Bag ligusterhækken er vi ligeglade med integrationen

Mens vi andre, der er lyse i huden, har vores på det tørre trygt bag ligusterhækken, er de socialt udsatte og indvandrerne blevet parkeret i betonblokkene og ghettoskolerne, og skadelige parallelsamfund ser dagens lys.
I øjeblikket er debatten i gang om asylpolitik. Et historisk højt antal flygtninge i verden påvirker Danmark og Europa, og i den offentlige debat er ”indvandringspolitik” og ”flygtningepolitik” blevet moset sammen i en stor pærevælling kaldet ”udlændingepolitik”. Men når der er faldet lidt ro over asyldebatten, må vi diskutere den anden del af ”udlændingepolitikken” - nemlig, hvordan vi kan angribe integrationspolitikken på ny.

Vi har i Danmark en helt unik grad af social sammenhængskraft og tillid mellem mennesker. Det er afgørende for den folkelige opbakning til velfærdssamfundet. Føler vi ikke, at vi har noget tilfælles med vores naboer, så gider vi ikke betale en høj skat for naboens kræftbehandling.

Vi har i Danmark en helt unik grad af social sammenhængskraft og tillid mellem mennesker. Det er afgørende for den folkelige opbakning til velfærdssamfundet. Føler vi ikke, at vi har noget tilfælles med vores naboer, så gider vi ikke betale en høj skat for naboens kræftbehandling.

Sammenhængskraften er bindemidlet i vores samfundsmodel. Men sammenhængskraften og samhørigheden er truet af en kuldsejlet integration. Det er ikke den enkelte indvandrerfamilie, der er problemet, men en alt for ringe integrationsindsats.

Jeg har boet i Gellerupparken i Aarhus og bor i dag på Nørrebro. En dag i bussen fra Gellerup ind mod Aarhus så jeg tre indvandrerdrenge på cirka 16 år. De havde skruetrækkere i hånden. Jeg kunne kun gisne om, hvad de skulle bruge dem til. Men hvis integrationen skal lykkes, er vi nødt til at sørge for, at også indvandrerdrengene på kanten af systemet får noget at give sig til. At de får en uddannelses- eller læreplads og bliver en integreret del af samfundet er det stærkeste værn mod radikalisering.

Men hvis ikke indvandrerdrengene finder mening eller identitet i vores samfund, så lokker enten bandekriminaliteten eller disse religiøse fundamentalistiske fællesskaber.

Jeg er ikke nogen halal-hippie. Der er ikke plads til æresdrab, tvangsægteskaber eller sharia-zoner i Danmark. Vores tolerance må aldrig gå så langt, at vi accepterer spirende religiøs fundamentalisme og ekstremisme. Vi skal sige fra over for prædikanter, der kalder til kamp for jødedrab og vil begrænse andre menneskers frihed til at skabe den tilværelse, de ønsker.

Men hvis ikke indvandrerdrengene finder mening eller identitet i vores samfund, så lokker enten bandekriminaliteten eller disse religiøse fundamentalistiske fællesskaber. Det er en trussel mod vores samfundsmodel og værdier som demokrati, ligeværd og ytringsfrihed, hvis rabiate kræfter vinder indpas.

Men det er også paradoksalt, at vi opfordrer de unge indvandrere til at bryde den sociale kontrol og til at deltage i samfundet, gå i byen med deres venner og søge arbejde - mens vi samtidig afviser dem i døren, når de gør det, vi har bedt dem om. Hvordan lykkes integrationen så?

Men det er også paradoksalt, at vi opfordrer de unge indvandrere til at bryde den sociale kontrol og til at deltage i samfundet, gå i byen med deres venner og søge arbejde - mens vi samtidig afviser dem i døren, når de gør det, vi har bedt dem om.

Vi ser passivt til, at der opstår en etnisk underklasse. Vi skal sikre, at alle indvandrere lærer ordentligt dansk, har de bedste chancer for at gennemføre en uddannelse, ikke bor klumpet sammen i ghettoer eller har deres børn koncentreret på skoler med eksempelvis over 60 procent tosprogede. For mens vi andre, der er lyse i huden, har vores på det tørre trygt bag ligusterhækken, er de socialt udsatte og indvandrerne blevet parkeret i betonblokkene og ghettoskolerne, og skadelige parallelsamfund ser dagens lys.

Der er lagt låg på integrationsdebatten, men udfordringerne er der fortsat. Vi skylder både indvandrerne og os selv at levere politiske løsninger og tage debatten.

 

Indlægget er oprindeligt bragt i Kristeligt Dagblad den 3. november 2014.

Public affairs- og pressekonsulent hos Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF).

Tidligere student på Netavisen Pio


Flere artikler om emnet

Annonce