Et spøgelse går gennem Europa – autokratiets spøgelse. Adskillige steder på kontinentet vinder denne på en gang nye og urgamle styreform frem som en modpol til det gammelkendte liberale demokrati, der har gået sin sejrsgang gennem efterkrigstidens Europa. Autokratiet har antaget en ny form, der gør, at det kan spire frem i den jord, der er blevet gødet af et årtis lavvækst og politisk fremmedgørelse.

Autokrati er et fremmedord for os danskere. Både i overført og rent bogstavelig betydning. Autokrati er en samlebetegnelse for alle politiske styrer, hvor magten samles hos én person – autokraten. Hvor autokratens ord er lov, og hvor et eventuelt parlament er stærkt styret af autokraten. Hvor parlamentets opgave hovedsageligt er at foretage detaillovgivning i tråd med autokratens ønske. Hvor domstolene ikke er uafhængige, og dels tjener til at løse hverdagens (privat)retlige konflikter, dels til at blåstemple autokratens love og retsforfølge enhver, der falder i autokratens unåde. Hvor pressen ikke er fri, men i et eller andet omfang er reguleret, sådan at autokraten kan være sikker på, at masserne ser ham i et positivt lys.

En gammel kending
Autokratiet har historisk været et slags residualstyre. Altså et udgangspunkt, man historisk er faldet tilbage til, når andre styreformer slog fejl. Augustus afskaffede den romerske republik i år 27 før Kristus og indførte et autokrati med sig selv som kejser. Frederik III afsatte rigsrådet (en slags overhus bestående af adelen) i 1660 og ændrede Danmark fra et valgkongedømme til et autokratisk, enevældigt monarki. Hitler erstattede fra 1933 den demokratiske Weimarrepublik med et autokratisk nazistisk styre.

Ufrie valg
De autokratier, der i disse år er på nippet til at springe frem i Europa er ikke diktaturer, som vi kender dem fra Sovjetunionen eller det kommunistiske Kina. Det er nærmere en styreform, hvor man arbejder med en art skindemokrati. Hvor de demokratiske institutioner set udefra virker eksisterende, men hvor de reelt bliver tømt for indhold. Hvor der er valg, og stemmerne bliver rigtigt optalt.

Gangen væk fra demokrati i de nye autokratier er i stedet et forsøg på at fingere udfaldet af valg ved at begrænse de demokratiske institutioner – den offentlige forvaltning, domstolene og den frie presse. I autokratierne bliver partimedlemmer og andre venner af systemet favoriseret af den offentlige forvaltning. De får adgang til lukrative stillinger og kontrakter, som andre ikke kan komme i nærheden af. Dommere bliver måske truet med repressalier, hvis ikke de følger autokratens anvisninger, eller domstolene er besat med partiloyale jurister. Pressen er reguleret, underlagt censur, eller statsejede selskaber trækker annoncestøtten, hvis aviserne skriver kritisk om regeringen.

De stærke mænd
Ungarn har med Victor Orban i spidsen længe balanceret på en knivsæg mellem liberalt demokrati og autokrati. I Polen er Jaroslaw Kaczynski ved at foretage samme vandring. I Frankrig flirter Marie Le Pen med nogle af de samme tanker. I Tyrkiet har Erdogan retsforfulgt tusinder af politiske modstandere, er ved at ændre forfatningen og holder landet i et autokratisk jerngreb. Og Trump? Jo, tja, bum bum bum. Vi får se.

Kendetegnende for vor tids autokratier er, at det ikke som tidligere er folk, der påstår at have fundet en ideologisk trylleformular. Det er ikke kommunister eller fascister i traditionel forstand. Det er nærmere stærke mænd, der kan få sat skik på tingene. Kan få tingene gjort. Bringe de gode tider tilbage. Og andre nostalgiske konsulentbranchevendinger.

Spørgsmålene
De spørgsmål kontinentets demokrater må stille hinanden er, hvorfor det sker nu? Er det konsekvensen af en økonomisk politik, der har gavnet for få og været til skade for for mange i finanskrisen kølvand? Er EU-integrationen gået for hurtigt, og derfor er der nogle steder kommet en modreaktion? Er det frustration over globalisering? Flygtninge? Eller – og det er måske mere skræmmende – er autokratiernes fremdrift et udtryk for, at tiden med europæisk fred, stabile demokratier, åbne grænser og internationalt samarbejde var kendetegnende for en relativt kort periode i granatchokket efter 2. verdenskrig? Er vi ved at bevæge os tilbage til den historiske residualløsning – autokratiet?