"Barndom på Bistand" er et benhårdt wake-up call

Anmeldelse: DR-dokumentaren ”Barndom på Bistand” er et fremragende indblik i de omkostninger, det har for børn at vokse op på samfundets bund. Dokumentaren bør få politikerne til at handle.
I den seneste tid er underklassen kommet på den politiske dagsorden. Anledningen har været Karina Pedersens bog ”Helt ude i hampen”, hvor hun udover nogle ret kradse beskyldninger mod sin egen familie fortæller om, at velfærdssamfundets socialpolitik grundlæggende har slået fejl. Underklassen har ingen moral, mener Karina Pedersen, og derfor giver det ikke mening at prøve at få dem ud af det morads, de befinder sig i. Det er ikke et udtryk for sociale problemer, at folk er på kontanthjælp i årevis – det er et udtryk for dårlige gener, og derfor skal genpuljen kontrolleres, er pointen fra den liberalistiske blogger og nyslåede forfatter.

Bogen har sat i gang i en hidsig debat. Blandt andet fordi bogen i store træk viste sig at være et falsum.

Et mere ærligt, redeligt og i mange henseender mavepustende indblik i den danske underklasse løb til gengæld over skærmen mandag aften, da DR2 sendte første afsnit af dokumentaren ”Barndom på Bistand”. Her mødte vi en gruppe børn, der er vokset op med forældre, der i en årrække har været på kontanthjælp.

I det første program møder vi børn fra tre forskellige familier – et par tvillingedrenge fra Husum i København, en 17-årig pige fra Falster og en 13-årig pige fra Kolding. Alle har det til fælles, at deres mødre er enlige og på kontanthjælp.

Fokus ligger ikke så meget på, hvorfor mødrene er på kontanthjælp – udover at det i to af tilfældene virker til, at der er nogle dybere sociale problemer end ”bare” langtidsledighed. Fokus for programmet er i stedet på, hvordan børnene lider under forældrenes sociale problemer.

Det er ingen overraskelse, når børnene fortæller om den økonomiske smalhals, en opvækst hos en enlig mor på kontanthjælp giver. Selvom det skærer i hjertet at høre, at de to tvillinger fortæller, at de kun én gang har været i biografen – som en fødselsdagsgave – så er det måske ikke så overraskende. Vi ved godt, at et liv på kontanthjælp er et liv i en økonomisk meget, meget stram situation.

Det chokerende, triste og overraskende er at høre børnene fortælle om den følelse af at være udenfor, en opvækst på kontanthjælp medfører. At børnene føler sig udelukket af resten af samfundet, fordi de ikke kan være med. At de føler, de bliver set på som dårligere mennesker, fordi deres mødre er på kontanthjælp. At den ene af dem er blevet mobbet i skolen med, at hendes mor er en ”nasserøv”.

Dokumentaren er i sin enkelthed, sin underspillede sociale indignation og sin nøgne, simple visning af et liv sit fra et barneperspektiv, et vidnesbyrd fra mennesker, der rent faktisk er vidner.

Den brændende uretfærdighed, som dokumentaren viser, gør den vigtig. Undertegnede kom til at tænke på Peter Sabroes berømte ord. ”For mig gives der intet skønnere mål end at sikre den unge slægt mod al den armod og dumhed, som fattigdommen og trældommen bereder menneskene.”

Barndom på Bistand er en fremragende dokumentar. Ikke fordi den er smuk. Men fordi den er sand.

Hvis du ikke nåede at se første afsnit, kan du se det her. Og du kan passende bede dit folketingsmedlem gøre det samme.

Barndom på Bistand, DR2, mandag 20.45. 5 ud af 6 stjerner.

Mads Havskov Hansen er cand.jur. og ansat i Socialdemokratiet.


Kommentarer fra Facebook

Annonce