Karsten Hønge (SF) kun, at “første slag er vundet”.

Som reglerne er i dag, reguleres pensionen efter, hvor meget en samlever eller ægtefælle tjener.

Når man kommer over et vist beløb, modregnes pensionen med godt en tredjedel i forhold til det beløb, som partneren tjener ekstra.

Den nye model for fritagelse i partner-modregningen kommer efter sigende til at fungere ved, at førtids- og folkepensionister indberetter såkaldte "corona-relaterede ekstravagter" til Udbetaling Danmark.

Partierne er indkaldt til møde torsdag morgen med beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S), hvor forventningen er, at den endelige model falder på plads.

Læs mere her.

 

Vanvidsbilister kan nu se frem til markant hårdere straffe

Folketinget har netop vedtaget regeringens lovforslag, der indeholder en række strafskærpelser for de groveste tilfælde af vanvidskørsel.

Fremover vil straffen for uagtsomt manddrab i forbindelse med vanvidskørsel forhøjes med 150 procent, og med 100 procent for uagtsom betydelig legemsbeskadigelse i forbindelse med vanvidskørsel.

Det skriver Justitsministeriet i en pressemeddelelse.

Den 11. december 2020 præsenterede regeringen sammen med en række af Folketingets partier en aftale om initiativer mod vanvidskørsel.

Flere af initiativerne indebærer markante strafskærpelser, der skal sætte en tyk streg under alvoren i vanvidskørsel.

I dag har et enigt Folketing vedtaget et lovforslag, der udmønter de aftalte skærpelser for overtrædelser af straffeloven i forbindelse med vanvidskørsel.

Det betyder bl.a., at straffen for uagtsomt manddrab begået i forbindelse med vanvidskørsel forhøjes med 150 procent, og at straffen for uagtsom legemsbeskadigelse begået i forbindelse med vanvidskørsel forhøjes med 100 procent.

Uagtsomt manddrab begået i forbindelse med vanvidskørsel, der i dag som udgangspunkt straffes med fængsel i 16 til 18 måneder, vil dermed fremover som udgangspunkt blive straffet med fængsel i 3 år og 4 måneder til 3 år og 9 måneder.

Strafskærpelserne træder i kraft den 1. marts 2021.

Læs mere her.

 

Prognose: Hvem bliver valgt for Venstre?

Hvis Venstre ikke får rettet skuden op, vil partiet skulle vinke farvel til en stor portion af sine folketingsmedlemmer.

Men hvem kan blive ramt af tilbagegangen, og hvilke profiler ser ikke ud til at være en del af Venstres folketingsgruppe efter et valg?

Det giver Altinget et bud i denne analyse, som tager udgangspunkt i professor Kasper Møller Hansens geografisk prognose, som han har lavet for Altinget på baggrund af data fra Kantar Gallup og Epinion.

Ifølge prognosen står Venstre partiet til at få valgt en enkelt i København, og den plads vil med al sandsynlighed gå til Tommy Ahlers.

Han strøg ind i Folketinget ved sidste valg, hvor han var den debutant, som fik flest personlige stemmer. Hans 26.420 personlige kryds gav samtidig en femteplads på listen over valgets stemmeslugere.

Men et valg til Tommy Ahlers betyder, at både Jan E. Jørgensen og Martin Geertsen er i risiko for at ryge ud af Folketinget, hvis prognosen holder stik, når danskerne skal til stemmeurnerne.

Et folketingsvalg nu kan også blive lig med et farvel til en af Venstres store profiler og nestor Claus Hjort Frederiksen.

Partiet står nemlig kun til at få valgt en person i Nordsjælland, og det vil være meget overraskende, hvis den plads ikke går til Sophie Løhde, som har historik for at slå de øvrige kandidater med længder, når det kommer til stemmetal.

Tilbagegangen betyder også, at Hans Andersen er på vippen.

Læs mere her.

 

Årgang 98: Hver 10. faglært er nu leder eller selvstændig 

20 år efter endt uddannelse gør mange faglærte karriere i et lederjob eller som selvstændig med eget firma, viser ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Sådan skriver rådet i en pressemeddelelse.

Én ud af ti med en erhvervsuddannelse er enten leder eller selvstændig med eget firma 20 år efter de færdiggjorde deres uddannelse.

I en ny analyse har Arbejderbevægelsens Erhvervsråd fulgt de faglærte, som blev færdiguddannede i 1998. I 2018 var seks procent selvstændig med eget firma, og fire procent var i et lederjob.

I analysen er der også set på, hvordan karriererne har udviklet sig for årgang 2010.

Det viser sig, at cirka seks procent af de færdiguddannede på otte år finder vej ind i et lederjob eller har eget firma.

Det er på niveau med personer med en kort videregående uddannelse, mens der er flere ledere og selvstændige blandt faglærte end personer med en mellemlang videregående uddannelse.

Syv procent af dem med en lang videregående uddannelse er leder eller selvstændig efter otte år.

Det er især blandt landbrugsuddannede og frisører, at mange bliver selvstændige, efterfulgt af bygningsmalere, murere og tømrere. Ledere er der især mange af blandt handelsuddannede, elektrikere og VVS-teknikere.

Læs mere her.

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

Tim Tørnqvist Jensen er journaliststuderende på Roskilde Universitet og tidligere student på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet