Bare vent og se. Denne roman om indføring i kunstens historie bliver også en kæmpe succes i Danmark

Den er blevet sammenlignet med den norske forfatter Jostein Gaarders bestseller ’Sofies verden’, der udkom i 1991 og som i 1995 blev en af verdens bedst sælgende bøger. 

Gaarder havde formået at skrive en bog om filosofiens historie, der både er ren fiktion, undervisningsegnet og en fængende kriminalgåde. 

Og så formåede han at gøre komplekse størrelser tilgængelige for nybegyndere, med den unge Sofie, der bliver konfronteret og introduceret til den vestlige filosofis historie. 

Den franske forfatter og kunsthistoriker, Thomas Schlesser, har nu gjort noget lignende, hvor filosofihistorien er skiftet ud med kunsthistorien. 

I hans helt igennem fascinerende og fængende roman, ’Monas øjne’, fører han læseren ind i tre af Paris’ allermest fornemme og betydelige museer, for der at dvæle ved blot ét værk ad gangen. 

Museum i stedet for psykolog

Romanen handler om den tiårige pige, Mona, der bor i Paris sammen med sin fader og moder. 

En dag bliver hun momentant blind, og selvom denne pludselige formørkelse er en gåde, som lægerne ikke umiddelbart kan greje eller sige noget meningsfuldt om, bliver det også et wakeup call for Monas morfar, der er kunstinteresseret. 

For morfaren er det rystende pludselig at måtte erkende, at hans barnebarns værelse er spækket med teenageidoler på alle væggene og bamser ad libitum i grå og lyserøde nuancer, og at disse visuelle elementer bliver dem, som Mona vil huske, hvis hun en dag skulle gå hen og blive permanent blind. 

Læs også:Udstilling tematiserer glemte, kvindelige impressionister, men et maleri af en mand overgår dem alle

Derfor beslutter han sig for at tage Mona på museum hver onsdag, hvor han ellers har lovet sin datter at tage hende med til en psykolog.

Det er en vanskelig balance, som Thomas Schlesser her har bevæget sig ud i. Han forsøger sig med at erklære, at morfaren blot må tale i det sprog som han kender til, vel vidende, at hans barnebarn ikke vil kunne forstå det hele. 

Sådan en bog er savnet

Det virker lidt konstrueret i begyndelsen af romanen, men det giver mening, for hvis romanen skulle indeholde beskrivelser af hele 52 kunstværker, udelukkende beskrevet i øjenhøjde på en tiårig pige, ville det ikke fungere. 

Men som et supplement til pigens egne observationer, der udvikles gennem et helt år, bliver det tydeligt, at det faktisk fungerer glimrende på denne måde. 

Og hvor har jeg dog savnet sådan en tilgang til kunsthistorien! 

I stedet for at handle om, at nogle perioder og genrer er bedre end andre, sådan som kunst i dag mestendels reduceres til politik, udfolder Thomas Schlesser kunsthistorien med dens mange facetter, som en lang refleksion over forskellige tilgange, der alle får os til at undre os over verdens beskaffenhed og æstetikkens indhold og uendelige betydningslag. 

Det er noget, som vi alle kan nyde godt af, inklusive alle os, der måske er mere trænet i at se på kunst!

Morfaren begynder med at introducere barnebarnet til renæssancens store kunstnere på kunstmuseet Louvre, her inklusive Leonardo da Vincis ’Mona Lisa’, men også det fantastiske værk af Botticelli og Michelangelo’s skulptur af en slave. 

Senere besøger de kunstmuseerne D’Orsay og Pompidou, og på den måde bliver introduktionen kronologisk og fortsætter helt frem til i dag. 

Hvert værk bliver beskrevet med store didaktiske finesser, og Mona bliver konstant opløftet og forbedrer derved sine evner til at se og sanse. 

Og det er noget, som vi alle kan nyde godt af, inklusive alle os, der måske er mere trænet i at se på kunst! 

Det didaktiske greb

Det er netop det, der gør denne roman til et sprudlende værk, der oser af overskud, for er båret af en sand glæde og lyst til at bekræfte kunstens virke og dybere lag. 

I grunden er valget af de forskellige værker mere eller mindre vilkårlige, og man efterlades heldigvis med det indtryk, at der er hundredvis af andre kunstværker, der er lige så fascinerende og komplekse. 

Om romanen faktisk ville fungere som en introduktion til et barn på ti år, er derimod tvivlsomt, men den egentlige pointe er i grunden også en anden. 

Den forsøger at pege på, at det didaktiske greb kan anvendes af den kyndige til at gøre verden større, smukkere og mere nuanceret for den mindre kyndige, så længe der er respekt og kærlighed mellem dem. 

Læs også:Han bliver kaldt for skagensmaler. Måske er det derfor, han er glemt 

Det er i hvert fald det, der gør denne roman så helt igennem rørende, og som samtidig gør det sælsomme, at den illustrerer, hvorledes opstyltede ”eksperter” og ”værdikrigere” nok kan puste sig op og mene sig bedre til at formidle indhold i kunst end andre, men uden evnen til at vække begejstring for kunsten som sådan. 

Sikkert fordi de har reduceret kunsten til at skulle passe ind i en kasse, der skal afspejle deres egne småborgerlige ideer og værdier. 

Man behøver ikke at kunne lide alle de omtalte kunstværker, og det er heller ikke romanens pointe. 

Tivolisering af museer

Men det er værdigt, og måske endda moralsk forpligtende, at forsøge at forstå et værks iboende betydning, fordi det ofte siger noget om hvorledes kunstneren sanser og forstår den verden, som vi er fælles om. 

Selve romanens historie er i grunden også rørende, men samtidig også ret så banal. Men det er en pointe i sig selv, fordi det grundlæggende handler om, at kunst skal være tilgængelig for alle, der vil åbne sig. 

Læs også:Paris i ruiner lagde grundstenen til verdens mest populære kunstretning

Og det er også en tidssvarende, hvor stort set alle europæiske kunstmuseer forsøger at tiltrække flere børnefamilier, med legepladser og værksteder, hvor børnene kan lege med kunsten selv. 

Men romanen bør også være en inspiration for disse mange museer. Jeg har set det gennemført mange gange på museer i Europa, hvor børn bliver sat foran mesterværker, og en museumsvejleder fortæller dem om kunsten. 

Det bliver til tomme kalorier, der i mest er til for at forældrene kan få lidt fred for at tage hånd om deres børn alene

Det vækker en glæde i mig, når jeg ser hvorledes børnene vækkes til live og bliver inspireret, uden at som sådan er skolet lærdom, der hældes ned i gabet på dem. 

For mig at se, kan der være en fare i at kunstmuseer gør tilgangen for børnene til en art Tivoli, hvor de bare skal stimuleres, uden at de i grunden bliver udsat for kunsten i sig selv. 

Det bliver til tomme kalorier, der i mest er til for at forældrene kan få lidt fred for at tage hånd om deres børn alene. 

Nej, det didaktiske greb er vanskeligt, men kunsten, som museerne indeholder og bevarer, skal ophøjes uden at blive for højtravende. Det er en balance, der her skal findes. 

Det er ikke nemt

Kunst er så meget, og som elsker af det er det nærmest umuligt at anerkende, at ikke alle gider at gå længere ind i æstetikkens verden, bestående af kunstmuseerne, der er templer for kunsthistorien. 

Gid mange flere ville lære at sætte pris på disse mange mesterværker, der kan give så meget til hver enkelt. 

Læs også:Destination Norden. Sommerbreve om kunst- og kulturel dannelse midt i en krisetid

Det er ikke nemt, men en roman som ’Monas øjne’ er virkelig et rigtig godt bud på, hvorledes hele feltet kan åbnes mere op og invitere flere ind. 

Og lur mig om ikke denne roman stille og roligt bliver omtalt mere og mere, simpelthen fordi den finder flere og flere læsere, der bliver bjergtaget, ligesom jeg selv er blevet det!

Thomas Schlesser: ’Monas øjne’. Roman. På dansk ved Francois-Erik Grodin. 459 sider. Gads forlag. Udkommer i dag.