Annonce

Barsøe angriber Mogens Lykketoft: Blåstempler “ensidig propagandaforestilling”

Lykketoft afviser kritikken: “Hamas-angrebet 7. oktober 2023 var et forfærdeligt terrorangreb. Men jeg mener også, at den terrorbombning, der er foregået i 460 dage af Gaza, er helt utålelig"
Foto: Folketinget/Steen Brogaard og Lars Svankjær -Fotografik: Emil Vendelbo Johansen
Mogens Lykketoft (S), tidl. formand, tidl. finans- og udenrigsminister og Magnus Barsøe (S), 1. suppleant til Europa-Parlamentet
Tidligere udenrigsminister, tidligere formand for Socialdemokratiet, Mogens Lykketoft, deltager som taler ved en konference ‘European Palestinian Network’ arrangeret af det pro-palæstinensiske netværk, Puls 48, lørdag.

Det kritiserer 1. suppleant til Europa-Parlamentet for Socialdemokratiet, journalist Magnus Barsøe. Han mener, at Puls 48 giver udtryk for kontroversielle og yderliggående holdninger til konflikten i Mellemøsten. Og at Mogens Lykketoft med sin deltagelse blåstempler disse holdninger.

Magnus Barsøe fremhæver, at netværket på sin hjemmeside ikke betegner Hamas' angreb på Israel 7. oktober 2023 som terror, og at staten Israel i debatindlæg på hjemmesiden er sat i citationstegn (“Israel”).

Lykketoft deltager i et arrangement, som er 100 procent propalæstinensisk

“Det er en afvejning, om man skal deltage i debatter eller ej. Meget vil afhænge af, hvordan debatarrangementet er sat op. Jeg deltager typisk gerne i debatarrangementer, hvor der er en åben diskussion om et emne. Hvor pro og contra er repræsenteret. Problemet med Puls 48-arrangementet er, at der jo ikke er nogen, der taler Israels sag. Lykketoft deltager i et arrangement, som er 100 procent propalæstinensisk,” siger Magnus Barsøe til Netavisen Pio.

Han efterlyser paneldeltagere, der vil forsvare Israels eksistens:

“Jeg efterlyser paneldeltagere, som vil forstå og forsvare Israels ret til at eksistere. Så hvis jeg modtog sådan en invitation, så ville jeg først lige finde ud af, hvad det er for en organisation, der inviterer mig. Og jeg vil tjekke, hvem jeg sættes sammen med. Og når det så er en så ensidig propaganda-forestilling fra den ene side, som i dette her tilfælde, så ville jeg klart takke nej. Det vil jeg ikke gide at bruge min tid på.”  

Magnus Barsøe mener, at Lykketoft med sin deltagelse i ‘European Palestinian Network’-konferencen, “på en eller anden måde kommer til at blåstemple Puls 48’s arbejde.” 

“Ingen kan beskylde os for at legitimere terror” 

Mogens Lykketoft afviser kritikken:

“Jeg er ked af, at Magnus Barsøe tager det ned på den måde. For det første står Puls 48 ikke inde for de tekster, som Barsøe henviser til. Derfor har Puls 48 nu rettet teksterne. For det andet deltager jeg side om side med min tidligere finske udenrigsminister-kollega og store humanitære organisationer her i landet. Ingen kan beskylde os for at legitimere terror. Ingen kan beskylde os for ikke at anerkende Israels eksistens,” siger Mogens Lykketoft til Netavisen Pio.

Lykketoft understreger, at han deltager i konferencen for at udtrykke solidaritet med de mange civile palæstinensiske ofre:

har lidt utroligt grusomt de sidste 460 dage

“Vi er der for at give udtryk for en solidaritet med nogle mennesker, som har lidt utroligt grusomt de sidste 460 dage. Og understrege kravet om at palæstinenserne - efter 80 år næsten som fordrevne, besatte og ydmygede - kunne få deres egen stat, som FN har vedtaget 100 gange, de skulle have. Det er derfor, vi er der.”

“Jeg giver udtryk for mine synspunkter. Jeg mener, som jeg har sagt og skrevet mange gange, at Hamas-angrebet 7. oktober 2023 var et forfærdeligt terrorangreb. Men jeg mener også, at den terrorbombning, der er foregået i 460 dage af Gaza og som har kostet 46.000 mennesker livet og såret andre 108.000 og jævnet Gaza med jorden, er helt utålelig."  

Mogens Lykketoft anslår over for Netavisen Pio, at han måske omkring tusinde gange i sit livslange, politiske virke har deltaget i arrangementer, hvor han har været uenig eller delvis uenig med arrangørernes synspunkter.

Lykketoft så gerne, at Barsøe brugte sin energi på andet end at angribe ham:

“Jeg synes Magnus Barsøe skulle rette sin opmærksomhed og energi mod at få gjort op med de lidelser, som folk i Gaza har nu."

Deltagere i European Palestinian Networks panaldebat

Ud over Mogens Lykketoft deltager følgende personer i European Palestinian Networks paneldebat lørdag:

  • Lars Koch, generalsekretær, Oxfam Danmark.
  • Vibe Klarup, generalsekretær, Amnesty International Danmark
  • Jonas Vejsager Nøddekær, generalsekretær, Folkekirkens Nødhjælp 
  • Ilan Pappé, isarelsk historiker
  • Francesca Albanese, FN’s specialrapportør for de besatte palæstinensiske områder
  • Myriam Francois, britisk journalist, filmskaber og forfatter
  • Wejdan Wejdy, palæstinensisk journalist baseret i Gaza
  • Erkki Sakari Tuomioja, tidligere udenrigsminister i Finland
  • Paula Larrain, politisk rådgiver, Amnesty International Danmark 

Puls 48’s mission

Puls 48 skriver på sin hjemmeside følgende om online-portalens mission:

“Puls 48 er din portal til hjertet af Palæstina!"

"Puls 48 er en platform, hvor vi giver palæstinensere en stemme, og deler deres liv og hverdag under besættelsen."

"Vores mission er at skabe en online platform, der ikke kun rapporterer nyheder, men som også aktivt formidler det palæstinensiske narrativ gennem troværdige beretninger, vlogs og kampagner."

"Vi lægger vægt på de personlige fortællinger, der ligger bag overskrifterne, og de udfordringer, som palæstinensere møder i deres liv og vedholdende søgen efter værdighed i en konstant usikker tilværelse. Ved at bringe fortællingerne til dig ønsker vi at bygge bro og skabe en dybere forståelse for det palæstinensiske narrativ og den palæstinensiske historie.”

Kilde: Puls48.dk

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Magnus Barsøe rammer plet i sin kritik. Mogens Lykketoft retfærdiggør sin deltagelse i Puls 48 - mødet med, at han vil udtrykke solidaritet med de palæstinensiske ofre - hvad egentlig med de israelske ? -og hævder, at store humanitære organisationer, som ingen kan anklage for at legitimere terror, også deltager.Men Oxfam, Amnesty og Folkekirkens Nødhjælp har jo ved siden af deres humanitære virke en ret klart politisk aktivitet. Den bedriver de bl.a. ved deres medlemskab af Climate Action Network. Ved klimatopmødet i Dubai 2023 anklagede Climate Action Network Israel for massakre, nedbrænding af teltlejre inklusiv menneskene deri og folkemord på palæstinenserne. Israel anklages desuden for kolonialisme og for at være en del af et vestligt system af imperialisme, kapitalisme og undertrykkelse. I øvrigt er også WWF, Rådet for Grøn Omstilling, Mellemfolkeligt Samvirke, Red Barnet og Greenpeace medlem af Climate Action Network. Jeg respekterer, at man kan have ovenstående politiske synspunkter. Imidlertid mener jeg, at disse såkaldte humanitære organisationer bør fægte med åben pande, så både offentlighed og medlemmer får kendskab til det mummespil, de bedriver. Så tak til Magnus Barsøe med en opfordring til som EUP - suppleant at følge kritisk den politiske linje, den socialdemokratiske gruppe i EU - parlamentet fører i forhold til konflikten i Mellemøsten.

LRJ, - du mangler fuldstændig argumentation imod, hvorfor disse organisationer mener som de gør. At staten Israel i dag bedriver statsterror imod palæstinenserne er ikke et synspunkt, - det er på baggrund af krigsindsatsen og de utallige civile palæstinensiske ofre en kendsgerning, som er erkendt i FN og i vore kompetente nabolande, men endnu ikke er sivet ind hos mere menings-fastlåste Israel-proselytter. Og desværre virker Magnus Barsøe som lidt af en Israel-proselyt, - men måske han bare burde nuancere sine synspunkter....

Uden at ville tage stilling til hvad der er op og ned i den her konflikt, så er det vel et synspunkt... Og du gør dig selv skyldig i det du mener LRJ gør. Nemlig at komme med et synpunkt forklædt som et argument.

Lykketoft har her allieret sig med ekstremister af den såkaldt islamogauchististiske slags - altså islamister og venstreradikale i skøn forening. Det er virkelig ikke noget kønt syn, for nu at sige det på en diplomatisk måde. Det er kort sagt et yderst skummelt selskab, han har fundet sig der.

Gad vide om Mogens Lykketoft sympatiserede med Blekingegade banden i sin tid.

Kurt Jensen: Det ville da være et oplagt spørgsmål til Mogens Lykketoft. De blev uddannet på det samme universitet, så man kan gætte på, at det er der, de har deres fælles holdninger fra. Præcis som vi har set det i år.

Hørt!

Lykketoft evner kunsten at fordele sol og vind lige. Angrebet på Israel den 7. oktober 2023 var en terrorhandling, og den israelske reaktion på dette angreb har udviklet sig til et folkedrab, der jo som bekendt er den ultimative terrorhandling.

Magnus Barsøe, på den anden side, er både politiker og journalist, og så bliver man vist ikke mere utroværdig.

Selvfølgelig skal Mogens Lykketoft udtrykke sin ærlige mening om Israels forbrydelser, det skal en ignorant som Barsøe eller det sædvanlige racistiske kor her i Pios kommentariat ikke forhindre.

Blot vil jeg gå skridtet videre end Lykketoft og erklære, at apartheidstaten Israel bør nedlægges.

Du er gået helt forkert med dine absurde holdninger, Niels Duus, du må hellere smutte over til dine meningsfæller i DKP, så I sammen kan hygge jer med Putin og hans allierede i Mellemøsten.

Hvis man er utroværdig som politiker og journalist, hvordan ligger troværdigheden så, hvis man som politiker og minister i starten af 80-erne efterspørger en regning uden moms fra mureren, når man vil renovere badeværelset i sin Hellerupvilla? Mureren spørger, hvem der så skal betale momsen, for han skal betale moms af de materialer, han køber. Den baggårdshandel blev der ikke noget af. Mureren var min svigerfar.

Ærligheden og moralen kan vist ligge på et meget lille sted, når det gælder skat og financer, så den er næppe anderledes for andre områder.

"... der er foregået i 460 dage af Gaza, er helt utålelig ..."

så Hamas forholdt sig passiv efter 7. oktober 2023 = de angreb ikke Israel mere?

Jeg harfuld tillid til at Socialdemokratiets tidligere formand Mogens Lykketoft er i stand til at vælge sine samtalepartnere med fornuft og værdighed. Selv om Magnus Barsøe er mindre Israel-kritisk end Lykketoft giver det ingen mening, st han skulle være egnet som konsulent for, hvad Lykketoft bør og ikke bør. Faktisk er det en ikke/historie hvad Barsøe mener om Lykketofts adfærd. Det er på niveau med at bede en tilfældiig cykelsmed forholde sig til Jonas Vingegårds kørsel på to hjul.

Den tillid ville jeg også have, hvis ikke jeg vidste bedre. I den her kontekst er samtalepartnerne et sammenrend af Israelfjeldtlige organisationer, som passer godt med Lykketofts' holdninger. Man vælger blindhed frem for fakta.

Israel mener åbenbart at de kan slå palæstinenserne ihjel som det passer dem, de er efterhånden værre end Hitler, de har siden verdenskrigen fra 1945 opført sig ligesom tyskerne gjorde.

Det er noget af en udmelding. Mon ikke du skulle gøre dig selv den tjeneste at læse op på fakta før du danner dig en mening, du ikke har baggrund for?

Der er kun en løsning, og det er to stater, der overholder grænsedragningen...

Hvor er de palæstinensere, der ønsker en selvstændig stat, der ikke omfatter Israel? Araberne afviste fra starten en selvstændig stat i de arabiske områder, de blev tildelt, og som var meget større end jødernes tildelte område, hvilket jøderne tog til takke med, selvom det ikke var optimalt.

Man skal lige huske på områdets historie og den arabiske mentalitet. De palæstinensiske arabere - eller deres måske tvivlsomme talsmænd? har lige siden afvist en selvstændig stat. Så hvor er de palæstinensere, der ønsker en fredelig selvstændig stat, har viljen og evnen til at oprette og indrette den, og modet til at afvæbne og forbyde de krigeriske militser?

Og er de omkringliggende arabiske lande så interesserede i en selvstændig palæstinensisk stat? Hvad siger fx Egypten og Jordan? De siger nej! Så det bliver nok lidt svært for os velmenende danskere at vende verden på hovedet.

Efterhånden er Israel også blevet betænkelig ved den løsning - af bitter erfaring!

Det er muligt at få mere kendskab til historien her: https://israel-online.dk/spoergsmaal_og_svar.php#hvad_startede_konflikten

Skrællet ind til benet er Israel under Netanyahu en moderne iklædning af den sydafrikanske apartheid-stat, som vistnok næsten alle danske politikere tog afstand fra - dengang...

FN, den internationale krigsforbryderdomstol og alle med øjne, ører og hjerne kan se, at Israel groft overreagerer på terrorangrebet fra Hamas d. 7. oktober 2023. Nu skriver vi medio januar 2025, og Israelske soldater er blevet tvunget til at deltage i folkedrab på utallige palæstinensere, hvoraf en god del næppe har haft nogen som helst kontakt til ekstreme palæstinensiske miljøer. Men det er jo nemt og komfortabelt at sidde i sin lune danske sofa og kloge sig på en mellemøstlig situation, som åbenbart ganske mange ikke har lyst til at forholde sig til de objektive data om.

Annonce