Mens sendefladen på dansk tv i årevis har fokuseret på sociale bedragere, smårapserier og sociale tabere på bunden af samfundet, så er fokus kærkomment ligeledes blevet rettet mod toppen af samfundet, hvor der svindles for langt større milliardbeløb.

Det komplicerede og måske noget usexede emne om hovedrige spekulanters økonomiske kriminalitet behandles aktuelt både i en dansk og en amerikansk tv-serie, som henholdsvis går under titlerne Bedrag og Billions. Den amerikanske serie lægger sig i slipstrømmen på en række biograffilm om livet på Wall Street, som The Wolf of Wall Street, Money Never Sleeps, Too Big To Fail og det anmelderroste skud på stammen The Big Short.

I kontrast til de amerikanske serie- og filmproducenter er DR kommet haltende lidt bagefter med deres serie om kulturen, risikovilligheden og de lyssky elementer i den globale finansverden.  Men stor ros til DR for modet til at satse på en søndagsserie om økonomisk kriminalitet.

Medrivende, relevant og elegant
I den amerikanske serie Billions møder vi den ambitiøse statsadvokat Chuck Rhoades, som direkte udfordre hedgefond-investor og mangemillionær Bobby ’Axe’ Axelrod. Serien skaber et medrivende spil mellem de to stærke magthavere, hvor begge lurer, bekriger og forsøger at få skovlen under hinanden. Man kan ikke undlade at holde lidt med både skurk og helt.

Begge karakterer indeholder en kompleksitet, dybde og underholdningsværdi, der gør det værd at tune ind på HBO hver mandag. Det er tilfældet, når ’Axe’ tager til Metallica-koncert og mod sin vilje må redde en gammel studiekammerat fra fejlslagne finansielle transaktioner, eller når den rethaveriske Rhoades skælder en nabo ud for at lade sin hund skide .  Vi får et indgående kendskab til persongalleriet, deres problemer, deres drifter og deres indre psykologiske logikker. Medrivende, relevant og elegant.

Hæsblæsende, usammenhængende og uengageret
I den danske serie Bedrag er en omdrejningspunktet en fiktiv vindmøllevirksomhed, der er involveret i en række tvivlsomme handler på finansmarkedet, som aldrig bliver rigtig udfoldet.

I centrum af begivenhederne står en ADHD-ramt politimand med udfordringer på hjemmefronten og en juridisk chef med helt tilsvarende familieproblemer. Som seriens øvrige karakterer er de uden dybere psykologi. Biltyven Bimse, den svenske hit-man, tørvetriller-betjenten Alf og den fuldstændig formløse vindmølledirektør hjælper ikke på dette.

Handlingen i Bedrag synes påklistret både hoved- og bipersoner, som bortset fra en rockerrelateret svigerfar og en hårdt presset finansdirektør spilles direkte uoplagt. Bedrag foregår i et højt tempo med et usammenhængende plot.

Et mord, det kan alle vel forstå?
Der er ingen tvivl om at filmatisering og formidling af finansiel kriminalitet har givet både danske og amerikanske manuskriptforfattere grå hår i hovedet. Det kræver tydelige fravalg hos både DR og Showtime, som har produceret de to aktuelle serier; Bedrag og Billions, som henholdsvis toner med nye afsnit hver søndag (DR1) og mandag (HBO Nordic).

I Bedrag har fravalget tydeligt været at fjerne enhver form for udfordrende kompleksitet. Hos DR Drama har man besluttet sig for at et begreb som ’insider-handler’ er toppunktet for, hvad en almen DR-seer magter at forstå. Og endda uden, at man rigtig forsøger at forklare insiderhandel. I stedet for at gå i kødet på ulovlighederne i den finansielle sektor, så tilføjer man lettere fordøjelig kriminalitet som mord, biltyveri og rockere. ’Et mord kan man da tage og føle på’ synes at være devisen fra DR.

Mens DR dyrker det genkendelige og for enhver forståelige, så tager Showtime skridtet videre og præsenterer seerne for, hvad indsiderhandel rent faktisk går ud på; hvad det vil sige at ’shorte’ en aktiehandel, og hvis penge det rent faktisk er, der bliver investeret. Det giver en langt højere kompleksitet, som formidles pædagogisk og i modsætning til Bedrag flankeres af, hvad der virker som et overbevisende og troværdigt persongalleri. Det er faktisk rigtige mennesker involveret.

Billions er alt det Bedrag aldrig bliver
Og mens Showtime stiller med fantastiske stjerneskuespillere som Paul Giamatti (Sideways, American Splendor og John Adams) and Damian Lewis (Homeland og Wolf Hall), så disker DR op med en slidt Thomas Bo Larsen (Pusher, Jagten og Festen), talentet Natalie Madueño og en helt igennem farveløs stereotyp Nikolaj Lie Kaas (De grønne Slagtere, Brødre og Fasandræberen).

Mens amerikanerne leverer varen, så kan det samme ingenlunde siges om danskerne. Forskellen i skuespil præstation og manuskript er slående: Hver gang Bedrag forfalder til den åbenlyse kyssescene mellem chef og medarbejder, så gør Billions det modsatte og leverer en overraskende kontra-handling.

DR får point for modet og forsøget på lave en søndagsserie i bedste sendetid, men så bliver rosen også ved det. Udover i kampen om modet, så overgår Billions på alle punkter sin danske pendant Bedrag. Så hvis du kun skal følge en serie om økonomisk kriminalitet, så smid de 79 kroner om måneden og tune ind på HBO hver mandag aften.

Det kan måske lyde arrogant med en anmeldelse, hvor det kommercielle amerikanske produkt slår det folkelige danske. Det ville også være tilfældet, hvis det ikke er fordi Billions bare slår Bedrag med flere længder.