Bederumsdebat gentager 90ernes fejlslagne udlændingedebat

Fiktive problemer, paranoidt, uvidende, grotesk, absurd, populist, tom symbolpolitik og useriøs religionsforfølgelse. Bederumsdebatten afslører, at mange fortsat ikke har lært noget af DFs succes i 90erne.
I min fritid er jeg kredsformand for Socialdemokratiet i Brøndby, hvor Mattias Tesfaye er valgt. Derfor var det naturligt for mig, at blande mig i debatten om bederum med et perspektiv fra Vestegnen.

At min facebookvæg – der normalt bebos af venner og bekendte – pludseligt skulle fyldes med ord som ”fiktive problemer, paranoidt, uvidende, grotesk, absurd, populist, tom symbolpolitik, useriøs, religionsforfølgelse” havde jeg ikke lige set komme.

Jeg er altid klar til en saglig debat om hvorvidt et nationalt forbud imod bederum er en god løsning. Men jeg er så inderligt træt, af privilegerede mennesker der siger, at de problemer vi ser på Vestegnen ikke findes.

Kampen om ”virkelige” problemer
En gennemgående antagelse, i det primalbrøl jeg mødte, var, at bederum ikke er et rigtigt problem. Mange af mine venner har gået på universitetet, og oplevet bederummet som et hyggeligt stillerum med massagestol, som man kunne besøge hvis man havde eksamensangst.

Når jeg mødte denne forestilling med historier og eksempler på dårlig integration fra Vestegnen, blev det fejet bort. Det var ikke virkeligheden.

Del folks problemer – og løs dem!
Problemet med den måde at agere på, er at man sidder tilbage med en enorm frustration og en oplevelse af, at selv nære venner, afviser ens bekymringer og udfordringer.

Selvom jeg og rigtig mange af mine venner ikke ser social kontrol, radikalisering, grov religiøs mobning og dårlig integration i vores hverdag, så betyder det ikke, at disse ting ikke findes. Og hvis de nægter at give konkrete og realistiske svar, så er der andre der gør det.

Eller sagt på en mere præcis måde; fælles problemidentifikation er til enhver tid vigtigere end gode løsninger.
Det ved DF. De snakker utrolig meget om folks problemer og bekymringer.

De lever samtidig ikke løsninger der har en chance for faktisk at løse problemerne. Det skal vi kunne som socialdemokrater – hver gang. Også selvom det udfordrer vores egen selvforståelse og fine fornemmelser.

Et eksempel til efterfølgelse
Se for eksempel hvordan det gøre her, hvor Mattias Tesfaye fuldstændig afmonterer Dansk Folkepartis dårlige ide med grænsekontrol.

Ikke fordi det er foragteligt eller imod EU, eller fordi folketingsmedlem Mikkel Dencker (DF) ikke har forstået en statistik om generelt faldende kriminalitet. Men fordi det ikke løser vestegnsborgernes berettigede bekymring for indbrud (en ting jeg selv har være offer for 2 gange det seneste år).

Svend Dyrholm Pedersen er konsulent i Fagforbundet 3F og formand for Socialdemokratiet i Brøndbykredsen.

Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning.


Kommentarer fra Facebook