Bankansatte siger nej til LO-FTF-fusion

Finansforbundet stemmer nej til det oplæg til ny hovedorganisation, der ligger i fusionsplanerne mellem LO og FTF.
Finansforbundet, der er det største fagforbund for privatansatte i FTF, stemmer nej til det oplæg til ny hovedorganisation, der ligger i fusionsplanerne mellem LO og FTF.

Forbundet havde foretrukket en fusion af alle tre hovedorganisationer og har krævet at en ny hovedorganisation skulle arbejde endnu mere tværpolitisk. Medlemmerne fra den finansielle sektor kan ikke se sig selv i det nye fællesskab, som en fusion vil skabe.

De fusionsplaner, der lægges op til, er simpelthen vanskelige for vores medlemmer at se sig selv i.

Der var fuld enighed i Finansforbundets hovedbestyrelse om, at de delegerede på FTF-kongressen den 13. april skulle sige nej til de fusionsplaner, der er lavet.

'Vi ser frem imod en vigtig kongres i FTF den 13. april, hvor der som bekendt samtidig tages stilling til spørgsmålet på en tilsvarende kongres i LO. I den proces har det været vigtigt for os med en solid drøftelse med baglandet, for det er et helt væsentligt spørgsmål for os som fagforening. Vi har været helt åbne omkring vores linje hele vejen. De fusionsplaner, der lægges op til, er simpelthen vanskelige for vores medlemmer at se sig selv i, og det er naturligvis et kardinalpunkt for os', siger formanden for Finansforbundet, Kent Pedersen, i en pressemeddelelse.

Finansforbundet har igennem hele processen været blandt de mest højlydte kritikere af fusionsplanerne og derfor kommer udmeldingen fra forbundets repræsentantskab heller ikke helt overraskende.

'Der er en række elementer i oplægget, som vi ikke kan tilslutte os, og det har vi i dag fået bekræftet. Den foreslåede fusion skaber i vores optik ikke en hovedorganisation, der favner hele arbejdsmarkedet og i særdeleshed medlemmer med en lang videregående uddannelse. Fusionen vil heller ikke skabe en hovedorganisation, der arbejder tilstrækkeligt partipolitisk bredt, og så tages der ikke afgørende hensyn til de bestemmelser, der er gældende for hovedaftaler uden for DA/LO-området. Alle sammen elementer, der har været væsentlige for vores bagland, og som altså gør, at vi lægger op til at stemme nej ved kongressen i næste måned', siger Kent Petersen.

Med beslutningen om at stemme nej lægger Finansforbundet sig i kølvandet på blandt andet landets største fagforbund 3F, som også er blandt skeptikerne overfor en fusion, mens at FTF-forbund som Danmarks Lærerforening og Dansk Sygeplejeråd anbefaler fusionen.

Skal tage stilling om medlemskab
Både LO og FTF holder kongres 13. april og hvis begge hovedorganisationer stemmer ja, så vil der samme dag blive holdt stiftende generalforsamling i den nye hovedorganisation.

I tilfælde af, at LO-FTF-fusionen – på trods af Finansforbundets nej - alligevel skulle blive vedtaget, så har Finansforbundet planlagt et ekstraordinært landsmøde den 6. juni, hvor forbundets medlemmer skal tage stilling til om Finansforbundet skal tilslutte sig den nye hovedorganisation, eller søge andre veje. Tidligere har der været spekuleret i at Finansforbundet at kunne finde på at gå til Akademikernes hovedorganisation AC.

Finansforbundet organiserer efter eget udsagn ”medarbejdere i banker, sparekasser, realkreditinstitutter, børsmæglerselskaber, leasing- og finansieringsselskaber, finanssektorens edb-centraler samt de virksomheder, som sektoren ejer i fællesskab. Finansforbundet organiserer alle medarbejdergrupper i de finansielle virksomheder - fra rengøringsassistenten i filialen til dealeren i hovedsædet”. Forbundet har 50.000 medlemmer, hvoraf 39.000 i øjeblikket er erhvervsaktive.

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce