To beboere får Korskærparken i Fredericia med på ghettoliste

Beboerforeningsformand i Korskærparken: ”Vi har ingen problemer her i området med nogen som helst”
Korskærrparken i Fredericia er tilbage på listen over såkaldte ghettoområder, som Boligministeriet offentliggjorde søndag.

50,1 procent af Korskærparkens 1962 beboere har ikke-vestlig baggrund. Havde Korskærparken blot to beboere færre med ikke-vestlig baggrund, så var Korskærparken ikke havnet på ghetto-listen.

Formanden for afdelingsbestyrelsen i afdeling 307, Lars Buch, der selv bor i Korskærsparken, ærgrer sig:

”Vi har ingen problemer her i området med nogen som helst. At to beboere skal afgøre, at vi skal stå på en ghettoliste, synes jeg er vanvid,” siger Lars Buch til Ritzau.

Formand for Helhedsplansudvalget i Fredericia Kommune, Turan Savas (S), fortæller i en pressemeddelelse, at der er gjort meget for området:

Det er ikke længe siden, vi kom i mål med at forny området både indvendigt og udvendigt

”Det er ikke længe siden, vi kom i mål med at forny området både indvendigt og udvendigt, og det har vi endnu til gode at se de endelige resultater af,” understreger Turan Savas og fortsætter:

”Der er sat projekter i gang for at få flere i uddannelse. Desuden blev der i år indført "fleksibel udlejning", hvor tre grupper får fortrinsret til boliger i Korskærparken. Det er seniorer og personer i job eller uddannelse.

Væk fra listen næste år

Turan Savas er overbevist om, at Korskærparken er ude af ghettolisten næste år:

”Det er virkeligt en marginal afgørelse. Hvis det var 2019-tal ville vi være langt fra listen. Det er jeg overbevist om,” siger Turan Savas – med henvisning til, at det er tal fra 2018, der afgør, om et område kommer på ghettolisten eller ej.

Hvis det var 2019-tal ville vi være langt fra listen. Det er jeg overbevist om

”Det er selvfølgelig ærgerligt, og det er marginalerne, der afgør det. Men vi ved, hvilke gode tiltag, der er i gang, og derfor er jeg overbevist om, at vi er væk fra listen igen næste år,” spår Turan Savas.

Boligminister Kaare Dybvad (S) understreger, at der er en ide bag ghettolisterne:

”Det er vigtigt for mig at understrege, at vi hvert år laver disse lister for at kunne være præcise i vores hjælp til de boligområder, der har behov for ekstra hjælp og støtte. Målet er at skabe blandede boligkvarterer over alt i Danmark, for børn har krav på at få de samme muligheder – uanset hvor de vokser op,” siger Kaare Dybvad, ifølge en pressemeddelelse.

børn har krav på at få de samme muligheder – uanset hvor de vokser op

Tre boligområder røget af ghettolister

Tre boligområder er ikke længere på ghettolisten.

Det drejer sig om Gadelandet/Husumgård i København, som udgår på grund af stigende indkomstniveau, Charlotteager i Høje Taastrup, der udgår, fordi andelen af dømte er faldet og Ellekonebakken i Viborg, som udgår, fordi andelen af ikkevestlige indvandrere og efterkommere er faldet.

Ud over Korskærparken i Fredericia er Karlemoseparken i Køge også kommet på listen:

”Desværre er der også nye boligområder på listerne over udsatte boligområder og ghettoområder. Her vil jeg gerne række hånden ud til Fredericia og Køge Kommune og understøtte deres indsats for at forbedre beboersammensætningen. Det handler om hurtigst muligt tage fat i redskaberne der er til rådighed. For vi kan se, at det virker,” siger Kaare Dybvad.

Formanden for Boligudvalget bakker kritik op

Formanden for Folketingets boligudvalg, Søren Egge Rasmussen (EL), bakker kritikken af, at der anvendes 2018-tal op:

Det ligner, at man gerne vil udskamme nogle boligområder frem for at hjælpe dem

”Beboerne har jo ret i, at det er gamle tal, når man ikke kan se indsatserne i 2019. Det ligner, at man gerne vil udskamme nogle boligområder frem for at hjælpe dem, der har behov for hjælp, og det, synes jeg, er dybt kritisabelt,” siger han til DR Nyheder.

Boligminister Kaare Dybvad ønsker ikke at svare på kritikken, men hos Transport- og Boligministeriet forklarer man, at man bruger de seneste tal fra Danmarks Statistik, der viser det seneste afsluttede år og er kvalitetssikrede, så de med sikkerhed kan sammenlignes.

Hvis det bliver muligt at få nyere tal fra Danmarks Statistik, vil ministeriet begynde at bruge dem, lyder det i et skriftligt svar til DR Nyheder.

'Ghettolisten 2019':

  • Lundtoftegade, København
  • Aldersrogade, København.
  • Mjølnerparken, København.
  • Tingbjerg/Utterslevhuse, København.
  • Bispeparken, København.
  • Hørgården, København.
  • Tåstrupgård, Høje-Taastrup.
  • Gadehavegård, Høje-Taastrup.
  • Nøjsomhed/Sydvej, Helsingør.
  • Karlemoseparken, Køge. Ny.
  • Agervang, Holbæk.
  • Ringparken, Slagelse.
  • Motalavej, Slagelse.
  • Lindholm, Guldborgsund.
  • Solbakken mv, Odense.
  • Korsløkkeparken Øst, Odense.
  • Vollsmose, Odense.
  • Nørager/Søstjernevej m.fl, Sønderborg.
  • Stengårdsvej, Esbjerg.
  • Korskærparken, Fredericia. Ny.
  • Sundparken, Horsens.
  • Munkebo, Kolding.
  • Skovvejen/Skovparken, Kolding.
  • Finlandsparken, Vejle.
  • Resedavej/Nørrevang II, Silkeborg.
  • Bispehaven, Aarhus.
  • Skovgårdsparken, Aarhus.
  • Gellerupparken/Toveshøj Aarhus.

Kilde: Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen

    Liste over hårde 'ghetto'-områder pr. 1. december 2019:

    • Mjølnerparken
    • Tingbjerg/Utterslevhuse
    • Tåstrupgård
    • Gadehavegård
    • Agervang
    • Ringparken, Slagelse
    • Motalavej
    • Vollsmose
    • Stengårdsvej
    • Sundparken
    • Munkebo
    • Skovvejen/Skovparken
    • Finlandsparken
    • Bispehaven
    • Gellerupparken/Toveshøj

    Kilde: Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen

      Liste over udsatte boligområder pr. 1. december 2019

      • Lundtoftegade
      • Aldersrogade
      • Mjølnerparken
      • Tingbjerg/Utterslevhuse
      • Bispeparken
      • Hørgården
      • Tåstrupgård
      • Gadehavegård
      • Nøjsomhed/Sydvej
      • Karlemoseparken
      • Agervang
      • Ringparken,
      • Motalavej
      • Lindholm
      • Højstrupvej-kvarteret
      • Solbakken
      • Korsløkkeparken
      • Kertemindevejkvarteret
      • Vollsmose
      • Byparken/Skovparken
      • Nørager/Søstjernevej
      • Præstebakken/Syrenparken
      • Stengårdsvej
      • Hedelundgårdparken
      • Korskærparken
      • Sønderbro
      • Sundparken
      • Munkebo
      • Skovvejen/Skovparken
      • Finlandsparken
      • Glarbjergvej-området
      • Gammel Jennumparken
      • Resedavej/Nørrevang
      • Bispehaven
      • Skovgårdsparken
      • Gellerupparken/Toveshøj
      • Havrevej
      • Ellekonebakken
      • Houlkærvænget
      • Løvvangen

      Kilde: Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen

      Områder udgået af listen over udsatte boligområder pr. 1. december:

      • Gadelandet/Husumgård - København
      • Charlotteager - Høje-Taastrup
      • Rønnebærparken/Æblehaven - Roskilde
      • Holtbjerg - Herning
      • Trekanten - Holstebro

       Kilde: Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen

      Jan Kjærgaard er redaktør på Netavisen Pio.


      Kommentarer fra Facebook