Leder: Behov for mere - ikke mindre folkelig folkekirke

I stedet for at afvikle den folkelige kirke og nedbryde et fællesskab, som stadig samler fire ud af fem danskere, så burde man udvide den nuværende ordning til at 'folkeliggøre' de øvrige religioner, mener Pios chefredaktør Jens Jonatan Steen.
Hvad skal vi egentlig med ham der gud?

Religiøse og troende mennesker har altid vakt skepsis og ubehag på venstrefløjen. Typisk kan jøder og muslimer i den venstreorienterede optik undskyldes, mens der vises en mere begrænset forståelse for den religiøse majoritet af folkekirkekristne. ”De burde vide bedre,” lader opfattelsen til at være.

Derfor er det også lige så sikkert som amen i kirken, at når der ikke er andre emner at fat på, så graver venstrefløjs-debattører adskillelse af kirke og stat frem. Hvis man ikke kan mene andet, så er det altid gratis at give omgang præster og folkekirken en tur med grovfilen.

Den fantasiløse vanetænkning
Det var derfor også vanen tro, da den socialdemokratiske folketingskandidat Mattias Tesfaye fremhævede adskillelse af stat og religion som en del af svaret på det modbydelige terrorangreb i København den 14. februar.

Men det er for det første tvivlsomt, hvad en fuldbyrdet sekularisme, som det eksempelvis ses i Frankrig, skulle have hjulpet på angrebet på Charlie Hebdo, og for det andet, så er det spørgsmålet, hvad adskillelse af stat og religion vil betyde i praksis – vil f.eks. Folkekirkens præster og menigheder blive mindre kirkelige og mere folkelige af at gennemføre en adskillelse?

På den måde er Folkekirken forblevet en mere folkelig, anti-elitær og unik rummelig institution, hvilket betyder, at den danske kirke på mange måder er lykkedes med den decentralisering, som aldrig helt er blevet en del af det socialdemokratiske velfærdsprojekt.

Kravet om adskillelse af kirke og stat, som tidligere er kommet fra diverse DSU-formænd og et bredt udvalg af MF’ere på venstrefløjen, er symptomatisk for venstrefløjens unuancerede forhold til religion. Det er en position baseret på automatløsninger, der enten viser, at debattørerne ikke har fokus på politiske løsninger eller blot ikke har forstået betydningen af den ellers fine kirkelige ordning, som tidligere tiders socialdemokrater har bidraget til at skabe.

Danmarkshistoriens største ’kirkelig reformator’ var socialdemokrat
Socialdemokraten Bodil Koch (1903-1972), der var verdens første kvindelige kirkeminister, ønskede at gøre Folkekirken til ”verdens bedste ordning” og havde en vision om, at Folkekirken kunne blive hele ”folkets marv og kraft”.

Det folkelige engagement i Folkekirken var altafgørende for Koch, der sikrede mange socialdemokraters fortsatte aktive deltagelse i menighedsrådene og det kirkelige liv. Der skulle efter den socialdemokratiske kirkeminister ikke udgå noget som helst folkekirkeligt initiativ fra centraladministrationen i København. Det var alene ministeriets ansvar at gøre lovgivningens rammer så vide og den administrative praksis så smidig, at kirkelige initiativer kunne fremmes “i takt med tidens udvikling”.

Resultatet af Kochs socialdemokratiske reformation blev, at sognene fik udstrakt frihed og selvstyre, samtidig med at der ikke kom en politiserende central kirkelig myndighed, der med jævne mellemrum havde behov for at udstikke en fælles holdning eller retning til enkelte emner.

De kirkelige diskussioner var et anliggende mellem menighed og sognekirke. På den måde er folkekirken forblevet en mere folkelig, anti-elitær og unik rummelig institution, hvilket betyder, at den danske kirke på mange måder er lykkedes med den decentralisering, som aldrig helt er blevet en del af det socialdemokratiske velfærdsprojekt.

En offensiv socialdemokratisk religionspolitik
I stedet for at afvikle den folkelige kirke og nedbryde et fællesskab, som stadig samler fire ud af fem danskere –  og som i parentes bemærket oplever færre udmeldelser, flere indmeldelser og større fremmøde – så burde man udvide den nuværende ordning til at folkeliggøre de øvrige religioner.

En ny religionspolitik, hvor den folkekirkelige ordning overføres til alle øvrige samfundsbærende religioner, vil kunne sikre en total ligestilling af alle religioner i Danmark, og samtidig så vil den også bygge videre på den folkelige danske tradition. Det handler således om at udvikle et system, hvor den folkelige, anti-dogmatiske, selv-kritiske og åbne religionskultur sættes i centrum. Adskillelse af kirke og religion vil – uanset hvor besnærende det end måtte lyde - føre til en mere hellig og folkefjern kirke. Kirken vil i højere grad få behov for at markere sig og påvirke det politiske system.

Hizb ut-Tahrir må ikke få lov til ødelægge den danske folkekirkeordning
Den danske religionspolitik fra Grundtvig til Koch har skabt en særlig dansk tradition, hvor samfundsansvar og folkelighed sættes i centrum. Adskillelse af kirke og stat vil være en eklatant misforståelse.

Hovedpointen må være, at bare fordi der render 200 muslimer rundt i en moske i Aarhus eller fordi snakkeklubben Hizb ut-Tahrir opfordrer til diverse vanvittige udskejelser, så er det ikke noget argument for at ødelægge en folkekirke-ordning, som langt hovedparten af danskerne er glade for og som i øvrigt har bidraget til et at skabe  et af verdens mindst radikalt religiøse samfund. Alle vil have godt af lidt mere folkekirke.

Jens Jonatan Steen er chefredaktør på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook