Bag narkokrigens frontlinje

Endnu en Netflix-serie portrætterer en narkobagmand. Det gør den underholdende men uoriginalt.

I sommerferien var jeg på et studieophold i London. Her mødte jeg en jævnaldrende colombianer. Da vi begge er jurastuderende, spurgte jeg ham, hvordan det stod til med retssystemet i Colombia. Det gik noget trægt, måtte han indrømme. Korruption, narkohandel og karteller havde stadig fodfæste i det bjergrige sydamerikanske land, sagde mit nye bekendtskab med en nedslået mine.

Og så var det, at jeg kom til at begå en brøde, som det krævede adskillige fadøl og en slurk ukurant colombiansk brændevin at bøde for: Jeg fortalte ham, at det desværre ikke overraskede mig, for jeg havde set Narcos.

Altså den populære tv-serie fra streamingtjenesten Netflix, der beskriver den colombianske narkoleder Pablo Escobars liv og levned.

En psykopat som aftenunderholdning
Pablo Escobars tid som leder af det store Medellín-kartel og verdens vel nok mest kendte narkonbaron er fremragende og dramatisk beskrevet i serien, men min colombianske ven hørte ikke til blandt seriens fans.

Ikke bare af den åbenlyse og patriotiske årsag; at hans i forvejen hårdt prøvede hjemland kommer på verdenskortet af den mest ubehagelige af grunde. Hans modstand var mere principiel: ”De bruger ham som underholdning, men han var en massemorder. Han slog tusinder af mennesker ihjel”, sagde min colombianske ven, da han forklarede sin utilfredshed med Narcos.

Med det i baghovedet satte jeg mig til at se endnu en Netflix-serie om narkobaroner. Denne gang er Medellín i Colombia skiftet ud med Guadalajara i Mexico, og Pablo Escobar er erstattet med den mexicanske Joaquín ”El Chapo” Guzman, hvis kælenavn også lægger navn til serien. ”El Chapo” betyder i øvrigt noget i retning af ”den korte” og henviser til, at hovedpersonen i virkeligheden er på højde med Danmarks statsminister.

El Chapo
I ”El Chapo” følger vi hovedpersonens avancement i den mexicanske narkosmugling. Fra en slags mellemleder i branchen til vaskeægte patron, der styrer sit eget territorium og importerer flere tons ind i USA gennem hemmelige tunneller.

Som det åbenbart er kutyme i sådanne miljøer (kig blot i de københavnske gader for tiden), ender det dog hurtigt med, at narkobanderne begynder at bekæmpe hinanden i en blodig krig om penge og (narko)magt.

”El Chapo” adskiller sig dog fra sin tydelige inspirationskilde Narcos ved den også forholder sig særdeles kritisk til det politiske system i Mexico. Ud over den allestedsnærværende korruption, er især det ledende mexicanske arbejderparti tæt filtret ind i narkokartellerne. Personificeret ved den machiavelliske figur ”Don Sol” arbejder tæt sammen med narkobaronerne for at gavne sin egen politiske karriere.

Serien er ganske underholdende og spændende på den der måde, hvor man både velsigner og forbander, at Netflix automatisk sætter gang i næste afsnit, når man har set et færdig. Skuespilspræstationerne er fine uden at være prangende, manuskriptet er pænt og dynamisk. Scenerne er flotte og tøjet er sjovt, fordi handlingen udspiller sig i 90’erne.

Forbrydelse betaler sig ikke
Men det er også forudsigeligt. Serien bærer præg af at være båret af et ønske om at ride med på Narcos’ kommercielle succes, og den skal nok få pæne streamingtal. Og man bliver underholdt. Men heller ikke mere end det.

Eller, det vil sige, man bliver underholdt indtil de sidste afsnit. Her er ”El Chapo” på et (relativt) kort visit i et mexicansk fængsel. Der skal vi så bruge tre afsnit på at følge, hvilke forfærdeligheder, ”El Chapo” udsættes for af de ganske sadistiske fangevogtere. Man skal nok være menneskerettighedsaktivist for at finde den skildring interessant så længe, men om ikke andet er budskabet da ikke til at tage fejl af: Det er ikke sjovt at sidde i fængsel for narkokriminalitet, så lad være med det.

Man skulle næsten tro, at producenterne havde lyttet til min colombianske ven og besluttet sig for at stille ham tilfreds.

Mads Havskov Hansen er cand.jur. og ansat i Socialdemokratiet.


Kommentarer fra Facebook